– Politikere bør overlade det kirkelige til kirken

Folketingets formand mener, at politikerne skal tænke sig godt om, før de griber ind i Folkekirkens interne forhold – Jeg ønsker ikke at gå ind i en debat for og imod homofile vielser. Jeg vil blot slå fast, at politikere nu skal gøre sig klart, hvad der er deres område, og hvad der ikke er. Denne sag bør de overlade til Folkekirken.Det siger Folketingets formand, Christian Mejdahl, om de forskellige politiske forslag om at indføre homofile vielser i Folkekirken.
Samtidig slår han fast, at der nu ikke længere er nogen slinger i hans eget parti Venstre vedrørende dette. Partiet vil stemme imod den slags forslag.
Som bekendt begyndte sagen at rulle, fordi statsminister Fogh Rasmussen „privat“ udtalte sig til fordel for vielser af homofile – og tilmed fik en bøsse-pris for det. Som modtræk fremsatte oppositionen forslag om at gennemføre dette ved lov. Men det vil Venstre ikke være med til. Selv om Folkekirken er en form for statskirke, så skal politikerne ikke blande sig i det, der har med dens åndelige forhold at gøre.
Man må – som Luther fastslog – skelne mellem det verdslige og det åndelige regimente.

Christian Mejdahl har aldrig lagt skjul på, at han selv er troende kristen og almindeligt medlem af Folkekirken i Løgstør, hvor han bor, når han ellers er hjemme fra det krævende arbejde som Folketingets politiske chef.
– Jeg voksede op i en familie, hvor troen var noget helt naturligt for mig og mine søskende. Min far kom ud af en landmandsslægt, men havde læst til præst. Da jeg blev født, boede vi i Tverå på Færøerne, men vi stammer ellers fra Vestjylland.
– Det med troen var noget, der kom af sig selv gennem den positive påvirkning, vi fik fra vore forældre.
Jeg har aldrig følt noget behov for at gøre oprør eller være i trodsalder imod mine forældres tro, for det var også min tro. Og på samme måde kan jeg også sige, at jeg ikke har et bestemt tidspunkt, hvor jeg „blev kristen“ – for det har jeg altid været, fortæller Christian Mejdahl åbenhjertigt.
– Overvejede du ikke at læse til præst ligesom din far, der endte som provst?
– Nej, for lige siden jeg var syv år, har jeg ønsket at være bonde. Det var min drøm, og er det stadig, selv om der nu er kommet andet til… svarer Mejdahl, som efter et ophold på Nørre Nissum Efterskole og Hammerum Landbrugsskole 1961-62 blev gårdejer i 1965. Han var for øvrigt formand for Hammerum Landbrugsskole frem til 2000 foruden mange andre tillidsposter i banker, kreditforeninger, menighedsråd osv.
Mejdahls gård derhjemme på Vilstedvej 33 i Oudrup ved Løgstør er nu gået videre til en 35-årig søn pga. arbejdet i Folketinget. Ægteparret Mejdahl har tre sønner og en datter.

Christian Mejdahl omtaler sine forældres indremissionske hjem som et virkelig godt og trygt hjem med gode menneskelige værdier, som han stadig kan leve sit liv på.
– Når man kan begynde med at lægge dagen i Guds hånd, så kan man også arbejde trygt gennem dagen. Det giver mig den ro, jeg behøver. Og så kan man slutte dagen igen med at sige tak for en god dag.
– Synes du, nogle af de gode værdier, du lærte hjemmefra, er på tilbagegang i dag?
– Ja, desværre er der sket et skred i normsættet. Mange moralske værdier står ikke længere så stærkt i samfundet. F.eks. er der ikke længere den samme respekt for, hvad der er mit og dit. Der er mere vold. Mange taler sig ikke til rette, men slår bare løs på hinanden, når de er uenige. Det er en kedelig udvikling. Der er noget i den måde, vi opfatter hinanden på, som er forsvundet, konstaterer Mejdahl.
– Er vi som land moralsk på vej nedad bakke?
– Det synes jeg nok på nogle områder, men et samfund er jo altid i bevægelse. Det er ikke statisk. Her er det bare vigtigt, at vi gør os klart, hvilke gode værdier vi skal holde fast ved, siger Mejdahl.
– Er vi blevet for meget egoister?
– I hvert fald er fællesskabsfølelsen ikke den samme som tidligere, svarer Mejdahl og henviser til den tale, han i weekenden holdt på Sudanmissionens årsmøde i Middelfart. Den handlede især om, hvordan vi kan hjælpe verdens fattigste gennem en mere retfærdig verdenshandel.
Han mener ikke blot, at Danmark skal hjælpe med u-landshjælp; som den liberale politiker, han er, går han stærkt ind for frihandel. De fattige lande skal have mulighed for at sælge deres produkter uden at blive hindret af toldmure, og på den måde kan de selv kæmpe sig op. „Istedet for at give dem en fisk skal man lære dem at fange fisk.“
– Hvad mener du om missionsselskabernes arbejde?
– Som kristen mener jeg, det er en nødvendighed at drive mission. Det er der jo flere opfordringer til i Ny Testamente. Missionsselskaberne har gjort et fint stykke arbejde i u-landene. De var derude, før der var noget, der hed u-landshjælp. Og jeg mener, vi skal bruge dem og andre frivillige NGO-organisationer til at formidle u-landshjælpen. Deres projekter er ikke store og forkromede, men der er den sidegevinst ved at kanalisere offentlige midler gennem dem, at missionsselskaberne kommer helt derud, hvor de fattige bor, og hjælpen kan gavne den enkelte. Og de kender forholdene så godt, siger Christian Mejdahl, der bl.a. har været i Vietnam og Kina for at se på u-landsprojekter.

Mejdahl omgås nu dagligt landets fornemste. Han er jævnligt til middag med Dronningen eller Kronprinsen, forhandler med ministre og partiledere om Folketingets arbejdsgang. Ja, han er selv blandt de allerfornemste i den officielle rangfølge – formelt endda over statsministeren, og den som i en nødsituation skal holde sammen på landet.
Han omgås ambassadører og udenlandske statsledere som Danmarks officielle repræsentant. Snart skal han til Grønland som næstformand i en arktisk kommission om udvidet hjemmestyre, som statsministeren har bedt ham om at gå ind i.
– Får din kone mulighed for at tage med på nogle af dine mange rejser?
– Ja, det sker. F.eks. skal hun med på en tur til Grønland. Og reglen er, at vi betaler af egen lomme for ægtefællens rejse, med mindre begge er officielt inviteret.
– Hvordan er det for dig som et „almindeligt menneske“ pludselig at befinde dig på toppen af samfundet?
– Ja, jeg håber da, at jeg er et almindeligt menneske, ler Christian Mejdahl, som har bevaret begge ben solidt plantet på jorden.
– Jo, jeg tager hver dag som en oplevelse, siger han.
Hans politiske løbebane begyndte som 30-årig i Løgstør byråd i 1970, hvor han blev borgmester i 1974. Han blev valgt til Folketinget i Aars-kredsen i 1987 og genvalgt hvert valg siden.
De lokale tillidsposter blev suppleret med poster i Folketingets finansudvalg, boligudvalg, statsrevisor, næstformand i Venstres gruppe, medlem af nationalbankens repræsentantskab, formand for grønlandske råstoffer, osv.

– Vi ser dig nu og da sidde på Folketingets talerstol. Men det indebærer vel en del mere at være formand?
– Ja, det er den mindste del at sidde og lytte til den bunke sludder, der bliver sagt og finde de få guldkorn, der er.
– Din forgænger Ivar Hansen fortalte, at han nu og da læste i Prædikerens Bog, når han sad der. Læser du også i Bibelen?
– Nej, det gør jeg sjældent, når jeg sidder der. Men Bibelen ligger der jo. Jeg husker, at da jeg besteg Folketingets talerstol første gang, så lå der tre bøger: Nederst lå Bibelen, dernæst Grundloven, dernæst Folketingets forretningsorden. Det synes jeg var den rigtige rækkefølge. At vort arbejde i folketinget bygger på Grundloven, og at den igen bygger på Bibelen. Sådan bør det være, siger Mejdahl, der ved hver ny samling indkalder alle i Folketinget til at deltage i en morgensang-gruppe hver torsdag.
Her mødes 10-20 medlemmer for at synge en salme, høre søndagens tekst og snakke om indholdet, bede en bøn og synge en salme igen, inden de går ud til arbejdet.
– Det var Flemming Kofod-Svendsen, der oprettede gruppen, som er helt tværpolitisk. Da han holdt, fortsatte jeg, og det er et fællesaskab, jeg er meget glad for.