Luther klar til biograf og skole

Fredag løber Martin Luther for første gang hen over lærredet i de danske biograferCirka et år efter premieren i Tyskland er filmen „Luther“ langt om længe klar til premiere i seks af de største danske biografer og på Færøerne.
Biografdirektørerne var på forhånd i tvivl om, hvorvidt danskerne kunne lokkes ind i biografmørket til en film om en tysk munk. Men millioner af solgte billetter i Tyskland har tilsyneladende overbevist skeptikerne.
Sammen med filmen kommer et undervisnings-materiale til brug i folkeskoler, der ønsker at sætte reformatoren på skemaet.
– Vi synes, det er en god måde at nå ud til skoler på med en film, som mange unge måske ellers ikke ville se. Men filmen byder på mange emner, som kunne tages op i både religion og historie, siger pressechef Tinna Munk fra United International Pictures til Kristeligt Dagblad.
Materialet henvender sig til konfirmander og elever i 7.-9. klasse, men det vil også være relevant for voksne, lover sognepræst Jes Nysten og religionspædagogisk konsulent Hanne Toftager, der har lavet materialet.
Der bliver rig lejlighed til at tale om, hvem Martin Luther faktisk var, men også dybere samtaler om nogle af de temaer, som reformatoren selv kæmpede med. Om den personlige tro på Gud, og om hvordan den personlige tro forholder sig til den officielle tro, som den fomidles i kirken.
Undervisningsmaterialet er fra på fredag tilgængeligt på filmselskabets hjemmeside www.uip.dk.
Filmen Luther har Danmarkspremiere i København, Lyngby, Århus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Herning samt i Thorshavn på Færøerne.

I næste nummer af Udfordringen bringer vi en anmeldelse af filmen