Far ville gøre ham arveløs

Kendt jurist har siddet i 40 bestyrelser…Da Herluf Post Pedersen som ung jurastuderende besluttede at gå ind i Pinsekirken, truede hans far med at gøre ham arveløs!

Herluf Post Pedersen er kendt i mange bestyrelser

Faderen var ellers selv kristen, men tilhørte den indre missionske udgave af troen, og for ham var det noget af det værste, han kunne forestille sig, at sønnen blev ”gendøbt”.
Forud for dåbsdagen for 40 år siden modtog Herluf derfor et brev fra den kendte præst i Silkeborg, Frank Jakobsen, der gjorde ham de alvorlige konsekvenser klart af at blive døbt igen.
Herluf Post Pedersen havde som studerende på Nykøbing Mors kommunegymnasium været leder af det lokale kristne studenterarbejde og han var med i den første landsbestyrelse for Kristeligt Forbund for Studerende, som dengang hed Credo. Så hvad var det nu for noget, at han skulle være pinsemand?
Men han vaklede alligevel ikke med at gå ind i Pinsekirken i Århus, og der har han været trofast lige siden.
Faderen indså da også ret hurtigt, at sønnen også var et menneske, så der faldt snart ro over gemytterne.
– Det med pinsekirkerne var nu ikke helt ukendt i min familie. En del af min mors familie var aktive i Pinsekirken i København, fortæller Herluf Post Pedersen, som kort efter blev gift med Jytte fra Aalborg.
Som ung jurastuderende tjente han til studierne ved at arbejde i Skifteretten i Århus.
Da han blev kandidat fik han ansættelse ved landbrugets Rådgivningstjeneste i Viby. Og der kunne han for nylig fejre 30 års jubilæum.
Han er i dag afdelingschef i virksomheden, som har 3.500 ansatte ud over landet, heraf de 500 på hovedkontoret i Skejby. Herluf Post Pedersen har netop været med i en større omorganisering af virksomheden, så den kan møde de nye udfordringer.
– Landmænds virksomheder beskæftiger sig i dag også med transport, vindmøller og meget andet, og det bliver stadig mere kompliceret, fortæller juristen, som gennem årene har været ekspert i skattereglerne og haft kontakten til ministerier og departementer.
For øjeblikket er den diplomatiske jurist formand for seks responsudvalg, som tager sig af medarbejder-sager.
Desuden har Herluf Post Pedersen siddet i op til 40 bestyrelser samtidigt. Men det har han nu skruet lidt ned for, så tallet nu ligger omkring 15.
De fleste er erhvervsbestyrelser, men der er også en del kirkelige og almennyttige imellem. F.eks. sidder han i bestyrelsen for Mariager Højskole og for pinsevækkelsens gave- og lånefond. Han er også med i Århus Kristne TV og et af medlemmerne i Udfordringens fondsbestyrelse.
Selv om han nu er 60 år, har han ingen planer om at gå på efterløn. Han føler sig mere som en 50-årig og løber 10-12 km. et par gange om ugen.
I ferierne rejser han og Jytte til Bretagne i Frankrig, hvor de har et sommerhus ud til atlanterhavskysten. Og Herluf er efterhånden blevet en stor kender af franske vine.
Børnene Troels og Liselotte er begge gift og flyttet fra hjemmet i Tranbjerg, og det første barnebarn er dukket op.