Volontør i ødemarken

Søren Krabbe og Christian Kjær er rejst til østkysten af Labrador i Canada for at give nyt liv til en gammel dansk missionsmark
At starte ungdomsarbejde op i ødemarken er en udfordring, de fleste vil ryste på hovedet af. Men Søren og Christian tog udfordringen op og rejste til Labrador.

– Labrador lød som et spændende og meget atypisk sted at tage hen som volontør.
– Vi havde fået at vide, at det var en gammel missionsmark, der var grundlagt af bl.a. danskere. Jens Haven oprettede f.eks. byen Nain i 1771, men sidst der var danske missionærer i Labrador var i slutningen af 70’erne.
– Brødremenighedens Danske Mission skulle bruge et par unge mænd med mod på at tage en udfordring op, og det, syntes vi, lød spændende. Som tingene skred frem, kunne vi bare mærke, at dette var et kald fra Gud, siger Søren og Christian, der begge er 22 år.
Søren og Christian er tilknyttet Brødrekirken i Labrador og har nu været afsted i 2 måneder. Den første tid er gået med at komme ind på livet af de unge mennesker, men har også budt på andre udfordringer.
Søren og Christian er udstationeret i tre gamle Brødre-missionsstationer, Makkovik, Hopedale og Nain, som nu er velfungerende små samfund med hver deres brødrekirke.

– Vores vigtigste opgave er at få sparket kristent ungdomsarbejde i gang, bl.a. ved at starte ungdomsgudstjenester, og finde lokale ledere som kan køre det videre.
– Ellers har vi været der, hvor der er sket noget. Det har været sport, sociale arrangementer som fællesspisning, hvor der skulle gives en hånd med maden, eller en der skulle være Peter Plys eller Julemanden. Vi prøver at være der, hvor de unge mennesker er, fortæller de to volontører fra deres atypiske „rejsemål“.
– Indtil videre er det gået rigtig godt, vi har fået en god respons. Selvom samfundene er meget små, er der utrolig mange børn og unge, og vi fornemmer, at de synes, det er dejligt, vi er her.

– Hvert samfund har deres egen skole, og vi har hjulpet med at undervise i f.eks. matematik.
– På skolen i Makkovik har vi hjulpet med at katalogisere bøger, så der kunne blive lavet et læsesystem for eleverne.
Søren og Christian har haft mindst ét klassebesøg om dagen:
– Vi har fortalt om Danmark, sunget og spillet guitar. Der har været mange af eleverne, som har spurgt meget om vores kultur og de forskelle, der er mellem Labrador og Danmark.
– Besøgende i klasserne har også givet os mulighed for at fortælle om, hvad det er, vi tror på, og hvorfor vi er kommet her til Labrador.
– Tiden på skolerne har vi også benyttet til at maile hjem fra deres computere.

Søren og Christian sammen med 6. klasse i byen Nain, efter en time om Danmark

– Hvis der ikke har været så meget at lave, har vi haft idræt sammen med eleverne.
– Om aftenen har der for det meste været sport som f.eks. volleyball, fodbold, badminton, floorhockey og bordtennis. De er utrolig gode til dyrke sport herovre, så vi får noget konkurrence.
– I Nain er der et forsamlingshus, hvor der er noget for de unge hver aften. Ellers ville børnene og de unge ikke havde noget sted at gå hen.
– Nogle gange er der filmaften, andre gange disko (mest for de yngre), bordtennis, pool.

– Der er mange sociale problemer og børnenes forældre drikker meget. Derfor er mange børn nogle gange overladt til sig selv, fordi deres forældre ikke ser efter dem, fortæller Søren og Christian.

Når de to kommer hjem fra „arbejdsdagen“ slutter de altid af med at holde en lille andagt.
– Det er dejligt bare lige at være fælles om Guds ord, snakke dagen igennem og bede sammen.
Søren og Christian bor hos forskellige fra kirken i de små samfund.
– De mennesker, vi bor ved, laver mad til os og sørger for, at vi kan få vasket vores tøj. Vi har hver vores rum, hvor vi kan lukke en dør, så vi kan have lidt privatliv, fortæller de to unge danskere fra Canada.

Labrador er ca. 7 gange større end Danmark, og der bor kun 25.000 mennesker!
– Inuitterne (eskimoerne) har gamle traditioner, men de er desværre ved at forsvinde. Inuitternes eget sprog, Inuktitut, er også ved at forsvinde pga. den store indflydelse fra fjernsyn og skole, hvor undervisningen er på engelsk. Det er stadig obligatorisk for alle at have Inuktitut undervisning, men tendensen til at snakke engelsk er stigende, selv om man forsøger at bevare Inuktitut.

– Mentaliteten i Labrador er faktisk den samme som på Grønland. Der er mange sociale problemer som f.eks. druk og vold. Isolationen kan være så overvældende, at depression også er ganske udbredt herovre. Om vinteren er de små samfund på Labradorkysten meget isolerede. Man kan kun komme her ud med fly eller ved at køre på snescooter, men det tager meget lang tid.
– Der er ikke det store kirkeliv her i Labrador. Det er mest ældre, der kommer i kirke. De ældre inuitter kommer til Inuktitut gudstjenester, og de hvide kommer til de engelske.
– Der er ikke så mange unge, der kommer i kirke. De synes for det meste, at det er kedeligt, fortæller Søren og Christian, der prøver på at skabe mere ungt liv i kirkerne.

– Det bedste er, når børnene råber mit navn og vinker med et kæmpe smil, siger Søren, som føler, at det er Gud, der har sendt ham og Christian til Labrador.
– Der er utrolig smukt herovre, og vi har haft nogle helt fantastiske naturoplevelser.
– Men det bedste er at være der, hvor Gud ønsker, at vi skal være. Det er fantastisk at mærke, at Gud er med os og passer på os, siger Christian.
– Vi ønsker, at Gud skal sende vækkelse til Labrador, og vi håber og beder til, at Gud vil gøre det igennem os, slutter de to volontører fra Labradorkysten i Canada.