En ydmyg superstjerne!

23-årige Rebecca St. James fortæller om sit liv som super-stjerne, om Guds indgriben da familien ikke have råd til mad eller penge til hospitalsophold
Stedet er Herning kongrescenter og datoen er 21/10. History Maker eventen mangler kun en koncert. Rebecca St. James går på scenen og leverer et show i uovertruffen stil – dette er kræs for enhver koncertgænger. Små 700 mennesker har lige været vidne til e
Stedet er Fredericia vandrehjem og datoen 24/10, jeg sidder sammen med Rebecca St. James (RSJ) og er i den heldige situation at jeg skal lave et „lille” eksklusivt interview med RSJ. Efter en af de absolut fedeste koncertoplevelser i mit endnu korte liv, så har jeg set frem til at sidde her og møde kvinden (pigen) bag RSJ. Læn dig godt tilbage, ha’ noget at drikke ved hånden og læs lidt om, hvad RSJ har at sige om mange forskellige ting….
Hvad betyder Gud for Dig?
– Bedste ven. Min kærlighed. Mening med livet. Min fremtid. At jeg ikke behøver at bekymre mig om noget, selv om jeg gør det alligevel. Mit håb. Så meget større end jeg kan forestille mig. Skaber af alt.
Hvordan var dit liv som kristen teenager?
– Da jeg var 8 og tog beslutningen om at følge Jesus var det bare starten, begyndelsen på eventyret og venskabet med Gud. Jeg tror, at det var da jeg var 14, at Gud virkelig fik fat på mig, og jeg begyndte at vokse. Jeg tror, at når du er 14, så er det der, en masse ting begynder at ske, du begynder at se, hvad livet handler om, og tænke på hvem du er, og hvad du tror på. Så det er virkelig et godt tidspunkt for Gud at være med.
Da jeg var 14 flyttede vi til Amerika, hvilket var et stort skifte fra Australien. 2 måneder efter vi var kommet, blev min far fyret, så lige pludselig havde vi ingenting. Vi havde ikke råd til noget som helst, vi gik i skole hjemme, det var for dyrt at gå på privatskole, og et spring fra en kristen skole i Australien til en offentlig skole i USA var for vildt. Min mor var gravid med min søster, men vi havde ingen penge til, at hun kunne føde på hospitalet. Så man kan roligt sige, at det var en meget svær tid.
Vi kendte kun en vej ud af det, og det var i bøn til Gud om hjælp. Gud sørgede helt suverænt for os. Vi fik mad stillet ved vores dør, når vi manglede det allermest, og penge blev sendt med posten. Der var en søndagsskole, som hørte, at vi ikke havde nogen møbler. De skaffede alle møbler til os. Vi fik alle de penge det kostede for min mor at føde, den dag i dag ved vi stadig ikke, hvem der gav dem.
At se Gud så virkeligt og kraftfuldt hjælpe os i en alder af 14, var revolutionerende for mig, så det var efter alt det, at jeg virkelig tog Gud endnu mere seriøst. Når jeg læste i Bibelen, var der passager, som bare sprang op i hovedet på mig og blev levende. Så alt det var virkelig livsforvandlende for mig, og jeg tror det skete som forberedelse til min musikkarriere. Jeg kan stå på scenen og sige, at Gud er virkelig, at han er kraftfuld og han vil holde øje med dig, være din ven, for jeg har selv oplevet det .
Har det været nemmere for dig at holde dig skarp, fordi du var en offentlig person som teenager?
Ja, det tror jeg faktisk at det har. Det handler om ansvarlighed mod Gud, for hvis jeg skal stå på scenen og snakke om at læse i Bibelen og at bede, så skal jeg også selv gøre det. Jeg har en følsom samvittighed. Da jeg var barn var min mor aldrig bange for at jeg ville lyve – det kunne jeg simpelthen ikke. Det har også gjort, at jeg er ansvarlig i mit forhold til Gud. Siden jeg var 16 er jeg blevet stillet dybe spørgsmål som: Hvem er Gud? Hvorfor tror du på ham? Hvad er dit vidnesbyrd? Så at være i den kristne musikindustri har medført disse spørgsmål, som man måske ikke tænker så dybt over før lidt senere i livet. Det føler jeg også har givet mig en slags kickstart på min åndelige vandring med Gud.
Hvad har det betydet for dit liv at få en pladekontrakt som teenager?
Vi gik jo i skole hjemme, fordi det var for dyrt at gå på privatskole, og offentlig skole ville være et meget stort spring for os. Så som en teenager, der bliver undervist hjemme havde jeg et rimelig „normalt” liv de første 1 1/2 år. Nok ikke alligevel. Fordi vi ikke havde så mange penge, hjalp jeg med at gøre rent og passe børn for at tjene penge til familien. Da jeg fik pladekontrakten, begyndte jeg at have flere koncerter og interviews, men det byggede sig stille og roligt op, så jeg måtte løbende stoppe med at gøre rent og passe børn mens musikken fyldte mere og mere. Det største offer var venskaber. Det er hårdt at være så meget væk og ikke have tid til at hænge ud, som man normalt gør som ung.
Jeg er faktisk en person, som godt kan li det lidt normale – at være hjemme og hænge ud. Så det har været lidt hårdt at op give det. Men heldigvis kan jeg også godt li’ eventyr, og det er fedt at rejse rundt og opleve en masse. At se Gud arbejde og bevæge sig, det vil jeg ikke bytte for noget andet.
Hvor går du i kirke?
– ‘Peoples Church First Baptist Franklin’. Det er en baptist kirke, ikke i traditionel forstand, men heller ikke vildt karismatisk, men sådan lidt i midten. Den har vi været med i i 9 år, så når jeg er hjemme går vi i kirke om søndagen, og om onsdagen er der ungdomskirke, og når jeg har mulighed for det, så deltager jeg.
Taler du eller er du leder i kirken?
– Jeg har sunget et par gange i kirken, men ellers ikke. Når jeg er hjemme, vil jeg bare gerne sidde i salen og være med på den måde. Bare være Rebecca og ikke sangeren Rebecca St. James. Jeg føler lidt, jeg er en slags storesøster for dem i ungdomskirken. Men ellers er min tjeneste i musikken.
Hvad mener du er den største udfordring for unge kristne i dag?
– At leve et radikalt kristent liv, som leves ved at elske Gud med alt, hvad man er og lade den kærlighed komme til udtryk i ens liv. Jeg tror ikke man kan elske Gud, hvis man ikke elsker mennesker. Der er noget galt med ens kærlighed til Gud, hvis man ikke elsker mennesker. Man kan ikke elske mennesker rigtigt uden Guds kærlighed. Og de to ting sammen, elske Gud og elske mennesker er et radikalt kristent liv, som vil forandre verden.
Hvad mener du der gør musik kristent?
– Indholdet er anderledes, kilden til musikken og teksterne er noget andet, det kommer fra et hjerte, som er kristent. Det synes jeg at indholdet skal afspejle. I teksterne er der et andet verdenssyn – et gudssyn på ting.
Jeg føler, at jeg er kaldet til at være bibelsk i mine tekster og fokuseret på Gud. Jeg får meget respons fra en masse unge, som siger tak for, at jeg har puttet deres bøn i en sang. Tak for at være så klar på at få Bibelens syn frem i musik.
Det er min tilgangsvinkel til kristen musik. Det som gør os anderledes i forhold til mainstream musik er, at vi er kristne – at vores fokus er noget andet. Hvis vores tekster f.eks kun handler om kærlighed og vores følelser, så gir’ det ikke folk noget af Jesus.
Hvad er dit budskab?
– Jeg ønsker at nå ud med min musik til alle mennesker. Jeg er dog mest på det kristne marked, hvilket medfører flere kristne end ikke kristne til mine koncerter.
Men jeg har altid et evangelisk budskab til mine koncerter. Udover det, ser jeg det også som en stor del af min tjeneste at nå de kristne, at opmuntre dem til at leve et radikalt liv, så at de går ud og når deres ikke-kristne venner og lever et liv som ophøjer Gud. Så jeg ønsker at pege på Gud/Jesus til alle mennesker.
Jeg kan ikke få en masse ikke-kristne mennesker til at lytte til min musik og mit budskab, men hvis kristne lytter til det og bliver opmuntret, så kan de række ud til deres venner og fortælle om Jesus eller tage dem med til en koncert.
Har dit pladeselskab prøvet at få dig på mainstreammarkedet?
– Ja, i starten, på mit første album så de mig ligesom den nye Amy Grant og prøvede at få mig i den retning. Og selv på mit andet album var det ligesom om at de ønskede, at jeg var mere fokuseret på relationer og ikke så bibelsk orienteret og „in your face” med Jesus. Men efter det andet album fik de ligesom også øjnene op for vores vision med musikken, og nu har vi fundet et fælles grundlag. Det vil sige de rettede sig efter os.
Tror du, at det at snart alle bands takker Gud og Jesus for deres succes, gør det nemmere for kristne at slå igennem mainstream?
– Bare det at så mange siger, at de tror på Gud og ikke lever et liv i overensstemmelse med det, er tragisk.
Med deres livsstil viser de ikke Jesus. Det er blevet en cool ting at sige til prisuddelinger: „Thank you Jesus” og så videre. Jeg synes, det er sørgeligt. Så man kan ikke sige, at det gør det nemmere, næsten tværtimod. Der er stadig en meget stor kløft imellem mainstream og kristen musik, F.eks. sælger kristen musik 2/3 af, hvad countrymusik gør, og alligevel ser man ikke kristen musik særligt meget på mainstreammarkedet.
Kunne du fortælle lidt om skiftet i din musikstil fra God til Transform!
– Mine producere har betydet meget for det skifte. Pray var en mellemting imellem God og Transform, men jeg synes stadig, at det har en bund fra rocken, og det vil altid have den bund. Men jeg stoler meget på mine producere og koncentrerer mig mere om melodierne og teksterne, og lader så producerne gribe, hvad der er oppe i tiden og lave den lyd, som er bedst.
Jeg kan også bedst selv li’ det mere rockede, men hvis det kommer ud til et bredere publikum, og flere mennesker derved får budskabet, så er det et kompromis, jeg gerne vil tage. Og heldigvis skinner rocken så også meget mere igennem, når vi spiller live.
Hvad er forskellen på at turnere i Europa i forhold til USA?
– Jeg elsker at turnere i Europa. Jeg tror, at i USA er folk blevet forkælet med så meget kristen musik, men det er ikke det samme her i Europa. Publikum er mere tændte og med herovre, og det kan jeg godt li’. Så vi har været her en del gange. I starten var pladeselskabet ikke så vilde med det, fordi det ville koste os en del penge, men alligevel tog vi afsted, og det er fedt.
Hvad er den største oplevelse i din karriere indtil nu?
– Jeg havde en koncert, hvor jeg kaldte frem til frelse og en lille pige kom gående op med sin mor og far i hver sin hånd, og det mindede mig om, da jeg selv gav mit liv til Jesus, så det var meget stærkt for mig.
Det var også en stor oplevelse at spille for paven til et mega-arrangement i St. Louis. At vinde en grammy var da også ok.