Lyt til de kristelige

Leder i Information mener, at Venstre må komme Kristeligt Folkeparti mere i møde, hvis de konservatives og Dansk Folkepartis nedgang fortsætter.- Anders Fogh Rasmussen vil være nødt til – hvis tendensen fortsætter – at se ud over det snævre flertal med Dansk Folkeparti og forsøge at tiltrække sig midterpartiernes interesse, lyder vurderingen fra dagbladet Information.
Dagbladet henviser til, at De Radikales leder Marianne Jelved reelt har bestemt sig for fortsat at støtte socialdemokraterne, og det ”efterlader Kristeligt Folkeparti som en mulig tunge på vægtskålen”. Og Information spekulerer videre:
– Det bedste for De Kristelige er at pege borgerligt – da partiets vælgere altid har straffet partiet, når det lod være. Omvendt har Fogh med laserpræcision ramt Sjursens hjerte hårdt – både med udlændingeloven og især med besparelserne på ulandshjælpen. Det er derfor ikke utænkeligt, at han ender med at pege på Lykketoft.
– Alene usikkerheden vil givet betyde, at Fogh de kommende måneder har behov for at imødekomme de kristelige – og at han vil søge efter det rette øjeblik til at give Sjursen en sejr.