Jern-Henrik tager tredje runde i menighedsrådet

– Jeg var tæt på at sige nej. Menighedsrådsarbejdet kan jo let handle ret meget om mørtel og kalk og cykelskure og fanden og hans pumpestok af ligegyldigheder. Men jeg blev overbevist af kolleger i rådet om, at de næste fire år kan blive langt vigtigere end hidtil – også fordi folkekirken som helhed er i en stærk brydningstid. Så i håb om, at det kan få os til at lette røven lidt over harehøjde, sagde jeg ja.
Sådan fortæller manden, der i hele Danmark blev kendt som ‘Jern-Henrik’, da han blev formand for den bestyrelse, der skulle søsætte TV2 med Jørgen Schleimann som ildsprudende pionér-kaptajn. Piben, doktorguldringen på pegefingeren, og en lun ræv bag øret i bramfrie bemærkninger gjorde den 42-årige dr. phil. og lic. oecon. Jørn Henrik Petersen, der er specialist i socialpolitik, til en markant offentlig person.
Han er nu fyldt tres – efter at have været professor i mere end det halve af sit liv. Siden han overlod formandsstolen på Kvægtorvet til andre, satte Odense Universitet ham til at bryde Journalisthøjskolens monopol på at uddanne de unge talenter, der skal bekvinde og bemande den stadigt svulmende medieindustri. Rattet på journalistskolen forlod han så i år, og nu er han tilbage som professor på instituttet for statskundskab.
Kun få ved, at den fynske vendelbo også i otte år har brugt tid på noget så ydmygt som at sidde i et menighedsråd. I et fødselsdagsportræt sagde han:“ Jeg er mere til ting, der rykker noget, og møder med mediebevågenhed end til små flueknep“, men selv om vægtige tænketanke kalder på ham, har han ladet sig friste af andre til at tage en tredje periode i menighedsråd ved Odense Domkirke. Som ni ud af ti er rådet valgt uden afstemning, og om det har han blandede følelser:
– Med mindre man mener, at i en verden af ligeglade er det de få aktive, der regerer, er det jo en jammerlig form for demokrati. Menighedsråd dannes jo mere og mere som bestyrelserne for de gamle sygekasser. De forsvandt i 1970, fordi folk ikke længere mente, at det var noget vigtigt. Der er jo ikke meget engagement i et fredsvalg – uanset om afstemningen udebliver, fordi medlemmerne er ligeglade eller rimeligt tilfredse, siger han.
Jørn Henrik Petersen beklager, at der er så lidt principdebat og så meget petitesse-administration på det kirkelige græsrodsplan; det eneste, der kan fremkalde ‘delingen efter anskuelser’ synes at være utilfredshed:
– Der skal ofte en konflikt til, som for eksempel hvis de paphoveder, som sidder i menighedsrådet, virkelig frådser med pengene. Så kommer man ud af hullerne og laver en alternativ liste.
-Ellers finder mange det idiotisk at bevæge sig hen i et valglokale og slå et kryds på et stykke papir og putte det i en kasse. Hvad kan det flytte? Ja, kun en måske endda meget lille brøkdel. Men den store værdi i det ligger måske i selve handlingen – som en konkret og synlig opbakning.
Forud for en afstemning går der normalt en debat om programmer, principper og visioner, men i det folkelige system kan den nørrejyske odensepolitolog ikke få øje på visionsdebatten på græsrodsplan:
– I folkekirken vil vi helst, at i morgen og i overmorgen skal være som i går. Men det kan jo være, at Tove Fergos måde at agere på smitter af og sætter noget i gang. Der er måske så meget kirkepolitisk røre på landsplan, at det også mærkes i de mange sogne, så menighedsrådenes debat kunne komme til at handle om noget lidt større end lige sognet…