Filmanmeldelse:
En guddommelig Jim Carrey?

Hollywood-film med Jim Carrey, Jennifer Aniston og Morgan Freeman rejser spændende spørgsmål om GudDen biograf-aktuelle Bruce Almighty er på mange måder interessant for kristne, for her er der (endelig) en film, som ikke stiller spørgsmålstegn ved Guds eksistens – men rettere: hvem/hvad er Gud?Bruce Nolan (Jim Carrey) er i filmen Bruce Almighty en “middelmådig” TV-reporter på Channel 7 i Buffalo, New York. Bruce er praktisk talt utilfreds med alt: jobbet, karrieren, hjemmet – og sågar Gud.
Hans kæreste Grace (Jenni-fer Aniston – spiller Rachel i komedieserien Venner) elsker ham over alt på jorden – og det på trods af, at Bruces vrede også går ud over hende.
Efter en dag, hvor alt går skævt for Bruce, forbander Bruce Gud for al den ulykke, som har ramt ham – og giver samtidig Gud skylden for alt ondt i verden.
Men Gud (Morgan Free-man) bliver træt af at høre på Bruces brokkeri. Så da Bruce er blevet fyret på Channel 7, bliver han indkaldt til jobsamtale hos … Gud (!): Bruce får givet al magt og alle Guds krafter og evner. Og så må Bruce se, om han kan gøre det bedre – mens Gud tager på ferie…
Herefter går det slag i slag: Bruce udnytter det til egen fordel, men han indser dog, at han ikke kan klare det og har brug for Gud som vejleder i sit liv.
Men før Bruce kan nå dertil, må han og hele verden grueligt meget igennem.

Ret plads til Gud
En film, der leger med Gud. Det har ikke altid ført noget godt med sig. Men Bruce Almighty gør noget ved det – den giver Gud den respekt, som Han fortjener. Samtidig med at man får et lille indblik i Guds verden. Det kræver ikke kun stor kreativitet, men også stor ydmyghed.
Og det lader det til, at i hvert fald nogle af de involverede har.
Filmens instruktør og producer, Tom Shadyac, er kendt i Hollywood som kristen. Af tidligere film ses bl.a. (noget overraskende) film som Ace Ventura og Liar,Liar (med Jim Carrey) og The Nutty Professor (med Eddie Murphy).
Men i Bruce Almighty bliver der ikke sat noget under en skæppe. F. eks. da Bruce første gang møder Gud, er Han ved at lave en pære i den bygning, hvor Bruce er indkaldt til samtale. Her siger Gud noget om mørke og lys:
– Mange mennesker lever i mørke, fordi de prøver at gemme sig for mig.
Det er vældig modigt sagt – men stadig ganske rigtigt.

Bønnens mysterium
Og så er der hele filmens omtale af bønnen. Der bliver regnet med bøn i filmen.
Da Bruce er Guds afløser, må han jo naturligvis også høre en masse bønner. Til at begynde med aner han ikke, hvad de stemmer er:
– Det er bønner. Og hvis du ikke hører efter, tager de til, siger Gud i filmen.
Bruce kan ikke overkomme alle de bønner, så først ordner han bønnerne i arkivskabe, men de fylder alt for meget. Dernæst skal bønnerne stå i noteform på små gule sedler, men de dækker hele lejligheden. Så er det, at han skaber et mail-lignende bønne-program (sjovt nok kaldet Yahweh – Jahve). Han kæmper og kæmper for at svare på alle bønnerne, men der kommer hele tiden nye ind. Så det ender med, at Bruce svarer ja til alle sammen. Resultat: verden går af lave – og igen rådfører Bruce sig med Gud:
– Jeg gav jo bare alle, hvad de gerne vil have.
– Siden hvornår har nogen haft bare den ringeste ide om, hvad de ønsker, spørger Gud retorisk.
Det afføder flg. kommentar fra Tom Shadyac, instruktøren, i et interview med nogle kristne journalister:
– Vi tror, at vi gerne vil have et bestemt hus, en bestemt bil eller et bestemt forhold. Vi har ikke den fjerneste ide om, hvad vi virkelig ønsker. Hvad vi virkelig ønsker er frihed, at være elsket og at elske. Der skal ofte lidt af en rejse til for at nå til det punkt.

Skjulte henvisninger
Instruktøren må også indrømme, at der derudover er en række “skjulte” henvisninger til Bibelen og kristendommen:
– Der er en række diskrete budskaber igennem hele filmen. Og du kan tage dem for, hvad du vil, hvor end du nu står i din åndelige vandring. Jeg render hele tiden ind i dem. Mange var bevidste, men mange var bare tilfældige, siger Shadyac.
Og tillad mig at nævne et par stykker:
1: Bruce tænder en række stearinlys med ordene: Der skal være lys.
2: Bruce deler en suppe i to dele, da han vil afprøve sine krafter – dette medfører naturligvis en masse vind, som en vis Moses også erfarede.
3: Efter at Bruce er blevet fyret, prøver han at blive ansat igen. Bruce og chefen kommer bl.a. ind på grunden til, at han blev fyret:
– Jeg havde brug for at overveje mine mål for mit liv og få en føling med mit sande jeg.
– Og du gjorde alt det på en dag? spørger chefen.
– Tænk på, hvad jeg kunne gøre på syv.

En bombe
Filmen kan godt betragtes som en bombe:
(1) Lander med stor kraft: Uden at blive dogmatisk så formår den at sige nogle ting til dens seere. Det er ikke det hele, der er pakket ind.
(2) Kan ramme mange: Filmen holdes i høj grad oppe af humor, og derfor er det spørgsmålet, om alle fanger pointerne. Og hvis man gør, så kan det tænkes, at man prøver at glemme dem til fordel for alt det sjove. Men samtidig tror jeg, at hvis ikke-kristne ser filmen med kristne, så kan begge parter få rigtig meget ud af det.
(3) Holder kun kort tid: Denne film kan ikke holde til at blive set igen og igen. Den mister hurtigt noget af sin glans. Alligevel er det en film, jeg gerne vil have på DVD. For der er nemlig så mange pointer gennem hele filmen – og mange af dem er altså rigtig gode.

Vigtig film

Filmen er uden tvivl en af de vigtigste film, som er blevet produceret igennem længere tid. Filmen er ganske enkelt smuk i sin beskrivelse af forholdet mellem Gud og menneske. Og de spørgsmål, den rejser, er skam reelle nok – de er ikke platte. Og endelig når den som en kristen film takket være navne som Jim Carrey, Morgan Freeman og Jennifer Aniston ud til rigtig mange.