Kvaliteten var 100%

Omkring 2000 unge fra hele landet havde fundet vej til Event 2003 i Fredericia Teknikkerne er ved at lægge sidste hånd på forberedelserne, og man mærker den spændte atmosfære, der hænger som en tåge i hallen. – Er vi nu 100% klar til Event 2003? Efterskoleelever, ungdomsgrupper og andre med tilknytning til Indre Missions Ungdom (IMU) fra hele landet er samlet om troen på Gud og fællesskabet med hinanden. Her er glade og spændte mennesker overalt, og gensynsglæden lyser ud af folks øjne.

Grejsdalens Ungdomsskole viste musicalen ‘Korset og springkniven’ søndag formiddag på Event 2003

Djon

Som optakt til dette års Event har et hold frivillige lavet en film om Djon og hans tre venners vej til Event. Denne film har kørt som Road-movie på hjemmesiden, og sidste afsnit blev vist som åbning på stævnet. Begejstringen var stor, da Djon kom på storskærmen, og kultfiguren fik sluttet sin serie af med at nå frem til tiden, til stor begejstring for alle.
Det må lige tilføjes, at Udfordringen tages ud af postkassen i første afsnit af serien.

Multimedie i top-kvalitet

Fredag aften sluttede med et multimedie-show af en gruppe IMU-unge fra Århus. Overskriften for showet var ”100% set, kendt og elsket”. Det hele var bundet sammen om en pige, som fortalte sin historie. Hendes fortælling var fyldt med små brudstykker, som blev vist med video, drama og musik.
Stævnet igennem blev der brugt billeder, lys og lyd til at underbygge de forskellige indslag på scenen.
Alt blev vist på storskærme, så selvom man sad bagest i salen kunne man se alt på nært hold. Det virkede 100% professionelt, og jeg må sige, at det er et af de bedste stævner, hvad angår brugen af multimedie, jeg har været til herhjemme.

100%

Alle overskrifter for taler og shows var ”100% ….”. Den røde tråd var tydelig, og „100%“ er printet på nethinden det næste lange stykke tid hos deltagere såvel som medvirkende.
Budskaberne, som blev bragt i løbet af weekenden, var til opmuntring og fornyelse. ”Du er 100% elsket”, ”Guds kærlighed er 100%” og ”100% liv” er bare nogle af de opmuntringer og ord, som blev forkyndt ved seminarer og taler.
Eleverne fra Grejsdalens Ungdomsskole viste musicalen ”Korset og springkniven” søndag formiddag.
Historien er en sandfærdig fortælling om provinspræsten David Wilkerson som rejste ind til banderne i 60’ernes New York for at fortælle dem om Guds store kærlighed til alle.
Budskabet var tydeligt gennem hele forestillingen: Guds kærlighed er 100%, og den kan trænge igennem selv den hårdeste skal.
Et kraftfuldt budskab, som blev dramatisret på bedste måde.

100% godkendt

Event 2003 sluttede med gudstjeneste søndag eftermiddag. En gudstjeneste, som var fuld af tak til Gud for et godt Event og blev krydret med gospel fra stævnekoret, som blev hjulpet musikalsk af stævnebandet CryOut.
Indholdet, forkyndelsen, fællesskabet, det praktiske, – ja alt var på højeste niveau. IMU og stævnekomitéen kan med ro i sindet læne sig tilbage i stolen og sætte et flueben ud for Event 2003, som 100 % godkendt, og se frem mod event 2004 i Herning.

Navn: Margrethe Sæderup
Alder: 18
By: Uldum

Hvorfor er du på Event 2003?
– Jeg var her da jeg gik på efterskole, og så er jeg her igen for at se de gamle venner.

Hvad er det fede ved Event?
– Der er et kæmpe sammenhold, fed forkyndelse og god lovsang i en sal fyldt med kristne. Man kommer og får fyldt ny benzin på, og så er det et godt break fra hverdagen.

Navn: Tomas S. Larsen
Alder: 15
By: Skjern (går på Frøstruphave Efterskole)

Hvorfor er du på Event 2003?
– Vi er her med efterskolen, så det var naturligt at tage med.

Hvad er det fede ved Event?
– At mødes med alle dem, man kender, og være til et stort kristent arrangement, hvor sammenholdet er i top.

Kommer du til Event 2004?
– Ja!