Nameless & Faceless: A Wake Up Call
Denne lovsangs-cd er udgivet af Faderhusets lovsangsgruppe, som kalder sig Nameless & Faceless. Det er ikke en poleret lovsangsproduktion, som vi kender dem fra Hillsongs og store amerikanske produktioner. Det gør dog ikke noget, det er godt med noget afveksling. Det er ikke en cd, som kommer til at ligge på hitlisten, den er rå og ærlig og skærer igennem marv og ben.
Budskabet er ikke til at tage fejl af, det vil du også vide efter en gennemlytning, der er et klart fokus på at blive rede til Jesu genkomst, hvor hans kirke (brud) skal stå klar til at modtage ham uden plet eller rynke. Nogen gange kan man næsten glemme, at Gud har sagt i sit ord, at hans søn kommer igen for at dømme verden, men det er ikke desto mindre sandheden, og vi skal være klar. Det skulle ikke gerne gå os som der står i 1 Thessaloniker 5:2-3: For i ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger fred og ingen fare! Da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe..
Det er lovsang med gang i den. Det er meget svært at finde en stil, som ikke er repræsenteret på cden. Der er rock, reggae, gospel, pop og rap, det hele bliver blandet godt sammen og skaber en helhed, som gør, at det ikke når at blive kedeligt.
Jeg kan kun opfordre til at støtte Nameless & Faceless ved at købe cden. Jeg mener, at den er vedkommende og rammer sømmet på hovedet med et anderledes fokus i lovsangen.Jeg glæder mig allerede til, at der kommer en efterfølger – hvis der gør?
Lad mig slutte med at citere en af sangene på cden: Giv mig et rent hjerte, så jeg ser dig, Herre, jeg vil lukke munden op og prise dig. Jeg er frelst ved dit blod, jeg er sat i din nåde i himmelen. Jeg hengir mig til dig.