En aften som facer

„Gratis middag?!“. Det spørgsmål fik mange intetanende folk på gågaden til Århus Festuge. I sidste uge var der Danmark til Middag hos syv kirker i Århus, og jeg og nogle andre havde fået den idé at dele invitationerne ud på gågaden en aften i ugen inden. Det var ret grænseoverskridende for mig. Jeg syntes, at det var en god idé at dele invitationerne ud, samtidig med at jeg var spændt på det. Det er nemlig ikke så tit, at jeg stopper forbipasserende fremmede for at sige dem noget.
Vi bestemte os til at dele gratis hjerteslikkepinde ud sammen med invitationerne. Temaet for Festugen var ’kærlighed’, og derfor var det en god mulighed for at præsentere århusianerne for Guds kærlighed ved at invitere dem til Danmark til Middag.
Vi gjorde Store Torv til vores strategiske udgangspunkt og satte kurven med invitationer der. Så fyldte vi lommerne og hænderne med slikkepinde og kort og gik i krig. Jeg har sjældent oplevet så mange mennesker på gågaden som i Festugen! Det var nærmest umuligt at komme frem. Det var dog i orden med de mange mennesker denne aften. Så undgik vi at møde de samme mennesker. Jeg bevægede mig gennem menneskemassen og havde et kort og en slikkepind klar i hånden, mens jeg sagde: „Gratis middag?!“. De fleste kiggede nysgerrigt og lidt skeptisk på hånden, der blev rakt frem mod dem. Men ordet ’gratis’ og slikkepinden fik de fleste til at tage imod det tilbudte.
En yngre dreng tog imod kort og slikkepind og kom snart løbende igen og bad om to slikkepinde mere. Det var til hans venner, sagde han, og pegede i en eller anden retning gennem menneskehavet.
Jeg ville gerne tale med nogle folk og ikke bare give dem kortet. Det var bare ikke så nemt, og jeg er vist heller ikke den modigste til det. Pludselig spottede jeg to unge fyre på en bænk. Dem gik jeg hen til. Yes! Aftenens første samtale gik i gang. Jeg forklarede om Danmark til Middag. Da de spurgte, hvor det var henne, forklarede jeg også det. Jeg var ret glad, lige indtil den ene sagde, at de jo bare var på ferie fra København. De skulle bare være der til Festugen…
Det var en hyggelig snak, vi havde haft, men ærgerligt at de ikke kunne komme med.
Jeg overskred en del af mine grænser ved at gå rundt og dele kortene ud og sendte en sympatisk tanke til facerne fra forskellige organisationer, som altid stopper en på gaden. Jeg vænnede mig dog til det efterhånden og var helt ’høj’ bagefter. Jeg ved ikke, om der kom nogle folk til Danmark til Middag af det, men jeg lærte noget af den oplevelse. Jeg tænkte, at Gud må se på hjertet bag. Jeg kunne ikke se de store resultater, men hvem ved… Kun Gud ved, om der lige var én midt i folkehavet, der havde brug for at mærke kærlighed gennem en hjerteslikkepind.