Nytårstanker – Den Katolske Kirke: ’Bevar begejstringen og autenciteten’
”1. januar er egentlig blot en tilfældig dato i historiens lange forløb, men der sker i enkelte år ting, som har store konsekvenser”, fortæller Czeslaw Kozon, biskop for den katolske kirke i Danmark. Han henviser til de lange skygger, coronapandemien bestemt kastede, og Ruslands angreb på Ukraine.
”I 2022 har vi fået nye menighedsråd og et nyt pastoralråd, dvs. en slags stiftsråd i den katolske kirke. I det nye år vil vi være beskæftiget med den synodale proces, som pave Frans udråbte i 2021,” beretter biskoppen og forklarer:
”Det er en proces, hvor alle i Kirken, både hierarkiet og lægfolket, giver udtryk for deres visioner, bekymringer og oplevelse af at være kirke”.
Formidling af evangeliet
Hans drømme for Kirken er ”altid de samme: At evangeliet må blive kendt af flest mulige, ikke mindst gennem formidling af budskabet til de næste generationer”, fortæller Czeslaw Kozon.
”Det er udfordrende i vores tid, hvor religion ofte anses for irrelevant. Der er ikke umiddelbart nye løsninger til dette, så vi må selv bevare begejstringen for troen, leve den autentisk og derved gøre den inspirerende for andre”, mener biskoppen. Han er opmuntret over, at alle parter – forud for dannelsen af den nye regering – har set nødvendigheden af at række ud og søge at møde udfordringer i fællesskab.
”Det er en opmuntrende ambition i en tid, hvor krig og klimakrise truer med at destabilisere vore samfund.”
Lev budskabet
Hans råd, så 2023 bliver unikt, er fortsat at leve det kristne budskab.
”Det er en permanent opgave. Selv om troen er indarbejdet i vort liv, skal man jævnligt på ny besinde sig på vigtigheden af den og også tage sig sammen, hvis man er ved at falde af på den. Det gælder også for 2023,” slutter biskoppen for de danske katolikker, Czeslaw Kozon.
Læs flere nytårstanker fra kirkelige ledere: ‘Det håber vi for 2023!’