Derek Prince
I er jordens salt!

Jesus taler i Matt. 5,13 til sine disciple, dvs. til alle os, der anerkender autoriteten af hans undervisning. Han sammenligner vor opgave på jorden med saltets. Det bliver tydeligere, hvad han mener, når vi betragter to velkendte sider af saltets funktion i forbindelse med mad.

Føde, der ikke i sig selv er indbydende, bliver acceptabel og velsmagende, når den krydres med salt. I Job 6,6 fremsættes dette i form af et retorisk spørgsmål: ”Spiser man ferskt uden salt?” Det er saltets tilstedeværelse, som gør forskellen og får os til at nyde mad, vi ellers ville have nægtet at spise.
Vor funktion som kristne er at gøre jorden velsmagende. Den, der nyder denne velsmag, er Gud. Vor tilstedeværelse gør jorden acceptabel for Gud. Vor tilstedeværelse anbefaler jorden til Guds barmhjertighed, og uden os ville der ikke være noget til at gøre jorden acceptabel for Gud. Men fordi vi er her, er det stadigvæk nåde og barmhjertighed og ikke vrede og dom, som kendetegner Guds handlen med jorden. Det er vor tilstedeværelse, der gør forskellen.
I 2. Kor. 5,20 bruger Paulus et andet billede for at udtrykke den samme sandhed. Han siger : ”Vi er altså sendebud på Kristi vegne.” På det politiske plan kaldes sendebud ambassadører, og ambassadører er mennesker, som i embeds medfør udsendes af et lands regering for at repræsentere denne regering på et andet lands territorium. I Fil. 3,20 gør Paulus det klart, hvilken regering vi som kristne repræsenterer. Han siger: ”Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i Himlene.”

En anden egenskab ved salt i mad er, at det tilbageholder forrådnelsesprocessen. I tiden før man kendte til kunstig nedkøling, brugte søfolk salt som præserveringsmiddel, når de førte kød med sig på lange rejser. Forrådnelsesprosessen var allerede i gang, før kødet blev saltet. Saltningen ophævede ikke forrådnelsen, men den holdt den i ave, så længe sørejsen varede, så at søfolkene kunne blive ved med at spise kødet længe efter, at det ellers ville være blevet uspiseligt.
Vor tilstedeværelse på jorden som Kristi disciple virker på samme måde som saltet i kødet. Syndens forrådnelsesproces er allerede i gang. Denne har givet sig udtryk på alle områder af menneskelig aktivitet — det være sig moralsk, religiøst, socialt eller politisk. Vi kan ikke eliminere den forrådnelse, som allerede findes, men vi kan holde den under kontrol så længe, at Guds hensigter om nåde og barmhjertighed fuldt ud kan virkeliggøres. Derpå, når vor indflydelse ikke længere mærkes, vil forrådnelsen nå sit klimaks, og resultatet vil blive total opløsning.

Som jordens salt er da vi, som er Kristi disciple, først og fremmest ansvarlige på to punkter: ved vor tilstedeværelse anbefaler vi jorden til Guds fortsatte nåde og barmhjertighed, og ved Helligåndens kraft i os holder vi fordærvelsens og lovløshedens magter tilbage indtil den af Gud fastsatte tid.