Koncertanmeldelse:
Den erfarne vs. de uprøvede
Hvis du ikke har prøvet at være til koncert med eLi, er du virkelig gået glip af noget. Han er ikke nogen superstjerne. Han har ikke en stor berømmelse i sit hjemland. Han har ikke en helt så poleret sangstemme som Michael W. Smith.Men eLi har et budskab, som rammer de fleste. Og eLis ærlighed omkring sit liv og sin tro gør, at koncertgængere ikke kan lade være med at tage eLis budskab til sig.
Sidste weekend var der koncert i Århus. Eller rettere sagt 20 km udenfor Århus. eLi og Spark spillede på Hårup Skole.
Spark varmede op for eLi. Spark er et nyt dansk band, som spiller kristen rock. Bandet bærer præg af, at de stadig er nye i branchen. Derfor var deres del af aftenen præget af pauser mellem numrene.
Forsangeren Dennis Madsen er ikke scenevant. Så når der skal skiftes mellem de forskellige numre, har han ikke så meget at fortælle. Det er han undskyldt for.
Men bandet leverede god, gedigen rock, og overraskede de fleste positivt. Selv hvis man ikke kendte bandet.
Det var noget helt andet, koncertgængerne så, da eLi tog over. Og han har det stadig i sig. Evnen til at fange et publikum med sin karisma og sine historier mellem numrene.
Men eLis sange leverer også noget særligt. Og denne aften var ingen undtagelse. Med fem albums bag sig har han noget materiale af betydning at tage af. Og det gjorde han så. Han indledte med et par numre fra sin nye cd Gratitude. Men eLi gik derefter over i et miks af gammelt og nyt.
Og eLis koncert gav stof til eftertanke: hvordan holder jeg mig selv tæt ved Jesus? Hvordan kan jeg blive ved med at tro på ham?
Men eLi giver selv svaret gennem sit vidnesbyrd: Stol på Gud, så klarer han resten.
Dejlig måde at bruge en lørdag aften på.