Rasmus giver konkurrenterne baghjul

18-årige Rasmus fra Grindsted er én af landets bedste gocart-kørere, men uden familien og Gud var han aldrig nået så langt„Jesus Freak“ står der bag på Rasmus Rasmussens hjelm, og det er omtrent det eneste konkurrenterne når at se, når den hurtige midtjyde drøner forbi med sømmet i bund.

Selv om det er Rasmus, der kører metal hjem til pokalskabet er hele familien med, hver gang det går løs på landets gocart-baner. Ikke mindst broderen Ronnie, der både er mekaniker og mentaltræner for lillebror

I august vandt han bronze ved DM, og kun et teknisk problem med gocarten holdt ham fra toppen af sejrsskamlen.
– Jeg ved, jeg kunne have vundet, siger han ærgerligt.
Det hele begyndte for 15 år siden, da Rasmus’ far Frank som så mange andre fædre besluttede sig for finde en hobby og bruge noget mere tid sammen med sine børn.
Rasmus’ strorebror Ronnie var dengang syv år gammel, og det lå ligesom i luften, at den nye hobby skulle have noget med fart og motorer at gøre.
– Det med fodbold var bare ikke mig, og da far er tidligere automekaniker, var det oplagt, at vi skulle i gang med en gocart, fortæller Ronnie.
Egentlig var det en terrængående mark-gocart, familien ledte efter. Men det endte alligevel med en brugt bane-gocart, som kun kan køre på asfalt. Derfor var familien tvunget til at finde en gocart-bane og melde sig ind i en klub.

Familien Rasmussen meldte sig ind i den nærliggende Grindsted Gocart-klub, og så gik far og søn i gang med skrue på den nye racer hjemme i garagen.
Ronnie viste sig hurtigt at have tallent og kørte med blandt de allerbedste i juniorklassen. Alligevel måtte han i 1996 drosle ned for sine egne ambissioner, da den 10-årige lillebror Rasmus også skulle have chancen.
– Det blev for meget for far at holde styr på to gocarts, så det var enten mig eller Rasmus, der skulle køre. Og så kunne vi ret hurtigt se, at Rasmus var rigtig dygtig, og det er jo aldrig sjovt at få baghjul af lillebror, så jeg valgte at stoppe, griner Ronnie.
I år 2000 rykkede Rasmus op i ungdomsrækken. Første år gik ok, og det andet år fik Rasmus sit gennembrud og vandt fire ud af fem afdelinger i de Jysk-fynske Mesterskaber.
Dermed skulle der træffes en stor beslutning. Skulle de fortsætte opad i rækkerne, vel vidende at materiellet bliver dyrere, jo længere man når. Ellers skulle de køre gocarten i garagen for sidste gang.
Samtidig havde Rasmus nået et punkt i sit liv, hvor det med kristendommen pludselig blev personligt for ham. Famillien Rasmussen havde alle årene været nært tilknyttet Vestermarkskirken, som er en del af Det Danske Missionsforbund, men efter at have været med på et par af kirkens teenage-lejre, blev troen levende for den 15-årige gocartkører.
– En dag kom en mand fra kirken og fortalte mig, at Gud ville bruge mit gocarttalent.. Det fik mig til at tage beslutningen om at fortsætte, fortæller Rasmus.

Den økonomiske side af sagen nagede dog stadig. En sæson i landets bedste række ville koste i omegnen af 100.000 kr, og så mange pengen havde familien ikke. Indtil Gud også løste det problem.
Et par, hvis søn var kommet en lille smule i Vestermarkskirken, ringede pludselig på familien Rasmussens dør på Grønlandsvej. Deres ærinde var, at de gerne ville give Rasmus 20.000 kr. til en ny gocart.
– Det var vildt. Det gav en følelse af, at vi havde truffet den rigtige beslutning. Og samtidig gav det Ronnie og mig en følelse af ,at det var vores opgave, at fortælle folk i gocartmiljøet om Jesus, fortæller Rasmus.
Snart blev der syet kristne symboler på køredragten, og Rasmus fik dessignet sin egen hjelm med kors foran og på siden, samt påskriften „Jesus Freak i nakken.“
Begge beskriver miljøet omkring gocartbanerne som hårdt, og i begyndelsen havde brødrene svært ved at blive accepteret. Indtil Rasmus gav konkurrenterne baghjul.
– Det virker jo latterligt, hvis man ikke respekterer dem, der kører fra én på banen, siger Ronnie.
Siden har flere gocartkører være henne og spørge til symbolerne på hjelmen, og det kristne gocart-team bliver nu pænt modtaget på banen.
Den megen tid med gocarten kan ikke undgå at tage noget af den tid, Rasmus gerne ville bruge i kirken.
– Jeg har brug for at få min egen tank fyld op rent åndeligt. Derfor gør jeg, hvad jeg kan for at komme i kirken, siger Rasmus, der bl.a spiller trommer i Vestermarkskirkens lovsangsband.

Rasmus kører nu i landets bedste række, og budgettet ligger omkring 90.000. Dertil kommer de 50-60 timer hver af brødrene bruger på gocarten i ugen op til sæsonens 10 løb. Desuden har Rasmus fået en særlig aftale med det autoværksted, hvor han står i lære, selv om at han er meget væk i ugen op til løbene.
De fleste løb afvikles over en forlænget weekend, og hver gang rykker familien, som desuden tæller mor Judit og 14-årige Winnie, der selv er licenskører.
– Det er meget vigtig for mig at have familien omkring mig. Selvfølgelig handler motorsport meget om teknik, men det mentale betyder også rigtig meget, forklarer Rasmus.
– Hvis du vil vinde, skal du hele tiden køre lige til grænsen. Hvis du trækker dig i en overhaling, er du færdig fastslår han.
– Derfor er det vigtigt, at de folk, du har omkring dig, kender dig rigtig godt, siger han og henviser til Ronnie, som udover at være mekaniker også er broderens mentaltræner.
Selv om Rasmus gerne vil være kristen, også på banen, erkender han, at man ikke vinder pokaler på en „kristen“ kørestil.
– Når der er over 30 biler på en smal gocartbane, og vi kører med hastigheder op til 120 km/t, så er der altså ikke plads til gentlemen. Man er nødt til at køre hårdt, men man skal selvfølgelig ikke køre svinsk, understreger han.
– Jeg kunne aldrig drømme om, at køre en modkører af banen med vilje. Men jeg vil godt presse ham, så han begår fejl.

Sidste år prøvede Rasmus at køre med i den europæiske EM-serie, og han viste, at han sagtens kunne køre lige op med det store Europa. Alligevel valgte brødrene at sige stop.
– Det blev simpelthen for dyrt. Vi var i Belgien en weekend, og inden vi var hjemme igen, havde vi brugt 20.000 kr, forklarer Ronnie.
Pengene er i øjeblikket den største bremse for Rasmus’ gocart-karriere. Ganske vist får han jævnligt henvendelser fra gocart-producenter, der vil bidrage, men der er langt vej endnu, før forretningen begynder at løbe rundt.
– Det er ikke livsvigtigt for mig, at komme til at tjene penge på motorsporten, men kunne vi komme derhen, hvor det ikke koster mig noget, vil jeg være glad, siger Rasmus.
De fleste store racerkørere starter i gocartklassen, og Rasmus er opmærksom på, at telentspejderne holder øje med hans klasse. Alligevel får vi næppe køreren fra Grindsted at se i Formel 1.
– Det er så få, der når så langt. Det kræver virkelig de rigtige forbindelser. Men det kunne da være sjovt at prøve kræfter med DTC-klassen engang, siger han.