Den vigtige udfordring

I denne fine lille bog giver Flemming Stidsen, missionær med journalistisk baggrund, sit bud på den udfordring, De ti Bud bestandig stiller os overfor som kristne. „Ingen er fuldkommen“, lyder en gammel talemåde – men hvordan nærmer vi os idealet? De ti Bud kræver hvert og ét vores helt konkrete stillingtagen til dels Gud, dels vor næste. Det er ikke ti forslag. Det er ti bud, og forskellen er vigtig. Det er altså ikke et tag-selv-bord.

De ti Bud

Indledningsvis fastslår forfatteren, at der er tryghed i dén tanke, at vores allesammens Skaber også er den, der står bag dén livsvejledning, som De ti Bud udgør:
„Der er velsignelse ved det. Også når budene udfordrer mig til at „danne modkultur“ i forhold til det store flertal. Den udfordring kommer jeg nok heller ikke uden om“ (s. 7).

Tre måder at anvende
De ti Bud på

Forfatteren henviser også – med Luther in mente – til den tre-dobbelte anvendelses-mulighed af budene: deres borgerlige brug („at holde overtrædelserne i tømme og holde de ugudelige i skak“), deres åndelige brug og deres pædagogiske brug (nødvendigheden af at gøre gode gerninger – ikke fordi den fortjener os frelsen, men fordi det er Guds ønske).
Først når Gud har mødt os med kærlighed og tilgivelse, kan vi for alvor tage De ti Buds udfordring op. Og den møder os også lige midt i dén hektiske cyberspace tidsalder, vi på godt og ondt befinder os i, og som er det moderne livsvilkår.
Flemming Stidsen tager udfordringen op på smukkeste vis. Og meget pædagogisk uden dog at forfalde til at blive skolemester-agtig. Man må godt selv reflektere! Det ses også af, at bogen afsluttes med et 5-siders oplæg til videre overvejelse og samtale.

Luthers Store Katekismus

Flemming Stidsens bog er i sig selv en udfordring, vi ikke kan lade ligge. Den henter god inspiration fra specielt Luthers Store Katekismus, som forfatteren mener, at alle kristne jævnligt burde vende tilbage til.
Også dén ud- og opfordring viderebringes hermed.

Flemming Stidsen:
Vær fuldkommen
– Udfordringen fra De ti bud
99 sider • 128 kr.
LogosMedia