Kristne unge fristet af porno
– Porno er en afhængighed på lige fod med ludomani, siger familieterapeut Steen PalmqvistDu sidder foran computeren og surfer rundt på nettet. Pludselig dukker endnu en pop-up frem på skærmen. Billederne forestiller nøgne kvinder. Du ved godt, at du burde lukke den ned med det samme, men noget inden i dig siger, at det kunne være virkelig spændende at klikke på linket ind til hjemmesiden. Det kan da vel ikke skade bare at kigge en lille smule, kan det?
For et par år siden lavede Indre Missions Ungdom (IMU) en undersøgelse om, hvilke synder kristne unge går og kæmper med. 42 procent af drengene i alderen 12-26 år svarede, at de var fristet af at se porno. Hver anden IMUer og hver tredje fra en teenklub svarede, at de har set porno.
– Tallene er nok minimumstal, da nogle måske ikke havde lyst til at sætte kryds ved ja, da de sad sammen med deres kammerater, mener indremissionær Ole Røjkjær Mikkelsen, som lavede undersøgelsen. Han tror ikke, tallene er bedre nu.
Tværtimod har flere nok fået internet på deres egen computer siden, så pornoen er blevet utrolig nem at få fat på. Ingen pinlige ture til kiosken, bare et klik med musen, og så er den der.
Den kristne familieterapeut Steen Palmqvist arbejder blandt andet med kristne med pornoproblemer.
– Der kommer mange unge kristne, som er blevet afhængige af porno, og mange af dem siger, at de har kammerater med samme problem, som bare ikke står frem, siger Palmqvist.
– Porno er en afhængighed på lige fod med ludomani (afhængighed af spil, red.). Man bliver tanke – og følelsesmæssigt bundet, får porno på sin indre skærm, og ser man ikke porno og samtidig onanerer, kan man få abstinenser som ubehag, selvhad og ryste- og svedeture, fortsætter Steen Palmqvist, som samtidig slår fast, at det mest er et problem for unge mænd.
For mange starter det med den porno, der er i de fleste moderne film eller med blød porno på internettet. Derefter udvikler det sig til den mere hårde porno. Mest på internettet, for det er så nemt. Der er ingen til at opdage, at man sidder hjemme foran computeren, men derfor er det også så utrolig svært at komme ud af igen.
– Hvis man bliver afhængig, er det første, man skal gøre at erkende, at man har et problem. Derefter er det godt at gå til en kristen terapeut eller sjælesørger. Ofte bliver man afhængig på grund af følelsesmæssige svigt i barndommen. Man finder trøst i pornoen, siger Steen Palmqvist.
– Er der en af dine nære, som er afhængig, er det bedste, du kan gøre at lægge øre til, hvad vedkommende har at sige. Det løser ikke alle problemer, men det kan være en god hjælp for mange, slutter han.
På Grejsdalens Ungdomsskole, der er tilknyttet Indre Mission, kender forstander Knud Dideriksen godt til problemet.
– Vi har oplevet, at folk har kigget på porno i blade og på computeren, og opdger vi det, konfiskerer vi bladene, og også computeren kan ryge for en tid eller i værste tilfælde for altid. Men vi har ikke haft et kæmpe problem med porno på skolen, fortsætter han.
Eleverne på skolen må gerne have deres egen computer med, og de kan frit koble sig til internettet fra værelserne.
– Skolen har ikke et filter på internettet, men vi overvejer meget kraftigt at anskaffe os et, siger Knud Dideriksen.
– Vi signalerer overfor eleverne, at porno ikke er noget, vi ønsker på skolen, og opdager vi det alligevel, vælger vi at gå samtalens vej for at løse problemerne, slutter Knud Dideriksen.
Elever på Grejsdalens Ungdomsskole er gennemgående ret enige om, at det er i orden at forbyde porno.
– Jeg synes, det er i orden. Det er jo en efterskole, og jeg tror alligevel ikke, der er så mange, som ser det, siger Mads Gram.
Flere andre elever giver også udtryk for, at det er godt, at porno er forbudt, og at skolen sandsynligvis snart får et filter.
– Det er vel okay. De kan jo ikke tillade sig at vise eleverne porno, når forældrene ikke er her, udtaler Jonas Breindahl.