Det er at gøre grin med Gud
Jeg er efterhånden godt træt af at høre om homoseksuelle vielser.
Hvorfor skal kirken gå på kompromis for at tilfredsstille homoseksuelles iver efter, at vort samfund skal se på homoseksualitet, som var det det mest normale i verden at være homoseksuel. Alle mennesker i Danmark har selvfølgelig frihed til at vælge partner, men det betyder ikke, at de homoseksuelle skal have ret til at trække deres livsstil ned over hovedet på kirken. Fred kirken og acceptér dog, at Bibelens budskab tager afstand fra homoseksuelle handlinger! Homoseksuelle par må acceptere, at kirken ikke er stedet, hvor de kan forvente at blive viet. Det er at gøre grin med Gud og de mennesker, der tager kirken seriøst. I virkeligheden drejer det sig måske mere om, at Bibelens budskab er for konfronterende, og derfor vil liberalt tænkende politikere have kirken tilpasset. Hvorfor ikke bare lade kirke og de homoseksuelle være? Kirken er jo ikke imod de homoseksuelle, men den bør have en holdning, der er i overensstemmelse med Bibelens udsagn.
Hvis det alligevel ender med, at det bliver normalt, at de fleste kirker vier homoseksuelle, så kan kirken delvist takke sig selv for det. For de, der sidder på magten inden for kirken, er alt for vage i deres holdninger.
Jeg fordømmer på ingen måde homoseksuelle. Kristus selv rakte ud til alle mennesker uanset deres seksuelle observans, men Han konfronterede dem også.
(Forkortet, red.)
Henrik Due Jensen
Informations- og projektchef
Ny Mæglergaards Alle 102
2665 Vallensbæk Strand