Fokus på mirakler
RANDERS – Sker der virkelig mirakler i dagens Danmark, og kan man blive helbredt ved håndspålæggelse?
Det spørgsmål stiller frikirken Cornerstone Church i Randers, og manden, der kan svare på spørgsmålet, er Kim Quistgaard fra Ringkøbing.
Han står blandt andet bag hjemmesiden JegBlevHelbredt.dk, hvor han har samlet flere end 50 vidnesbyrd fra mennesker, som hævder at være blevet helbredt af Gud.
Kim Quistgaard medvirker ved hele tre arrangementer, der alle finder sted i Kulturhuset på Stemannsgade i Randers. Her vil han fortælle om, hvordan han selv har set helbredelser af lidelser som astma, rygsmerter, piskesmæld og nedsat hørelse.
Fredag aften den 19. november medvirker han ved et helbredelsesmøde. Lørdag den 20. om eftermiddagen underviser han om kundskabsord, og samme aften er han igen med ved et helbredelsesmøde.
– ole