Shawn McDonald Simply Nothing


Shawn McDonald er en fyr, som i sandhed har fået lov til at opleve en forandring i sit liv. For 6 år siden solgte han stoffer og tog masser af dem selv. Da det hele var ved at ramle om ørerne på ham, politiet var efter ham, så mødte han Gud.
Som han selv beskriver det i sin biografi på hjemmesiden www.shawnmcdonaldmusic.com, så vendte hans liv nu 180 grader. Han begyndte at skrive sange og spille guitar, og nu 6 år senere kommer hans debut-cd på gaden. De store pladeselskaber river i ham for at få kontrakt med ham, og det kan jeg godt forstå.
Hans musik, som vel bedst kan beskrives som lidt soul-folk agtig, svinger rigtig godt. Hans vokal lyder godt, i det hele taget er der ikke meget debut-lyd over cd’en, den er velproduceret, og det lyder, som om det er en kunstner, som ved, hvad han gerne vil.
Jeg vil absolut mene, at denne cd næsten kræver at blive købt af alle, som godt kan li’ musik, uden at der er støj på guitaren, og trommerne brager af sted.
Shawn McDonald er kommet for at blive, jeg tror, at han kommer til at præge den kristne musikscene i mange år endnu, og forhåbentligt vil han nå udover denne scene og få det helt store gennembrud.