Michael Green:
Helligånden er til mission

Hvorfor sendte Gud os sin Helligånd? Det er et rimeligt spørgsmål, og det tillader mere end eet svar.
Guds Ånd kom over de enkelte kristne for at skabe en kvalitet i deres liv, som ellers ville være ud over deres egen krafts rækkevidde. Guds Ånd kom over den kristne menighed for at forene den i et fællesskab, hvis lige ikke kunne findes i nogen anden gruppe, men der kan ikke være nogen tvivl om, at en oprigtig undersøgelse af Ny Testamente vil føre til det resultat, at det primære formål med Guds Ånds komme over disciplene var at udruste dem til mission. Trøsteren (The Comforter) kommer ikke for at gøre det behageligt for dem (comfortable), men for at gøre dem til missionærer.
Dette står i så stor modsætning til vore almindelige antagelser (nemlig at Helligånden, hvor vagt vi end opfatter den, er en indre gave til den troende, som kun egner sig til at blive omtalt i kirken), at det er vigtigt for os at se denne afgørende forbindelse mellem Ånden og missionen, som præsenteres for os på Ny Testamentes blade. Evangelisterne fremfører dette synspunkt hver på deres egen karakteristiske måde.

Markus’ eneste omtale af Helligånden hos kristne findes i kapitel 13, hvor Jesus ser fremad til de forfølgelser, som vil ramme hans efterfølgere i de år, som ligger forud for Jerusalems fald, og som er forbundet med hele temaet om verdens ende. Den kommende tidsalder vil blive den tidsalder, hvor evangeliet skal prædikes blandt nationerne; svarende hertil vil tiden være kendetegnet af Helligåndens nærvær, som gør de kristne i stand til at være trofaste vidner om Jesus på trods af de tunge konsekvenser (Mark 13,9-13). Ånden er kraften til mission.

Matthæus gør en hel del ud af, at Helligånden blev givet til Jesus, men kun een gang i løbet af Jesu tjeneste taler han om, at disciplene havde Ånden. I 10,1ff. nævner han højtideligt navnene på de 12 disciple og fortæller, hvordan Jesus sendte dem ud på missionsrejse. Så fortæller han to meget vigtige ting. Først kalder han dem, som den eneste gang i sit evangelium, apostle. Dernæst siger han, at Jesus gav dem magt over urene ånder, og at deres Faders Ånd ville tale igennem dem, når de var udsat for forfølgelser (11,20). Hvad denne korte missionsrejse end betød for de 12 disciple (og Ånden kan godt være kommet over dem for en tid, ligesom den gjorde i Det gamle Testamente, når Gud udrustede folk til et specielt formål), er det svært at tage fejl af det forvarsel, som denne begivenhed kaster frem mod kirkens tid, hvor mennesker, udsendt af Jesus, (ordet »apostel« betyder udsending), ville blive udrustet med Ånden, givet dem af Jesus, til at udføre Jesu egen mission i verden. Helligånden er til mission.
Hvis vi vender os til Johannes, møder vi nøjagtigt det samme billede, selv om det er malet med ganske andre farver. Talsmanden vil komme til disciplene, når Jesus bliver taget fra dem. Den vil vidne over for verden, som Jesus gjorde det, og den vil overbevise (Johs 16,8), men den vil ikke gøre det på sine egne vegne. »Helligånden skal vidne om mig, men også I skal vidne« (15,27). Når Jesus ånder sin Ånd på dem efter opstandelsen, er det derfor for at gøre dem i stand til at indtræde i hans egen mission, som han modtog fra Faderen, og forkynde syndernes forladelse for troende og dom for de vantro (20,20-23). Johannes siger højt og klart, at Helligåndens komme til kirken skal udruste den til evangelisation.

Michael Green underviser i evangelisation og Ny Testamente ved Wycliffe Hall i England. Han er en efterspurgt underviser verden over.
Tidligere har Michael Green været evangelisationsrådgiver for ærkebiskoppen i Canterbury og York.
Artiklen her er fra bogen Hellgånden udgivet af Unitas Forlag 1980.