Brev nr. 2:
Mor til to drenge
Jeg mener ikke, jeg blev helt færdig med mit svar til en mor til to drenge, jeg havde med i Brevkassen for fjorten dage siden. Her bringer jeg fortsættelsen: Kære mor til to drenge
Jeg synes ikke helt, jeg blev færdig med at svare dig her i brevkassen for fjorten dage siden, hvad angik den sidste del af dit brev, hvor du skrev: Og kønnere bliver det jo ikke, når det sker, lige før vi skal afsted til kirke. Så kan jeg blive virkelig ulykkelig over mig selv.
Jeg fik særdeles meget lyst til at reflektere lidt over den del med kirke. Mit perspektiv er efterhånden blevet, at kirken først og fremmest er en familie af familier. Dens medlemmer trives eller vantrives efter de samme dynamikker, som gælder i enhver anden familie.
Kirken får sine ledelsesprincipper primært fra forretningsverdenen eller fra hæren, hørte jeg for nogen tid siden en kristen leder sige han var ikke udelt begejstret ved det. Jeg har tænkt på, hvad det gør ved familier, hvis den enhed, som vi deler vores familie med, mere er præget af institution end af familie.
Langt på vej synes jeg selv, jeg er vokset op i en kir-kesammenhæng, hvor begreber som processer og fostring og vækst til modenhed i Kristus har været svære at få indsat som de bærende. Vi var mere gearet til action. Det har vi til fælles med resten af samfundet. De gamle 68ere syntes vel dengang, at kærnefamilien blev for snæver, og de løsnede det hele op i mere åbne forhold og begyndte at dele familien med samfundsinstitutionerne og voksne professionelle. Jeg vil mene, at det er et åbent spørgsmål, hvor godt det er for familier at være alt for tæt på offentlige og private institutioner. Der synes at ske en eller anden slags professionalisering af familien, som ikke er godt for den.
Hvad har det så at gøre med dit dilemma omkring kirke? Er det ikke interessant, at da Gud vil velsigne slægterne, så bliver han en del af en menneskelig familie og benævner sig selv menneskesønnen. Ud fra ét perspektiv kan man vel sige, at Guds familie møder Marias familie.
Gud fremstår vel mere som en far og en søn, altså en familieperson frem for en kirkelig fagperson. Så jeg kunne måske udfordre dig ved at spørge, hvad du forestiller dig, du skal hen til, når du skal i kirke. Og jeg kunne måske udfordre dig til at tage dig selv med i kirke, altså tage dig selv med hen til din udvidede familie, frem for at være optaget af at fremstille dit mere eller mindre vellykkede projekt. Der var én i den menighed, hvor jeg selv kommer, som sagde: Jeg synes, vi skal opgive det der projekt fuldkommen. Jeg syntes og synes, det er et godt forslag, og jeg vil hermed lade det gå videre til dig.
Hvis menigheden er en familie af familier, så vil jeg tro, at du har noget godt at give til andre familier, og at du har brug for noget til dig selv og din familie, som du kan få af dem. Noget, som er til velsignelse i slægterne, og som finder sted, når familie møder familie. Lidt ligesom da det blev jul.
Venlig hilsen
Familiebrevkassen
Peder Poulsen
