– Her skal man ku vælge
Rinkenæs Ungdomsskole vil ikke gå på kompromis med det kristne budskab
Rinkenæs Ungdomsskole i Sønderjylland har ikke kunnet fylde skolens 90 pladser i år. Med 78 elever må vi jo sætte tæring efter næring, som forstander John Østergaard udtrykker det.
Til gengæld glæder han sig over, at 90 pct. af eleverne kommer fra kirkefremmede hjem, og altså kun en brøkdel fra skolens bagland, nemlig Indre Mission og KFUM- og K.
– Det former selvfølgelig hverdagen og giver nogle udfordringer, men det er dejligt at få lov til at røre ved de unges hjerter. Vi går nemlig ikke på kompromis med det kristne budskab, fastslår forstanderen, der tiltrådte sidste år.
Der er kun én enkelt ung med indvandrerbaggrund på skolen i år, sidste år var der 3.
Hvad har været din bedste oplevelse?
– Helt sikkert vores gospeldag for nylig, hvor der var sang og glæde hele dagen. Martin Haustrup, leder af Indre Missions koncertkor Primus, stod for dagen og kunne virkelig smitte eleverne med begejstring. Og til aftenkoncerten kom 130 mennesker udefra, hvor vi kun havde forventet 50.
– De unge går stadig og synger sangene helt spontant. Nogle danner små grupper og øver. Jo, Martin magtede virkelig at få gejsten op.
Hvilke afvigelser er der i år?
– Uden at det skal lyde negativt i forhold til sidste år. Så er der mere ro på holdet i år. Eleverne er positive, optimistiske og har et godt socialt fællesskab.
Hvilken niche har I?
– Vi er meget glade for sang og musik, men ellers vil vi ikke have et bestemt prædikat. Vi oplever forældre der netop er glade for vor alsidighed, at eleven kan gå til sløjd, kor og derefter friluftsliv.
– Vi vil være en almendannende skole. Eleverne skal kunne vælge sig ind på de fag, de ønsker, slutter John Østergaard, der leder skolen sammen med sin kone Lis.