Hamlet er ikke en prædikestol
Det er ikke prædikener, de unge får, men fællesskab og et sted at være. Hamlet er et kristent værested i Århus, og det er ofte ensomme unge, der kommer herMan kan nemt overse stedet, når man kører forbi i bil. Hvis man går forbi, lægger man måske mærke til logoet med en fisk og navnet: Hamlet.
Hvis man træder ind, ser man først et anonymt rum med blege blå og grønne møbler. Men i køkkenet bagved er der liv denne fredag aften. Ved et langt spisebord sidder fem personer. En af dem er Line. Hun er 20 år.
Line er kommet på Hamlet, et kristent værested i Århus i to år.
– Det er hyggeligt at være her og være sammen med andre mennesker, siger Line.
Line kommer to til tre gange om ugen. En veninde inviterede hende med i begyndelsen, og nu er hun kommet her siden. Hun er netop begyndt på en uddannelse som social- og sundhedsassistent.
– Det er godt at snakke med andre end dem fra skolen. Her har folk mange forskellige baggrunde, og de frivillige er også søde. Ens sociale behov bliver dækket. Her kan man tale med folk om alt muligt, siger Line.
Hun synes, at det er nemmere at tale med folk, som hun ikke har nogen relation til, om alt muligt, end med folk, som hun har kendt længe. Med dem kommer man nemt til at snakke om det samme, synes hun.
De unge brugere af Hamlet er forskellige og har af forskellige grunde brug for et sted at være eller for at være sammen med andre mennesker. Nogle har psykiske problemer, andre kommer fra dårlige hjem eller er ensomme.
Erik Nedergård har været frivillig på Hamlet i to år.
– I starten kom her mange tunge brugere, fx psykisk syge. I de senere år er det oftere folk, som er ensomme. Det er unge, der har brug for uforpligtende samvær, siger Erik Nedergård på 24 år. Han læser til daglig statskundskab på Århus Universitet.
– At være frivillig her er et afbræk. Her kommer et farvet spektrum af mennesker, og man kommer til at snakke med folk, som man ellers ikke ville snakke med, siger han.
Erik Nedergård kommer ligesom de andre frivillige i Folkekirken. Hamlet hører ind under Folkekirkens arbejde, og frivillige unge kristne driver det. Men Line lægger ikke specielt mærke til, at det er et kristent arbejde.
– Jeg tænker ikke over, at det er kristent. Men hvis man har spørgsmål om kristen tro, kan man altid komme. At det er kristent, er ikke noget, jeg bider meget mærke i, siger Line. Hun mener, at det kristne islæt specielt giver sig udslag i, at der er plads til alle, ligegyldigt hvad man laver, og hvad ens fortid er.
Erik Nedergård fortæller, at de frivillige ikke holder sådan noget som andagt.
– Det er ikke en prædikestol, men brugerne ved, at vi er kristne. Vi får mange samtaler med folk om tro, og der er da også et par stykker, der har været med i kirke.
Udgangspunktet for værestedet Hamlet er at lave diakonalt arbejde overfor unge og derigennem at vise Guds kærlighed. Værestedet i Århus blev for seks år siden startet af foreningen Gadens Unge. Gadens Unge har til formål at arbejde med børn og unge på et folkekirkeligt grundlag.
Line er et opdigtet navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.