Investerer 100. mio.$ før 2000-året for Jesu dåb
Jordan vil tiltrække flere kristne pilgrimme.
Jordan har afsløret sin master plan for et projekt til en værdi af 100 millioner dollars i anledning af 2000-året for Jesu dåb i Jordanfloden. Håbet er at tiltrække endnu flere turister og pilgrimme til UNESCO-området.
Det skriver Christian Today.
Den ambitiøse plan blev afsløret af en komité, som af Jordans regering har fået til opgave at udvikle området ”Bethany beyond the Jordan”, dvs. på østbredden af Jordanfloden. Området, som ligger ni km fra Det Døde Hav, har længe været kendt som det sted, hvor Johannes Døberen døbte Jesus.
Verdensarv
Der er to forskellige steder af stor arkæologisk interesse i samme område: Dels Tell Al-Kharrar, eller Jabal Mar-Elias (Elijah’s Hill, der menes at være det sted, hvorfra profeten blev hentet til himlen i en ildvogn, se 2. Kong. 2) og dels kirkerne for Johannes Døberen nær floden. Området blev erklæret UNESCO Verdensarv i 2015.
Især kristne pilgrimme har traditionelt besøgt ruinerne af både romerske og byzantinske kirker og kapeller, et kloster og huler, som har været beboet af eremitter – samt de særlige dåbssteder.
Glamping i bibelsk landsby
Samir Murad, som er leder af regeringens nye komité, har til Religion News Service udtalt, at man vil give kristne adgang til både at besøge og holde gudstjenester på det historiske sted.
”Vi ønsker at give pilgrimme en mulighed for at tilbringe kvalitetstid på dåbsstedet, samtidig med at de respekterer dets spiritualitet og betingelserne for et UNESCO Verdensarvs-sted,” sagde Murad.
Hans team har afvist forslag om femstjernede hoteller og fine restauranter. I stedet har de valgt mere jordnære overnatningsmuligheder, inspireret af bibelhistorien.
”Vi besluttede, at temaet skulle være en bibelsk landsby, så vi forsøger at genskabe en 2000 år gammel oplevelse,” udtalte Murad.
Samtidig med det ”autentiske” udtryk vil turisterne bo i komfortable ”glamping-telte” med gode senge og toiletforhold.
”Vi vil skaffe telte i arabisk stil. De vil indeholde alle toiletfaciliteter, men alligevel skabe en autentisk fornemmelse,” sagde Murad. ”På den måde kan vi være i overensstemmelse med temaet og samtidig tilbyde overnatning til en rimelig pris for de pilgrimme, som gerne vil bruge tid på at få en åndelig oplevelse på dette hellige sted.”
Græshopper på menuen?
Gæsterne vil kunne vælge mellem forskellige restauranter, hvor der vil være økologisk mad, inspireret af ørkenen og de planter, som nævnes i Bibelen, forklarer Murad. Han siger dog ikke direkte, at restauranterne vil servere græshopper og honning fra vilde bier, som ifølge Mark. 1,6 var det, Johannes Døber levede af.
Der vil naturligvis også være elektricitet og Wi-Fi, men kablerne vil være gemt diskret under jorden, så det ikke ødelægger oplevelsen af at være i en bibelsk landsby.
Finansiering mangler
Samir Murad, der er forretningsmand og tidligere beskæftigelsesminister, oplyser, at første fase af det store projekt vil koste omkring 15 mio. dollars. Han håber, at det vil stå færdigt i 2023. Anden fase, som vil indeholde et trestjernet hotel, restauranter, indkøbscenter, museum, wellness-center og særlige ”stille områder” for pilgrimmene, vil sandsynligvis koste op mod 85 millioner dollars.
”Tanken er at skabe den samme atmosfære som i Jerusalems Gamle By,” udtalte Murad til RNS. Blandt projekterne for anden fase er der også en botanisk have, fordi området ligger på trækfuglenes rute, samt et naturreservat.
Murad og hans team har arbejdet frivilligt med projektet i længere tid, og de er endnu ikke klar over, hvordan det skal fininsieres. ”Vores første målsætning er at promovere den første fase, så folk kan se og mærke, hvad vi har planer om,” siger han.
Kirker vil byde turister velkommen
Ni kirkelige organisationer har fået officielt tilladelse til at bygge et sted, hvor man kan modtage turister nær dåbsstedet. En af disse ni er Baptist World Alliance, som er et netværk af baptistkirker i hele verden. Alliancen samarbejder nu også med den jordanske baptistkirke om at opføre en bygning i ”Betania på den anden side af Jordan”.
Pastor Elijah Brown, som er generalsekretær i BWA, var inviteret med blandt 250 gæster til en middag i anledning af lanceringen af det store projekt. Også Jordans King Abdullah II, hans to sønner og premierministeren deltog i middagen.
Senere udtalte Brown til jordanske baptister i Amman Baptist Church, at deadline for begge faser af projektet ”skal være 2029, så man er klar til 2.000-års jubilæet for Jesu dåb i Jordanfloden.”
Elijah Brown opfordrede de jordanske kirkeledere til at satse på samarbejdet med Baptist World Alliance. ”Vi ønsker både at planlægge sammen, fundraise sammen og dele ansvaret sammen,” sagde han ifølge RSV.