Kæmpe fest for Jesus

Næsten 900 mennesker kom til Jesusfest 2003 i Århus. Som noget nyt var en kunstner inviteret til at male sine indtryk under hele aftenen.Til sidst var der ikke flere billetter. Unge blev ved med at strømme mod dørene ind til idrætshallen på Ellekærskolen i Århus. Alle stolene var fyldt. Trinene langs bagvæggen var fyldt. Stadig flere kom ind, og arrangørerne måtte trække gymnastikbænke frem. Til slut havde de fleste fundet en siddeplads, og Jesusfest 2003 lørdag d. 7. nov. gik i gang.
Som noget nyt havde IMU, der stod bag aftenen, inviteret en kunstner med. Han skulle male et maleri på baggrund af de indtryk, han fik i løbet af aftenen. Bagefter skulle maleriet på auktion for at blive solgt til højestbydende. Kunstneren var Kent Kjær Andersen på 22 år fra Svendborg.
Han tog penslen i hånden under lovsangen og gik i gang med at male. Her og der havde enkelte allerede rejst sig, og kunstneren begyndte at male figurer med løftede arme.

To sider

Aftenens forkynder var Lars Kristensen fra Harboøre. Folk lyttede opmærksomt til ham og grinte af de mange historier, han fortalte for at understrege sine pointer.
Maleriet blev under hele aftenen fyldt med orange, røde, sorte og hvide farver. Midten var skåret igennem af en bred gul og orange stribe, som stod i skarp kontrast til resten af billedet. I siderne tonede konturer af ansigter frem.
Kristian på 17 år fra Skive kunne godt lide billedet. Han mente, at den ene side af maleriet måtte være den ’rigtige side’ og den anden den ’forkerte’. Ansigterne måtte høre til på hver sin side.
– Det er ikke til at sige, hvilken side, der er hvad, for de er forholdsvis ens på begge sider, sagde han eftertænksomt. Hvis man spørger kunstneren, var det faktisk også meningen, at de to sider skulle være ens.

– Jeg ser Gud på en ny måde hver gang, jeg maler, siger Kent Kjær Andersen, som her maler ved Jesusfesten i Århus
Kunst fra hjertet

Kent selv siger, at striben i midten er Gud, som er det faste holdepunkt i livet. Hovederne i siderne er de kristne, som går gennem livet og helst skal ende hos Gud i den øverste hvide del af billedet. Striben er livsforløbet, som går gennem med- og modgang.
Kent Kjær Andersen har malet derhjemme de sidste tre-fire år. Det er første gang, han maler til et møde, men siger:
– Jeg er glad for at arbejde på denne måde. Jeg får inputs hele tiden.
Derhjemme kan det være indtryk og tanker fra et bibelvers, der bliver til et motiv.
– Det er en bibeltime for mig selv. Jeg ser Gud på en ny måde hver gang, jeg maler, siger Kent.
Han mener, at kunst kan have status som forkyndende og kan være et opråb, til eftertanke og til opbyggelse.
– Det er ikke så brugt, men det er et ekstra pift. Vi ville gerne vise en anden måde at udtrykke sig på, siger Lasse Iversen, som er en af arrangørerne bag Jesusfest, om maleriet.
– Gennem forkyndelse, lovsang og kunst ønsker vi at se Jesus, som han virkelig er, og ikke bare stille os tilfredse med vores eget hjemmelavede syn på ham, siger Lasse Iversen.
Lasse Iversen, 21 år, er en af IMs volontører i Århus og har taget sig af PR-arbejdet med aftenens arrangement og skaffet sponsorer. Maleriet er stadig på auktion på Jesusfest.dk, hvor interesserede kan byde indtil d. 21.nov. Overskuddet går til Friluftsmissionen.