Kirker i København mødes til bøn på Store Bededag
Der vil være bøn både i frikirken på Filippavej, på Christiansborg Slotsplads og i Domkirken.
Bedehus Danmark inviterer i fællesskab med Københavns Frikirke til bøn og lovsang på Store Bededag, den 5. maj.
Dagens første program foregår i Københavns Frikirke, Filippavej 3 på Frederiksberg kl.12-00-14.00. Der vil være lovsang og bøn fra skiftende forbedere samt oplæg om bøn ved Peter Tinggaard fra Bedehus Danmark.
– Efter afslutningen på dette møde går turen til Christiansborg, hvor vi i tidsrummet 15.00 – 15.40 vil bede på Christiansborgs Slotsplads, fortæller pastor Hasse Jacobsen fra Københavns Frikirke.
– Dagen afsluttes med et bedemøde i Domkirken, arrangeret af Københavns Biskop. Domkirken betegner arrangementet som en ”gudstjeneste med økumeniske gæster”. Biskop Peter Skov-Jakobsen er liturg/prædikant, og der vil være engelsk tekstlæsning samt bøn ved Ravi Chandran.
Bøn gør stor forskel
Initiativtager Frede Hansen fra KBH Frikirke siger om baggrunden for arrangementet:
”Vi tror på, at bøn kan gøre en stor forskel. Vi vil konkret bede om, at flere danskere må opleve Jesu kærlighed, at syge må opleve helbredelse og ensomme opleve fællesskab. Vi tror, at ”en retfærdigs bøn har en mægtig virkende kraft. (Jak.5). Bøn er kirkens åndedræt og samfundets livslinie – derfor inviterer vi til bøn og lovsang på Store Bededag.”
– Både etnisk danske kirker og migrantkirker har tilkendegivet, at de vil deltage, så vi forventer en inspirerende dag i bønnens tegn. slutter Hasse Jacobsen.