Vi sår med gråd – men en dag skal vi høste med glæde!

– Gud er min største mentor. Jacob er nummer to.

Det sagde Gert Svendsen fra Glamsbjerg, der sammen med sin indiske ven, biskop Jacob Marineni, netop har holdt en række møder i danske kirker. Gert og Jacob fortalte Udfordringen om det store arbejde, som foregår ud fra Agape Indien Danmark. Men allerførst skulle vi høre, hvordan Jacob mødte Jesus.

Vi kan bare bede – men Jesus kan helbrede

– Da jeg var otte år gammel, var jeg ved at dø af leukæmi, og lægerne sagde, at jeg kun havde to-tre dage tilbage. Min familie begyndte derfor hjemrejsen, men vi måtte stoppe på halvvejen for at låne penge af mors familie. Det var i november 1978, og min moster havde hørt folk råbe i byen. Det var nogle amerikanske missionærer, som prædikede på engelsk og tilbød gratis forbøn. Mor var religiøs (hindu), og hun ville gerne høre om en ny gud. Så hun tog chancen og bar mig hen til dem, der råbte. Hun forklarede så de to amerikanske brødre, hvordan situationen var. De sagde: ”Vi kan ikke hjælpe, men vi kan bede til Jesus”. Så lagde de hænderne på mig og bad. Men der skete ingenting, og vi gik hjem igen. Alle de andre sov på gulvet, mens jeg lå i en lille seng. Jeg var meget træt efter rejsen og på grund af sygdommen. Så kom der en mand. Han lignede min far og havde indisk tøj på. Han tog mig i hånden og spurgte, hvad jeg hed, og jeg sagde ”Venkateswarlu”, for jeg var opkaldt efter en berømt hindugud. Så sagde han: ”Nej, det er ikke dit navn”. Han åbnede en bog og viste mig navnet Jacob. ”Det er dit navn,” sagde han. Og han tilføjede: ”Min søn, du skal ikke dø, men leve. Gå tilbage!”

– Hvem er du? spurgte jeg.

– Min søn, jeg er Jesus.

Hvad kan vi gøre for Jesus?

– Så åbnede jeg øjnene, men alle sov. Jeg sprang ud af sengen og råbte: ”Mor, Far, Jesus kom til mig!” Alle vågnede i panik, og mine forældre frygtede, at jeg var ved at dø. Jeg fortalte, hvad Jesus havde sagt. Hele familien var chokerede og meget berørte. Og de spurgte: ”Hvad skal vi gøre for at takke Jesus?” Min moster kendte den mand, der havde oversat for missionærerne, og vi gik hen til ham midt om natten og spurgte ham, hvad vi kunne gøre for Jesus.

– Giv Jesus jeres liv, sagde han. Det forstod vi ikke, men han forklarede det helt enkelt, og far sagde ja. Vi sagde alle ja til Jesus.
Vi knælede ned der midt om natten. Manden, som hed Onesimus, ledede os i en kort bøn. Min familie blev hos min moster i to måneder, og hver aften gik vi hen til Onesimus og lærte mere. Jeg blev helt rask. Da vi kom hjem til vores egen landsby, var naboerne ikke glade. Men jeg ved bare, at jeg kun lever på grund af Jesus, fortæller Jacob.

Folk møder Jesus

Jacob Marineni er grundlægger og leder af Gospel for Tribals Social Service Society (GTSSS) og Hope Charitable Society (HCS). Også hustruen, Elizabeth, er involveret, ligesom deres voksne børn er under uddannelse for at kunne træde ind i arbejdet.

– Helligånden arbejder på en måde, som vi ikke ser så meget af i Danmark, indskyder Gert. Og Jacob forklarer:

– Vi oplever mange overnaturlige besøg af Jesus i Indien. Næsten hver søndag, når vi mødes til gudstjenester, er der vidnesbyrd fra folk, som har oplevet Guds hjælp. Jesus betyder alt – ikke kun søndag formiddag. Omkring 90 % af de kristne har set noget overnaturligt, fx i drømme, visioner eller helbredelser. Folk er traditionelt polyteister, men de oplever et eller andet, som ligesom bryder denne kæde… Vi kan holde gudstjenester i vore egne kirker. Men når folk kommer til os og vil tale om tro, ved vi ikke altid, hvad motivet er. Tror de virkelig, eller er de bare ude efter timelige goder? Der er dog indtil videre en vis frihed til at tale om tro i delstaten Talagana.

I bogen ”Mit liv – min vision” fra 2018 fortæller biskop Jacob om det store arbejde i Indien, hvoraf 60-70 % er relateret til undervisning på forskellige niveauer. Ngo’en skaffer også drikkevand til landsbyerne gennem brøndboringer, driver plejehjem for ældre, har ydet nødhjælp til 11.433 familier under oversvømmelser – og hjalp 33.000 familier under COVID-19.

– Ind imellem har vi ydet hjælp til spedalskhedskolonier, men som regel er de økonomiske midler givet som øremærkede bidrag til andre formål, forklarer Jacob.

Skoler for fattige børn

– Vi har tre typer elever: Der er de forældreløse, dem, der kun har en forælder, og så de fattige børn. Nogle af eleverne har muslimsk eller hindu-baggrund, mens andre er kristne. Men vi underviser ikke i religion og har ikke bibelundervisning på skolerne. Vi har bare morgensang, hvor vi synger nationalsangen, og så beder vi Fadervor. Og mange får et nyt liv ved at være på skolehjemmene, siger Jacob.

1500 Jesus-brønde

– Der er et desperat behov for brøndprojekter. Vi har lavet 1500 boringer, og på hver af dem har vi sat en mindeplade med en bibeltekst, selv om det er et problem for nogle embedsmænd. Teksten er den fra Joh. 4,13-14: ”Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”

Danskere besøger Indien

Gert fortæller om sine rejser til projektet i Indien:

– Jeg har besøgt Indien fem gange, og jeg har haft omkring 40 danske gæster med. Folk er bare ikke de samme efter sådan en tur. Én gang så vi nogle kvinder, som plantede ris, og nogle af danskerne ville hjælpe dem. Det er ikke en ferietur. Man møder folket, nogle af de allersvageste, understreger Gert, som er formand for den tværkirkelige forening, der beder for arbejdet i Indien og samler støtte til det.

– Der er kun er frivillige i den danske bestyrelse. Dermed kan alle bidrag gå til arbejdet, og der bliver årligt sendt ca. 1,5 millioner kroner af sted. Midlerne gives i form af sponsorater for 186 børn, 22 præstefamilier og 7 sygeplejersker.

– Det nytter at gøre noget – på trods af situationen. Og vi skal i gang med mission igen nu efter COVID-19. Vi danskere må tale mere om, hvad Gud gør i mennesker. Og vi skal huske, at vi har fået det for intet og skal give det videre for intet. Det er godt at opleve fællesskabet igen, men det kræver, at vi kommer ud af døren igen efter corona, påpeger Gert.

Et ord til danskerne

– Jacob, hvad siger du til de danske menigheder, som du har besøgt nu i september?

– Jeg siger det, der står i Sl. 126,5-6:

”De, der såede med gråd,
skal høste med glæde.
Grædende spredte de sæden ud, syngende bringer de høsten i hus.”

– Hold ud. Somme tider oplever vi kun det at så. Somme tider kommer der ingen regn. De to amerikanere var trofaste og fortalte om Jesus i en lille landsby i Indien, selv om ingen ville lytte til dem. Det eneste, de gjorde, var at bede for en lille, døende dreng. Jeg tror ikke, de nogensinde fik at vide, hvad der den nat skete for drengen, og hvad der skete senere, siger Jacob.

– Og så skal I huske at bede og faste for jeres land, tilføjer han.

Bed for Danmark

– Hvordan faster du selv?

– Jeg prioriterer det og faster hver fredag. Somme tider faster jeg to dage, hvor jeg kun drikker kaffe og te, men ikke spiser noget. Så bruger jeg tiden til bibelstudier – og så bliver Gud stor for mig. Jeg beder, indtil jeg føler, at min bøn er hørt, eller jeg ved, at Gud vil tage sig af det, jeg beder om. Danske kristne skal huske at bede og faste, ligesom Elias og Daniel gjorde det. Vi skal også huske ordet fra 2. Krøn. 7,14:

”… hvis mit folk da ydmyger sig i bøn, søger mig og vender sig fra deres onde handlinger, da vil jeg høre deres bøn i Himlen, tilgive deres synder og genoprette deres land.”

– Der er tale om de troendes ydmyge forbøn for landet. Det er en forbøn og en syndsbekendelse på folkets vegne, slutter grundlæggeren af det store arbejde i Agape Indien.

Man kan tilmelde sig som sponsor for arbejdet i Agape Indien Danmark gennem hjemmesiden www.agapeindien.dk. Alle sponsorbeløb går ubeskåret til Indien, lover Gert Svendsen.