Hurra for skoler med holdning
I Grundloven slås det fast, at vores børn har undervisningspligt, men ikke pligt til at gå i folkeskolen. Vi har en årelang tradition for at give offentlige tilskud, så forældrene selv kan vælge, hvor og hvordan deres børn skal undervises. Det sker ud fra en respekt for, at børn nu engang er forældrenes ansvar. Alligevel kribler det i fingrene på mange politikere for at blande sig i forældrenes valg af skoler. Men langt de fleste forældre ønsker det bedste for deres børn, og der er gode grunde bag forældrenes skolevalg. Derfor bør politikerne tænke sig endog meget grundigt om, før de strammer det statslige tilsyn og greb om friskolerne.
I stedet for at gå på jagt efter de frie skoler, ville det være ønskeligt fokus på, hvorfor så mange forældre fravælger folkeskolen. Mange forældre efterspørger skoler, der klart tør markere nogle grundholdninger. Der er en søgen efter kristne værdier, som holdepunkter i en tid, hvor vi modtager mange påvirkninger hele tiden og lever i en verden, der på mange måder bliver mindre og mindre. Det er positivt, når forældre tager stilling til de mange påvirkninger, og træffer nogle bevidste valg i forhold til deres børns hverdag. Skolerne skal ikke indoktrinere børnene, men de kan ved hjælp af et klart defineret værdigrundlag bidrage til at give børnene en mur at spille bold op ad, og det kan give dem en god ballast senere i livet. Hvis alle værdier er lige gyldige, bliver livet hurtigt ligegyldigt, og det er en fælde, som vi let kan falde i i Danmark.
Hen over sommeren har Samuelskolen endnu engang været i fokus, men det indtryk, der i medierne er blevet videregivet af skolen, har været fordrejet og tendentiøst. Når mediemøllen kører, er det umuligt at føre en saglig og nuanceret diskussion. Samuelskolen skal overholde friskoleloven præcis som alle andre friskoler herunder at det faglige niveau skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Hvis der er tvivl om overholdelsen af reglerne må det forventes, at denne skole som alle andre får en fair og ordentlig behandling, der ikke styres af fordomme eller af mediernes behov for drama midt i en agurketid.
Den danske tradition for fri- og efterskoler har vi grund til at være stolte af. Det har givet mange børn et godt rygstød videre i livet at være på skoler, der har haft klare holdninger.
Af Marianne Karlsmose,
formand for
Kristendemokraterne,
Frøstrupvej 192
6830 Nr. Nebel