Ny Serie i Udfordringen med mulige forklaringer på: Bibelens Gåder Læs også artiklerne i uge 1 og uge 2.
– Hvorfra kom vandet til Noas oversvømmelse?

Bibelen har en mærkelig bemærkning om, at Gud skilte vandet på jorden fra vandet oventil. Er det poetisk tale? Eller var der Saturn-ringe om jorden indtil de smeltede i en syndflod…?I 2001 arrangerede Udfordringen en ekspedition til grænsen mellem Tyrkiet og Iran. Vi var en gruppe danskere, som stod på en jordformation, som mange af os nu tror er resterne eller aftrykket af Noas ark.Siden dengang har jeg undersøgt alt, hvad jeg har kunnet finde om Noas ark. Og mange arbejder seriøst med den mulighed, at vores fortid kan have været helt anderledes, end vi normalt får at vide ifølge de herskende teorier.1
Dr. John Woodmorappe har f.eks. skrevet en hel bog, hvor han påviser at de enkelte oplysninger i beretningen om Noas ark alle er mulige.2

Men det afgørende er ikke, om hver enkelt detalje kan bevises, men om der rent faktisk var en stor oversvømmelse og en ark, som bl.a. Bibelen, Koranen og de babyloniske tavler fortæller om.
De store linjer tyder – for mig at se – på, at der virkelig skete en meget omfattende vandkatastrofe på jorden for ca. 5.500 år siden.
Der er tegn overalt på jorden efter denne katastrofe, og den findes omtalt mange andre steder end netop i Bibelen.
Men hvis det virkelig er resterne af Noas ark, vi har fundet i ca. 2.000 meters højde, så har der været tale om mere end en lokal oversvømmelse i Eufrat eller Sortehavet.
Spørgsmålet er derfor: Hvor kom vandet fra?

Ligesom Saturn stadig har ringe omkring sig , som det ses af fotoet th. og tegningen herover, kan jorden også have været omgivet af ringe før syndflods-katastrofen.

I den folkelige Noa-opfattelse begyndte det bare at regne og regne, men Moses er meget mere specifik, når han gengiver beretningen.
Vi får at vide, at ”…på den syttende dag i den anden måned, netop på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet, og regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter.” (1. Mosebog 7, 11-12)
Det regnede altså ikke kun – der kom også vand fra ”urdybet kilder”. Ja, disse kilder nævnes før ”himlens vinduer” som om de i hvert fald ikke var mindre væsentlige.
Det hebræiske ord, der er oversat med kilde, er mayan. Det kan betyde både kilde, brønd og vandresevoir. Det kunne også være havene, der hentydes til, for andre steder i den hebræiske bibeltekst bruges udtrykket ”det store dyb” om havene.4 Man kunne altså forestille sig, at det, der fortælles om var, at havenes enorme vandmængder kom i bevægelse og skabte oversvømmelser. Sådan som mægtige flodbølger f.eks. i den bengalske havbugt også nu om dage kan sende 6 meter høje flodbølger flere hundrede kilometer ind i Bangladesh. Her skal vi så blot gange med 10 eller 100, hvis der f.eks. var faldet en kæmpemeteor ned.
Urddybet eller ”det store dyb” kan også hentyde til underjordiske vandkilder.5 Når teksten taler om at disse kilder ”brød igennem” eller ”brød op”, så mener nogle at det hentyder til, at der under jordens overflade oprindeligt var nogle store vandresservoir. (I skabelsesberetningen tales der om, at vandet samlede sig på ét sted.)
Faktisk er der tegn på, at der dybt under jorden findes sådanne skjulte vandressourcer. Når f.eks. en vulkan er i udbrud, så er op til 70 pct. af det, der kommer op fra det underjordiske pres, vanddamp.

En række forskere6 har arbejdet med den mulighed, at jordens tektoniske plader på et tidspunkt blev løftet op. Det er der nemlig også tegn på er sket, bl.a. i Sydamerika. Disse forskere mener, at opløftningen af havbunden skyldtes en voldsom stigning i temperaturen fordi de store plader bevægede sig hurtigt horisontalt. Man ved, at pladerne har bevæget sig, og at kontinenterne har bevæget sig væk fra hinanden – de passer påfaldende godt ind i hinanden – men normalt regner man ifølge de herskende uniformitetsteorier med, at det må være sket umådeligt langsomt. Men undersøgelser af havbunden tyder modsat på, at det er sket i hurtige ryk.
Hvis den tektoniske model er rigtig, så blev det, der før var havbund, muligvis løftet op til ca. 2000 meters højde, og det vand, som før lå på havets bund, blev dermed skyllet ud over jorden og skabte helt enorme oversvømmelser.

De fleste af de forskere, som arbejder seriøst med at undersøge, om der virkelig var en oversvømmelse, mener at vandet i så fald må være kommet nedefra. Og at den regn, der kom, skyldtes det uvejr, der fulgte de dramatiske omvæltninger.
Moses skriver i 1. Mos. 7, 11-12: “himlens vinduer blev åbnet, og regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter.” Hvis jorden var blevet ramt af en katastrofe, evt. fremkaldt af et meteornedslag eller påvirkning fra andre planeter, så kunne der også sagtens være storm og regnvejr i 40 dage. Men normalt opstår regn jo ud af den damp, der stiger op fra jorden og fortættes. Derfor har nogen ment, at der her var tale om en ekstra-ordinær regn. Og faktisk er der en interessant detalje i Moses beretning om Skabelsen, som nok kan sætte fantasien i sving.

Der står nemlig i den såkaldte skabelsesberetning i 1. Mosebog kap. 1, 6-8 at Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel.«
Herefter fortsætter beretningen med at fortælle om vandet under hvælvingen, som samlede sig på et sted på jorden, så det tørre land kom til syne.
Ordet hvælving eller „firmament“ kommer fra det hebræiske ord: raqiya, som betyder uddybning (eller „expanse“ på engelsk). Senere fortælles, at fuglene flyver i eller indenfor denne uddybning, så vi må gå ud fra at hvælvingen er atmosfæren.
Spørgsmålet er så, om det vand, der skulle være over denne hvælving, blot var poetisk tale for, at himlen er blå som havet, eller lidt mere teknisk, at atmosfæren jo også indeholder vand, eller om der virkelig var et vandlag.

Sædvanligvis har teologer i moderne tid opfattet ordene om ”hvælvingen oventil” som primitive menneskers poetiske beskrivelse af det himmelblå. Men meget tyder på at urtidens mennesker ikke var spor primitive, og at de tværtimod besad en større viden på mange områder end senere generationer. Specielt de mennesker, som levede før Syndfloden – og angiveligt blev utroligt gamle.
Så i stedet for at opfatte den slags underlige bemærkninger i Bibelen og i de forskellige kulturers efterladte beskrivelser som primitive, skal vi måske se dem som antydninger af faktiske forhold – selv om de ofte omgives af eventyragtige beretninger.
Et eksempel på dette kunne være “underverdenen” i de græske myter, som betragtes som ren overtro, men som også kan opfattes som et levn fra den gang, hvor urtidens folk i sivbåde begav sig jorden rundt og udforskede en “underverden” – downunder, som australierne siger – “hvor solen skinnede om natten og månen om dagen”.)
Men er det overhovedet muligt, at der kunne være et vandlag udeom jorden? Ja, det er muligt. Saturn har som bekendt ringe udenom planeten, og det kan jordkloden også have haft.

Jordkloden har nemlig forskellige lag i atmosfæren,7 som er henholdsvis meget kolde og meget varme. Derfor kunne disse lag – som nu er tørre – også have indeholdt såvel is som damp. Troposfæren, som ligger tættest på jorden (0-10 km.) bliver 6-8 grader koldere end jordens overfladetemperatur for hver kilometer, vi fjerner os. Her når vi altså hurtigt ned under frysepunktet. Om natten er der meget koldere. Og i ca. 75 km. højde (ude i Mesosfæren 50-80 km. over jorden) når temperaturen helt ned på 54 graders frost. Men så vender kulden:
De yderst lag af Thermosfæren (som begynder ca. 100 km. ude) opvarmes voldsomt af især solens UV-straler. Ca. 1000 km. borte fra jorden når temperaturen helt op til ca. 700 grader! Derfor må rumraketer udstyres med et varmeskjold, når de bevæger sig gennem thermosfæren.
Jo højere temperatur, des mere damp kan lagene indeholde.

Dr. Joseph Dillow8 har grundigt researchet og beskrevet muligheden for et sådant damplag – på engelsk kaldet “a water vapor canopy”. Men ringen var ikke nødvendigvis af damp, den kunne også bestå af is, for rundt om jorden finde vi både meget varme lag og meget kolde.
Teorien, som Dillow udviklede, blev senere modificeret af dr. Larry Vardiman, som mente at en del af det vand, som oversvømmede jorden under Syndfloden, kunne være kommet fra små ispartikler, som havde ligger i ækvatoriale ringe rundt om jorden, ligesom det stadig er tilfældet med ringene omkring Saturn.9
Disse vandringe skulle så være tøet op eller have fortættet sig ved at aske og støv fra vulkanudbrud på jorden fik dampen til at samle sig til dråber og blive til regn.
Men denne ring om jorden skulle vel at mærke ikke være for tyk, for så ville der blive for varmt på jordoverfladen. Vardiman og D. E. Rush nåede frem til, at der maksimalt kunne være det, der svarede til ca. 2 meters regn indeholdt i et sådant damplag.10 Det er ganske vist en masse regn, men det er ikke nok til at dække jorden med en kæmpemæssig oversvømmelse, så selv bjergene oversvømmes.
Derfor mener de fleste syndflods-forskere, at størstedelen af vandet i oversvømmelsen ikke kom ovenfra, men fra jordens egne kilder og vandreservoir gennem at de tektoniske plader blev opløftet eller fjernet fra hinanden og medførte vulkanske udbrud. Man forestiller sig, at mægtige mængder vand fra oceanerne herved blev sprøjtet op i luften som kogende damp fra mægtige geysere og derefter kom ned igen som regn gennem fyrre dage. Evt. kunne der være tale om et “indre ocean” dybt under jorden, for der er nemlig tegn på, at der stadig findes mægtige ressourcer af vand i jordens indre i form af krystalformationer af mineraler på grund af det store tryk.11

En sådan ring udenom jorden ville medføre noget nær et paradis på jorden, i hvert fald klimamæssigt. Jorden ville have haft et ensartet drivhusklima med en blanding af tempereret og subtropisk varme overalt, også på nord- og sydpolen, pointerer Vardiman og Dillow.
Frodig saftiggrøn vegetation ville have vokset overalt på jorden. Dette bekræftes til dels af, at der på Antarktis under isdækket er fundet kul indeholdende vegation, som hører hjemme i et helt andet varmt klima.
Polerne må også have haft et varmere klima engang.12 F.eks. opdagede videnskabsmænd tilfældigt, at den artiske Ellesmere Island i Canadas Northwest Territory, som nu er dækket med is, havde tydelige tegn efter, at ”klimaet i dette område dengang var sumpet og tempereret.“ (New York Times, 24. september 1976.) Egentlig var de kommet for at undersøge en teori om, at Europa måske engang havde været landfast med Nordamerika. Lignende opdagelser er gjort andre steder, som tyder på, at klimaet i en ikke alt for fjern fortid var helt anderledes på jorden. Dette kunne skyldes et beskyttende damp- eller islag rundt om jorden.
Vind- og skyforholdene ville være helt anderledes i dette klima, og da bjergene muligvis ikke har været så høje som idag (fordi bjergkæderne er opstået ved de tektoniske pladers bevægelse), så ville dette igen påvirke den måde, regnskyerne opstod på, så det muligvis slet ikke regnede.
Hvis teorien om jorden som et drivhus – indtil vandkastrofen ændrede på det – er rigtig, kan det forklare de manglende årringe i nogle af de trælignende sten, som er fundet i nærheden af ark-formationen og andre steder i verden. Og et resultat af denne drivhusfunktion ville også være, at plante- og dyreliv udviklede sig mere frodigt end i dag – med dinosaurer, mammutter og søuhyrer.
For uden universets direkte kosmiske stråling – som gør os ældre – ville både mennesker og dyr leve meget længere og blive meget større.
Så måske er det forklaringen på, at ikke blot Bibelen, men næsten alle kulturers urhistorier handler om kæmper og guder, der levede umådeligt længe….?
Kan du fornemme at vi her er på sporet af noget, som kan løse mange af de store gåder?

Fodnoter:
1 John Woodmorappe er en anerkendt forsker i skabelsesvidenskab og har udgivet mange artikler om emnerne. Hans „Studies in Flood Geology“ er en samling af artikler som beskriver geologiske aspekter ved en verdensomspændende oversvømmelse. Specielt i artiklen „A Diluviological Treatise on the Stratigraphic Separation of Fossils“ (Dec 1983) beskrives hans TAB-model (Tectonically-Associated Biological Provinces) om hvordan oversvømmelsen kan have skabt fossilerne på den måde, de findes idag. På sin hjemmeside (http://www.rae.org/johnw.htm) findes en studienøgle til hans bog „Noah’s Ark: A Feasibility Study“, og hans svar på de indvendionger, der har været offentliggjort imod argumenterne i hans bog.
2 John Woodmorappe: „Noah’s Ark: A Feasibility Study“, 1999, Institute For Creation Research: 1-(619) 628-7640.
3 F.eks. findes en grafisk præsentation på http://emporium.turnpike.net/C/cs/ark/
4 F.eks. 1. Mos. 1:2; Job 38:30, 41:32; Salme 42:7, 104:6; Jesaja 51:10, 63:13; Ezekiel 26:19; Jonas 2:3.
5 Ezekiel 31:4, 15
6 S.A. Austin, J.R. Baumgardner, D.R. Humphreys, A.A. Snelling, L. Vardiman, and K.P. Wise, „Catastrophic Plate Tectonics: A Global Flood Model of Earth History,“ Proc. Third ICC, 1994, pp. 609-621.
7 Jordens atmosfære opdeles i: Troposfære (<10 km) Stratosfære (10-50 km) Mesosfære (50-80 km) Thermosfære (>100 km) Ionosfæren er den ioniserede del af den øvre atmosfære. Den inddeles i et: D-lag (75-90 km) E-lag (95-150 km) F-lag (>150 km)
8 J.C. Dillow, The Waters Above (Chicago, IL: Moody Press, 1981).
9 L. Vardiman, „The Sky Has Fallen“, Proc. First ICC, 1986, 1:113-119
10 D.E. Rush and L. Vardiman, „Pre-flood Vapor Canopy Radiative Temperature Profiles,“ Proc. Fourth ICC, Pittsburgh, PA, 1990, 2:231-245 – L. Vardiman and K. Bousselot, „Sensitivity Studies on Vapor Canopy Temperature Profiles,“ Proc. Fourth ICC, 1998, pp. 607-618
11 See L. Bergeron, „Deep waters,“ New Scientist, 1997, 155(2097):22-26:“You have oceans and oceans of water stored in the transition zone. It’s sopping wet.“
12 Dog kunne dette kul også tænkes at stamme fra bevægelsen i jordens tektoniske plader – altså teorien om at kontinenterne tidligere hang sammen, fordi de passer ind i hinanden.