Venstre sidebanner eksempel

Opfordring til bøn for genforening!

Der har været nogle ønsker om at Familiebrevkassen kunne sige noget i forlængelse af separationen og den forestående skilsmisse mellem prinsesse Alexandra og prins Joachim. Ingen af dem har selv henvendt sig til Familiebrevkassen ;-).
Vi holdt selv bryllup i brevkassefamilien i lyset af de triste nyheder fra Schackenborg Gods, idet Rebekka blev gift d. 18. september i år.

Den royale familie
Lad os med apostlen tilønske hinanden ’at vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds vor Faders kærlighed og den Hellige Ånds samfund må være og blive med os alle’.
Sådan lyder det i mange danske menigheder hver søndag og har gjort i rigtig mange år.
Vi ønsker hinanden, at det liv, som er i den royale kongernes konges familie, livet i den tre-enige Gud må være i os. Altså at vi må være i fylden af det liv, som vi er skabt til, den tre-enige Guds liv. Når vi ser royalt bryllup i TV, så ser vi ind i de personlige relationer mellem de royale, vi får fornemmelse for kvaliteten af deres kontakt med hinanden. Og vi bliver bekræftet i, at vi har fælles liv om end vi har forskellige livsvilkår.

Et forgængeligt ægteskab
En vis frygt og opgivenhed kan snige sig ind over både gifte og ikke-gifte i denne tid. På et tidspunkt hørte jeg en familierådgivers mand sige, at ægteskabet ikke er beregnet til at vare i mere end godt en snes år. Før i tiden døde folk inden de nåede at skille sig. I dag lever vi så længe, at vi opdager ægteskabets forgængelighed. Citat slut. Det er selvfølgelig en uvidenskabelig iagttagelse og en lige så uvidenskabelig kommentar vil være, at ægteskabet på ingen måde ser ud til at være designet som noget midlertidigt. En skilsmisse virker mest som et lyslederkabel, som brutalt bliver revet over. Der er fuldt op af løse ender og afbrudt kommunikation og det kan i mange tilfælde kun nødtørftigt repareres. Senest hørte jeg om, at når der er så mange hold forældre, som skal tilgodeses i ferier o.l. så bliver der ikke tid til at være sammen med bedsteforældrene. Alle familierelationer er brudt sammen og hjemmet er mistet for altid for børnene.
Det gælder bedsteforældre, søskendebørn, onkler og tanter, fætre og kusiner, oldeforældre osv. osv. Hertil de voksnes indbyrdes forhold og færden med hinanden. Hvis manden ikke vil se konen skal hans forældre så se hende – hun er jo trods alt mor til deres børnebørn. Eller deres smerte ved, at han bryder op med en svigerdatter, som de kunne lide, og indbyder til partnerskab med en anden person, som de har det mere problematisk med.

Den fundamentale orden fra kærnefamilien kan ikke genfindes når den først er brudt op. På den måde har vi kun ét skud i bøssen. Fremtiden vil være at være enlig forælder eller komme sammen i en sammenbragt familie. Ind imellem lykkes det at se den sammenbragte familie finde en harmoni som en slags kludetæppefamilie. Og ofte lykkes det ikke og resten af livet er der her én lang, uafsluttet konflikt.

En relations grundlæggende byggesten
Da Alexandra hengivent dansede bryllupsvals med sin Joachim 18. november 1995 mærkede vi suset fra forelskelsen og hengivenheden mellem de to mennesker. Da meddelelsen om separationen kom var der sorg i hele landet. Hvis det ikke kan bære, hvad kan så bære?! Jeg blev også ked af det. Lige som alle andre bakser jeg selv med mine relationer, og her er min egen familie ikke undtaget, og jeg taler med mange, som har det svært med deres ægteskab og familie. Så jeg ved en lille smule om hvor omkostningsfyldt det er for de involverede parter at bryde op. En viden som jeg deler med alt for mange tidligere par og deres pårørende.
Kort sagt så tror jeg en slidstærk og bæredygtig relation i tillæg til kærlighedens sødme og varme hengivenhed kræver allermindst yderligere tre komponenter. Det kunne hedde accept af og respekt for den anden, indbyrdes tillid og gensidig forståelse. Disse byggesten er afgørende for enhver relation, om det er venner, søskende, ægtefæller osv. Der er ingen mulighed for at være i fortsat livgivende kontakt med nogen som helst uden at disse basale dimensioner er tilgodeset. Nu da vi skriver i en kristelig avis kan vi vel tilføje, at det samme gør sig gældende i relationen til Gud selv. Så selv om kærligheden varer ved, kan den ikke alene opretholde forholdet som bæredygtigt – til stor undren fra dem, som har deres relationsforståelse primært fra dansktoppen. Og det gælder både for de kongelige og os med almindeligt rødt blod i årerne.

Mulighed for opbrud
Jeg har set det lykkes for nogle par, og det er smukt at se på. De bruger ægtepagtens rum og løfter som et trygt sted til at bryde op fra deres gamle, falske ego-selv og gå på opdagelse efter deres sande, gudsskabte selv. De bekræfter for hinanden, at de ikke er gift for at blive lykkelige (det er et bi-produkt) men for at blive levende. De lærer i pagtens rum sammen, i medgang og modgang, i konflikt og harmoni, hvad død og opstandelse er. At turde være sig selv sammen med en anden, at lade den anden være sig selv sammen med mig – det er en lektie, som ikke læres de første to år, som en forelskelse normalt varer. Det kommer først på skemaet lidt senere. Det er smertefuldt når jeg må give op og opbruddet i stedet bliver et opbrud fra forholdet.

Samspil og rollespil
I familien spiller vi sammen, enten i harmoni eller det modsatte. Men alle er vi med i orkestret hvad enten vi kan lide det eller ej. Jeg bryder mig ikke så meget om at kalde nogen navne, hvad enten det nu er ’uansvarlig’ eller noget andet. Min faste opfattelse er, at alle i en familie, gør hvad de kan for at være så værdifulde for familien som muligt. Og at undervejs udfordres alle medlemmer i deres rollespil og bliver kaldt på med henblik på at blive rigtig, levende mennesker. Og rollerne kan vel være både stille pige og rebel og religiøs og alt muligt andet. Ethvert dysfunktionelt system udskiller syndebukke. Som bekendt gik Jesus omkring og inviterede alle de udstødte tilbage i Guds og folkets fællesskab, det er evangeliets væsen: at vi spiser sammen.
En af rollerne er ’den evige søn’, altså drengen, som af en eller anden grund ikke får selvstændiggjort sig fra sin, efter hans oplevelse, ofte dominerende mor, og så skal finde ud af at få sig et liv uden for hendes kontrol. Det rollespil er ikke rart at være i hverken for moderen eller sønnen. Det er heller ikke rart at være vidne til. Jeg har selv bakset med den rolle, og én, jeg kender sagde om sig selv: ’Jeg giftede mig med min mor’. Det skulle forståes sådan, at han indsatte sin hustru på sin mors plads og derved fastholdt sig selv i rollen som den lille uvorne dreng. Det tærer på partnerskabet og kan ikke på sigt bære som et gensidigt og ligeværdigt forhold. Han endte med at blive skilt, men sådan behøver det ikke at gå hver gang.
Så med de kommentarer og reservationer vil jeg tilslutte mig Mogens Tilsted Christensens opfordring om at bede den apostoliske velsignelse over parret fra Schackenborg Gods – og for alle andre par, som mistede et vigtigt orienteringspunkt og udviklingsrum da vi forlod pagtens Gud og begyndte at lave aftaler med hinanden i stedet.
Peder Poulsen