– Jeanie, hjælp børnene til Jesus

To engle gav hende en vision om at lede børnene til Jesus
– og som tegn helbredte de hende samtidigt
Da Jeanie var 15 år, var hun tæt på at dø. Det var i 1993.Hun led voldsomt af en gigtsygdom, som gjorde hende lam i benene og fik armene til at svulme op. Hun kunne heller ikke spise normalt. Til sidst sad hun syg og afkræftet i familiens stue og måtte bæres omkring.
Det var ikke nemt for Jeanie, som er familiens ældste, og som altid havde taget sig af de syv mindre søskende, foruden at hjælpe sin mor med den besværlige afrikanske madlavning og passe dyrene. Desuden var Jeanie meget interesseret i sin fars motorcykel. Hun var ”fars pige”.
Nu sad hun bare her og blev dårligere og dårligere.
En søndag var hun alene i stuen, mens en tante lavede mad i køkkenet.
Jeanies far var præst i den lutherske kirke i Maroua, Cameroun, og hele familien var taget i kirke i deres fineste tøj. Alle undtagen Jeanie, som savnede alle de dejlige sange og fællesskabet. For at undgå at blive trist over, at hun måske snart skulle dø, fik hun sig bevæget rundt i sofaen, så hun kunne lægge et kassettebånd i båndoptageren med musik.
I det samme så hun pludselig to mænd foran sig…

– Hvordan så de ud?
– De var hvide, og deres ansigter var ligesom utydelige, fortæller Jeanie.
– De stod på hver side foran mig, og den ene sagde: – Du skal ikke dø, du skal blive rask allerede i dag. Så tilføjede den ene, som om han lige kom fra et møde, hvor man havde besluttet det:
– Den opgave, som jeg giver til dig, er at bringe børnene til Jesus.
Derefter forsvandt de to personer igen. De gik ikke ud, de var bare væk. Jeanie var klar over, at det havde været et syn, og at de to mænd – som ellers helt almindelige ud – havde været en slags engle.
– Hvad tænkte du bagefter?
– Jeg tænkte vist ikke noget, men jeg følte mig veltilpas og prøvede at rejse mig, og det kunne jeg godt. Så jeg rejste mig og gik ud af stuen. Min tante, som var i køkkenet, fik øje på mig og hun undrede sig meget: – Hvem har hjulpet dig derud? råbte hun.
– Ingen, svarede jeg. – Jeg tror nok, jeg er blevet rask.
Jeanie og tanten så på hinanden. Tanten kiggede tvivlende ned på benene, som stadig var fulde af sår på grund af sygdommen.

Senere kom forældrene hjem og Jeanie fortalte dem, hvad hun havde oplevet.
– Min far ville ikke tro på det; jeg ved ikke hvorfor. Men han sagde: Hvis det er Guds vilje, så vil han bekræfte det.
Men sygdommen vendte faktisk aldrig tilbage, så på den måde blev englenes ord bekræftet, og Jeanie var naturligvis glad. Hun tænkte ikke så meget på det, ”englen” havde sagt til hende. Hun gjorde sin skole færdig. Blev student. Havde travlt med at hjælpe i huset. Passe børn…
Hun fortalte aldrig nogen om sit kald – faktisk glemte hun det lidt igen, fordi hun ser så meget op til sin far. Og pludselig begyndte hendes liv at gå i en helt anden retning, fordi hendes far fik en ”god idé”:

Jeanie havde ofte hjulpet sin far med at reparere hans motorcykel. I Afrika er det ikke altid let at få arbejde, og Jeanies far fik derfor den idé, at ”fars pige” skulle være mekaniker, når hun nu var så god til det.
Han arrangerede derfor med den lutherske kirkes bilværksted i Numan i Nigeria, at Jeanie skulle komme i lære derovre. Så kunne hun samtidig lære engelsk, hvilket de alle syntes var en god idé. (I Cameroun taler man fransk.)
– Men på vej derover blev vi overfaldet af bevæbnede røvere. De stjal alt hvad vi havde med og vi lå på jorden i flere timer. Det var en ubehagelig oplevelse, så vi besluttede at tage hjem efter kun en uge i Nigeria, fortæller Jeanie.

I 1998 mødte nogle danskere Jeanie, da de var i Cameroun for at se landet og deltage i kirkernes store dør-til-dør kampagne tæt på Waza nationalpark. Jeanie gik også fra hus til hus i landsbyerne og talte med mennesker om troen på Gud. Hun fulgtes blandt andet med to danske kusiner, Tuja og Merethe Berg, fra Århus og Hedensted.
Allerede dengang var Jeanie en seriøs ung pige, der – til trods for sit stille og lidt generte væsen – gjorde indtryk på sine omgivelser, så der f.eks. var en kvinde, der på stedet knælede ned på vejen og tog imod Jesus, efter Jeanie havde talt med hende.
Stadig gjorde Jeanie ikke noget for at følge det kald, hun havde fået, til at arbejde specielt blandt børn.
– Men i 1999 var jeg taget med på en lejr hos Ungdom med Opgave (UMO), fortæller hun. – Der kom jeg til at tænke på det, jeg havde oplevet som 15 årig og jeg forstod at det var Guds kald. Nu begyndte jeg at bede mere præcist for børnene.
Oprettede selv en
gruppe for børn
– Jeg begyndte for mig selv at samle en gruppe børn og unge fra 8-17 år i Garoua. De er kristne, og jeg underviser dem om at fortælle om deres tro til andre børn og unge.
Vi er en fast gruppe på 20, men der kommer som regel 30 til vores samlinger hver anden søndag. I sommerferien mødes vi hver lørdag. Og i påsken og julen holder vi lejr 3-4 dage.
Efter, at jeg var begyndt, var der en lærer for blinde, der henvendte sig. Han ville gerne hjælpe med de unge. Hans navn er Celestin Bouchba og han er 28 år. Vi kommer begge fra samme kirke.
– Hver måned fortæller børnene hinanden om, hvordan de har snakket med deres venner om deres tro, og hvad der kommer ud af det. Der er flere børn, der allerede har hjulpet ikke-troende til at tro. De unge beder også for hinanden og de har et stærkt fællesskab i troen.

Jeanie underviser selv børnene om det, hun ved, men hun vil gerne vide mere selv. Så hun søgte om at komme på bibelskole i et andet land med UMO, som har den slags stipendier. Hun var også blevet optaget på en skole i Schweiz sidste år, men visumet nåede først frem to måneder for sent. Den slags skuffelser oplever afrikanere igen og igen. Men det tog ikke pippet fra Jeanie.
Hun kom i stedet til Camerouns hovedstad Yaounde, hvor hun bl.a. underviser de studerende børn i engelsk på Wycliffe’s sprogskole.
En af de piger, Jeanie har hjulpet, bor nu hos hende i Yaounde. Hun var vokset op i den katolske kirke, men havde mistet troen og rodede sig ud i det okkulte.
– Hun tror nu igen på Jesus og det har helt forandret hendes tidligere liv.
Jeanie vil hjælpe
gadebørnene
Da Jeanie først var begyndt at arbejde med børnene, følte hun sig stadig mere bekræftet i, at det er hendes særlige opgave.
Jeanie har ikke talt med nogen om sit kald. Men da jeg i november var i Afrika, tog hun mod til sig og fortalte lidt genert om sin plan – og da jeg spurgte hvorfor, hun ville hjælpe børnene, fortalte hun om englenes besøg og sin helbredelse. Det var et kald fra Gud.
– Børnene skal hjælpes væk fra deres kriminelle og usle liv på gaderne, sagde den kun 25 årige, men målbevidste afrikaner.
– Vi kan måske finde nogle kristne mennesker, som vil tage dem til sig og give dem mad. Vi kan hjælpe gadebørnene til at komme i skole, eller selv undervise dem, og så skal de lære at klare sig med småhåndværk, så de ikke behøver at stjæle eller gøre andre dårlige ting.
Jeanie regner med, at hendes gruppe vil bakke op som frivillige hjælpere, og selv om hun ingen penge har, er hun sikker på, at Gud nok skal skaffe et sted, hvor de kan være. Hun har aldrig spurgt nogen om hjælp, og hun spørger heller ikke mig om hjælp.
– Jo, for resten, siger hun inden hun går: Hvis du kunne sende noget materiale, som vi kunne bruge til at undervise børnene med. Tegninger. Plakater. Billeder. Jeg ved jo ikke, hvad I har. Men vi har næsten ingenting, og det ville være spændende for børnene, slutter Jeanie, som selv har samlet et lille bibliotek på næsten 25 bøger for børn.
Jeg tror Gud har sine særlige planer med Jeanie – siden han kaldte hende på dén måde.