Erhverv & Iværksættere
Kristen lederstyrke
3500 var samlet forrige weekend til den 5. konference for kristne erhvervsledere i Tyskland. Revisorer, autoværkstedsledere, enkelte kirkeledere, skoleledere, fabriksejere, kommunalt ansatte og mange flere mødtes i det gigantiske messecenter i Leipzig. Temaet for konferencen Christlicher Führungskräfte var Værdier i ledelse.
– I Tyskland er de bare meget længere fremme med at koble erhverv og kristendom sammen, fortæller en af de kun tre danske konference-deltagere, Bent Jakobsen.
– Vi fik en kæmpe oplevelse både på det faglige og det kristne niveau koblet helt naturligt sammen, med fokus på det at være leder i erhvervslivet. Fokus er altså ikke, hvordan vi skal være kristne, men hvordan vi skal lede og arbejde som kristne.
– Sådan en konference kan slet ikke holdes i Danmark, fordi det er svært at få erhvervsledere til også at være kristne samtidig. Denne naturlige sammenhæng møder jeg meget sjældent, når jeg er rundt i virksomhederne, fortæller ledelseskonsulent Bent Jakobsen fra konsulentfirmaet Zalto, der holder til i Snoghøj ved Fredericia. Han var taget til Tyskland for anden gang for at blive inspireret til sit arbejde med at coache virksomhederne i Danmark.
– Jeg har hele tiden fingrene nede i grøden og har brug for at blive hævet op og se på, hvorfor vi er her.
– Bare det at komme ind i sådan en ramme med så mange kristne erhvervsledere er meget imponerende. Tyskland er så stort, at tyskerne også har nogle imponerende kræfter at trække på. F.eks. kan man tage en master-grad i kristen ledelse i Tyskland, fortæller Bent Jakobsen.
Det var første gang, konferencen blev holdt i det tidligere Østtyskland. Og et gennemgående tema var også, at man var blevet sat fri.
Oprindeligt startede Kristen lederstyrke-konferencerne med kun 500 deltagere, og nu fem år efter var der 3500 deltagere fra hele Tyskland, Schweiz, Østrig, Danmark og Slovakiet. De mange unge ledere havde også et specielt program.
Der findes ikke noget i Danmark, der ligner det, så vi har brug for inspiration fra folk, der ser kristne værdier som bærende, fortæller ledelseskonsulenten, der selv har skrevet bogen Tillidsskabende ledelse.
Erhvervsfolk og professorer holdt foredrag om, hvordan kristne værdier kan bruges ind i samfundet. Forskere fortalte om, at det er bevist, at kristne værdier har værdi og betydning for omsætning, bundlinietal og engagement. Ellers satte konferencen langt mere fokus på medarbejderne end på penge.
F.eks. fortalte en professor i sociologi om, at vi dybest set er enige om, hvilke værdier vi skal have. Derfor var refleksionen og roen det vigtigste for at få tid til at dvæle og lade værdierne komme frem. Det er længe gået rigtig rigtig skidt, men nu er der ved at ske noget. Folk sætter fokus på værdier frem for at tjene penge.
En anden indvendte, at det er vigtigt at lægge et etisk kompas, som kan hjælpe og styre vores valg ud i den ukendte fremtid, så vi kan navigere mellem rigtigt og forkert.
Der er meget fremtid i at være kristen, fordi vores kernekompetence er håbet. Så konferencedeltagerne blev opfordret til at gå ud og være håbefulde.
Den tyske forbundsdagspræsident Norbert Lammert mente, dialog har erstattet holdninger. Men en dialog kan aldrig blive en dialog uden at have holdninger.
– Aftenprogrammerne var helt fantastiske, fordi det var professionelle bidrag med meget dygtige og varierede indslag med dybe vidnesbyrd, siger Bent Jakobsen.
Den kristne kunstner Dieter Falk spillede og fortalte om sin musik, som flere gange har deltaget i det tyske Stjerne for en aften.
En kristen fanklub fra fodboldklubben Hamburger Sportsverein med navnet Total offensiv havde vundet flere mennesker for Jesus på stadion, og træneren var også begyndt indimellem at komme i en af kirkerne.
Der var besøg af en kristen guldmedaljevinder i skydning, og af en ung kristen forfatter, der udgav kristne historiske romaner på verdslige forlag. Et kor af døvstumme sang, så mødedeltagerne fik tårer i øjnene og fløj op af stolene for at vise dem med fagter, hvor fantastisk en oplevelse det havde været. Der var masser af kommunikation. Igen var folk kommet til tro gennem dette kor.
– Indimellem kom overlevelsesrådgiver og opmuntrer Johannes Warth ind på scenen og var pauseklovn. Men der var dybe ledelsesmæssige sandheder i hans ordspil eller rekvisitter, som vi kunne tage med hjem, fortæller Bent.
– Det gav befrielsen i latteren. Tyskerne havde brug for det, fordi de har været meget mismodige. Konferencen ville sætte nyt mod i folk. Opstanden mod muren og kommunismen startede jo i Leipzig med bøn og tusinder af mennesker, der gik med frihedslys, fortæller Bent Jakobsen. Denne samling af de tusinder af erhvervsledere satte fornyet brand i de kristne værdiers ret.
Man begyndte for to år siden at uddele en kristen erhvervslederpris. Dommerkomitéen viste videosekvens fra det udvalgte firma, som blev ledt med klare kristne værdier i ydmyghed og professionalisme.
– Da lederen for den vindende succesvirksomhed kom ind og takkede for prisen, fortalte hun, at familien var det vigtigste. Derfor gik hun altid hjem til den kl. 14!
Igen mødte vi kristne erhvervsledere, der virkeligt gør deres arbejde godt og tør skilte med deres værdier og tro, fortæller Bent Jakobsen.
Alle oplægsholdere havde en eller anden form for kristent vidnesbyrd. – Vi har noget, der virker, smiler Bent. De kristne værdier er nødvendige for vores samfund og kan bruges til noget. Vi fik meget stærke opfordringer og opmuntringer til at gå ud og være kristen som leder, menneske og samfundsborger.
– Der er selvfølgelig forskelle på de tyske og danske forhold. Vi har ikke de kæmpe tyske virksomheder, men er meget tættere på medarbejderne. Men så kan tyskerne noget andet. I Danmark er vi mere ligegyldige over for at påvirke med de kristne værdier, vi har. Der er tyskerne mere åbne over for at præge samfundet.
Lederen af det tyske TV2, Peter Hahne, der også er leder af Evangelisk Alliance, sagde, at vi kristne har en tilskuermentalitet – en træthedsfølelse. Hvis vi ikke erkender, at verden går til engang, og har håbet om evigheden, så vil det være svært at leve her og nu, slutter Bent Jakobsen fra Zalto.