Hvorfor giftes i kirken?
Invitér Gud med til dit bryllup. Lad Ham være vidne og sammenføje jer til ét. For så brister forholdet ikke så letDe dårlige undskyldninger står i kø, når folk vil flytte sammen og have sex med hinanden uden at være gift. Eller af forskellige årsager trække det med ægteskabet ud så længe som muligt. En af de dårligste undskyldninger er: Vi har ikke råd til at gifte os!
Sikke noget sludder! Det koster da ikke en øre at blive gift. Både borgmesteren og præsten vil da vie jer med glæde helt gratis.
Jamen, hvad så med brudekjolen? Festen? Og limousinen?
Ja se, det var jo en helt anden snak. Men det er jo tilbehør, I kan vente med. Nu er det jeres indbyrdes kærlighedsforhold, det gælder. Og kærlighed er forpligtelse. Forpligtelse indgås i pagter. Og pagter indgås offentligt.
Med andre ord: Hvis I vil i kanen sammen, må I på kommunen først eller helst i kirken.
Gud vil nemlig blande sig i mand-kvinde-forholdet. Det har Han ret til, for det er Ham, der har skabt jer hver for sig, og det er Ham, der sammenføjer jer til ét kød.
Når I står foran alteret i kirken og lover hinanden troskab, har I Gud selv som vidne.
Men er Han ikke vidne på borgmesterkontoret? Jo, Gud er allestedsnærværende, så det er Han naturligvis. Men ved at indgå ægteskabet i kirken anerkender I Gud som vidne, inviterer Ham så at sige med til brylluppet.
Gud sammenligner sit forhold til Israel med en ægtepagt (Ez 16:8), Gud siger til Israel: Jeg var vidne mellem dig og din ungdomshustru (Mal. 2:14), og Bibelen betegner troløse som dem, der har svigtet sin Guds pagt (Ords. 2:17).
Ved at blive gift i kirken med eller uden fest er vi bevidste om Guds tilstedeværelse. Når hverdagen kommer, og manden er urimelig og konen sur, er det knap så nærliggende at blive skilt. For Gud var jo med ved pagten. Og der skal noget til at svigte både ægtefællen og Ham!
Når I inviterer Gud med til brylluppet, giver I Ham lov til at sammenføje jer. Det betyder både, at I har adgang til Hans overnaturlige hjælp, og at I er villige til at lade Hans selvopofrende kærlighed råde.
…og de to skal blive ét kød står der i passiv form i 1. Mos. 2:24-25. Men hvordan? Jesus forklarer: Så er de da ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud har sammenføjet, må intet menneske adskille (Mat. 19:7). Gud arbejder altså i jeres forhold, ja sammenføjer jer til ét. Og Guds kærlighedslim holder.
Gud er vidne, Han sammenføjer, men en ting til: Han vil selv være med i jeres ægteskab. …tretvundet snor brister ikke i hast, skriver Prædikeren (4:12). Alene er man sårbar. To kan stadig svigte. Men er man tre, er chancen mangedoblet for, at snoren holder!
Og der, hvor Gud er, velsigner Han.
– I er trygge og kan nu nyde sex og de andre kærlighedsudtryk fuldt ud.
– I kan få børn og lade dem vokse op i trygge rammer.
– I er beskyttede mod seksuelt overførte sygdomme.
– I har en tredje ressource at trække på, når jeres egne slipper op.
Og det anerkender I ved at blive gift i kirken.
Nu er det ikke tilfældigt, at kirkebryllupper foregår efter et særligt mønster.
1. Faderen fører sin datter op ad kirkegulvet hen mod manden, ligesom Gud førte kvinden hen mod Adam (1. Mos 2:22).
2. Parret sidder ved hver deres forældrepar, men forlader dem på et tidspunkt under gudstjenesten for at blive viet sammen. Derfor forlader en mand sin fader og moder, står der i v. 22.
3. Ved at sige ja til hinanden indgår vi frivilligt en pagt, hvor vi holder os til hinanden. I den nye bibeloversættelse står binder os til hinanden. Den hebraiske grundtekst betyder faktisk at støde til og blive limet fast, ligesom to dele limes sammen til et.
4. Parret sætter sig sammen, går sammen ned ad kirkegulvet. En ny familieinstitution er dannet. En forening, der endeligt bliver beseglet med seksualakten. Og de skal være et kød, står der.
For at indgå pagten for Guds åsyn. For at modtage og videregive Hans kærlighed i ægteskabet. Og tage imod Hans velsignelse og hjælp i hverdagen.
Sidste afsnit i næste uge: Hvordan finder jeg den eneste ene?
