PÅ TINGET
Screening er racehygiejne

Landsforeningen LEV kalder anbefaling af screening til alle gravide for racehygiejne. Kristeligt Folkepartis Jann Sjursen frygter et skred i menneskesyneI en leder i landsforeningen LEVs blad kalder formanden Sytter Kristensen det for racehygiejne, at en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen i en rapport anbefaler, at alle gravide skal tilbydes screening for Downs Syndrom. Kristeligt Folkepartis gruppeformand Jann Sjursen er enig:
– Jeg har stor forståelse for Sytter Kristensens synspunkt. Sundhedsstyrelsen betragter screening ud fra et snævert klinisk og økonomisk synspunkt, men forstår åbenbart ikke, at sagen har langt mere vidtrækkende etiske konsekvenser.

– Rapport skaber ikke plads til handicappede

Gruppeformanden påpeger, at rapporten signalerer, at „vi ikke har plads til handicappede mennesker i vores samfund, fordi de er for dyre og for besværlige at tage sig af“.
– Den tankegang vil jeg så stærkt som muligt tage afstand fra, siger han og fortsætter: – En aggressiv screenings-politik får konsekvenser for synet på vores handicappede medborgere, og den rykker ved vores menneskesyn.
Kristeligt Folkeparti rejser en forespørgselsdebat om emnet, hvor indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal forklare regeringens syn på fosterdiagnostik