Gert Grube giver troen liv i ler
En bilulykke i 1977 gav Gert Grubes liv en helt ny drejning. Gud råbte højt, og sagde, at fra nu af skulle Grube arbejde for hamEn mørk og kold januaraften i 1977 tog Gert Grubes liv en afgørende drejning. En annonce for et brugt tv lokkede skolelæreren ud af hjemmet i Gårslev og afsted i bilen mod sælgeren og tv-apperatet.
Undervejs kørte han forkert, og ærgerligt vendte han bilen for at komme på ret kurs.
Det var snefygning, vejene var glatte, og Gert Grubes kone havde advaret ham mod at køre ud i uvejret. Alligevel lå højrefoden nok rigeligt tungt efter forholdene på speederen i Gert Grubes stationcar.
Pludselig gled bilen over i venstre side af vejen, drejede 180 grader og havnede på taget i en grøft.
– Det skete ufatteligt hurtigt, men jeg husker, at jeg nåede at sige Jesus, inden bagklappen på bilen drønede ned, og ruden blev knust, fortæller han.
Heldigvis slap han uskadt fra ulykken, men oplevelsen har sat sig dybe spor og påvirket både Gert Grubes sind og bønsliv.
Ulykken fik også lov at sætte sig spor i Grubes kunst.
– Jeg var glad for formning i skolen, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var en god formgiver, fortæller han.
Først forsøgte han sig med pensel og lærred, men uden succes.
Først sidst i 1960erne fandt han sin niche og begyndte i bedste Emil fra Lønneberg-stil at snitte træmænd.
Lune jyder kaldte han de små trinde træmænd, som i dag frister en trist tilværelse bag en kasse i en træbarak ved hjemmet i Gårslev, hvor han de sidste 20 år har udstillet sine kunstværker.
Træmændene kommer nu kun frem, når folk spørger efter dem, men de er en tydelig illustration på det skifte i Grubes kunst, som bilulykken skabte.
– Jeg havde ambitioner om at sælge ud af træmændene og få en lille fortjeneste ud af det. Men jeg tror, jeg solgte dem for billigt. Jeg er ikke nogen god handelsmand, indrømmer den 62-årige efterlønner.
I stedet blev det til 36 år som folkeskolelærer, heraf de 34 på Gårslev skole, indtil han for to år siden gik på efterløn.
– Jeg har altid været en kristen, men jeg har alligevel været på afstand af Gud, fortæller han.
– Men det var som om Gud hev mig i frakkeærmet den nat i den smadrede bil og råbte så højt, at jeg ikke kunne misforstå det. Han sagde: Gert, det er mig, du skal arbejde for.
Siden har Gert Grube lavet en lang række skulpturer af personer fra Bibelen, og hver gang bliver personerne på en særlig måde levende for ham. Lige fra han går i gang med en klump hollandsk chamotteler på drejeskiven, til den færdige skulptur kommer ud af ovnen og placeres blandt de andre skulpturer i barakken, som han kalder Bibelland.
– Det kan være en prædiken eller en sang, hvor jeg pludselig får et billede af budskabet inde i hovedet. Og når jeg så går i gang med arbejdet, så tager personen form både på drejeskiven og inde i mit hovede, forklarer han.
To legemsdele spiller en særlig rolle i Gert Grubes skulpturer. Legemsdele som begge siger noget om, hvad et menneske tænker og føler.
– Ansigter og hænder har det til fælles, at de kan udtrykke følelser. Kærlighed, vrede og medlidenhed, og så giver det liv til figuren, forklarer han.
Hidtil har Gert Grube for det meste arbejdet i køkkenet. Men for et par år siden fik fruen nyt køkken, og så var det slut med det svineri, griner han. Siden har han været henvist til terrassen, og det betyder, at arbejdet med ler står stille det meste af vinteren. Til gengæld skriver han, blandt andet andagter, som ofte tager udgangspunkt i hans skulpturer, og som hver dag lægges ud på hans hjemmeside.
Selv om Gert Grube ofte samler en række ideer i hovedet og udvikler dem, inden han sætter sig til drejeskiven, så er skulpturerne ikke færdige med at tale til ham, når de er færdige og får en plads i barakken.
– Jeg kan godt gå rundt og se på figurerne, og så får jeg pludselig øje på nye deltaljer, som jeg ikke lagde mærke til, mens jeg arbejdede med dem, fortæller han.
Mange grupper og menighedsudflugter lægger vejen forbi Bibelland i Gårslev, og Gert Grube viser gerne rundt blandt sine værker. Ikke mindst fordi han elsker at høre, hvad andre får ud af dem.
– Jeg har tit oplevet, at andre mennesker får øje på noget, jeg ikke selv ser. De finder et budskab, som ofte er langt stærkere end det, jeg selv havde tænkt mig, da jeg lavede figuren, fortæller han.
En af Gert Grubes mest populære skulpturer hedder Den fortabte søn og viser sønnen, der bliver mødt af faderen med et kæmpeknus.
Gert Grube har lavet flere udgaver af skulpturen, der er anvendt som gaver.
For nylig ville han lave en særlig smuk udgave til sin datters bryllup. Men noget gik galt i brændingen, og faderens ryg krakelerede, og et stort stykke faldt af.
Nu var gode råd dyre. Han lovede sin datter at lave en ny, når de skulle flytte ind i det hus, de havde planlagt at bygge.
– Jeg beholdt den ødelagte figur og gav den titlen Guds kærlighed kan ingen sprænge bort. Nu står der så to fortabte sønner ved siden af hinanden på udstilligen. Men det er den ødelagte figur, der taler til mennesker, fortæller Gert Grube.
– En dag så en gæst noget, som gjorde indtryk på mig. Gæsten sagde: Sønnen ser kun kærligheden hos sin far og ikke smerten. Idet hun sagde det sidste ord, pegede hun på den krakelerede ryg.
– Det talte til mig, for vi ved jo alle, at kærlighed og smerte har noget med hinanden at gøre.
En anden figur blev simpelthen for meget for Gert Grube. Han kunne ikke holde ud at være i stue med den og fik først fred, da han knuste den mod jorden.
– Jeg kaldte figuren livsløgnen. En lille figur fyldt med ondskab, en rigtig lille djævel. Og kunstnerisk blev den helt perfekt. Men det blev for meget for mig at være i stue med så meget ondskab. Og til sidst besluttede jeg mig for at slå den i stykker. Og jeg må indrømme, at jeg var en lettet mand, da jeg fejede stumperne op bagefter.
Gert Grubes eneste forklaring på sin stærke reaktion er, at han altid giver noget af sig selv, når han laver en figur.
– Og pludselig følte jeg, at jeg stod ansigt til ansigt med ondskaben. Uhyggeligt, siger han.
Som udgangspunkt er det Gert Grubes målsætning, at hver skulptur skal være en lovsang til Gud.
– Det jeg laver, skal være til Guds ære. Det var jo det, han bad mig om den januaraften i 1977. Jeg skulle arbejde for ham. Og jeg oplever, at jeg kan forme noget med mine hænder, som jeg ikke kan udtrykke på anden vis, siger han.
– Jeg plejer at sige det sådan, at jeg har fået en gave til at tale fra hjerte til hjerte med ler.
