Tv-reklamer skal sælge kristen bog
28-årig spenderer et millionbeløb på at udbrede kendskabet til sin bog, som handler om den kristne tro set indefraSVERIGE: 28-årige Andréas Andersson har købt tv-reklamer for over en million kroner.
Tv-spottene skal reklamere for bogen Att Vrida Världen Rätt, som Andréas Andersson selv har skrevet. Bogen handler om, hvad en ganske almindelig kristen tror på og bliver i første omgang trykt i 30.000 eksemplarer. Selv tror Andréas Andersson, at den kan sælges i 100.000 eksemplarer. Det skriver avisen Trons Värld.
Andréas skrev bogen, fordi han ville forklare sin tro for sine venner, og det gør han ved i bogen at udfordre deres fordomme og samtidig fortælle om det kristne liv set indefra. Blandt andet fortæller han om, hvordan Gud på et tidspunkt gav ham en følelse af, at han ikke skulle gå til en bestemt fest på skolen, men i stedet tage til et møde i kirken, hvor han ville træffe én, som skulle blive vigtig for hans fremtid.
– På mødet traf jeg en person, som fortalte mig om InterConnect-kurset på Mariannelunds Folkhögskola. Jeg ansøgte om optagelse på skolen og kom ind, selv om jeg egentlig var for ung, fortæller Andréas.
Han fik i løbet af skoleopholdet kontakter og erfaringer, som siden har haft stor betydning for hans karriere.
For to år siden blev han arbejdsløs og begyndte at skrive Att Vrida Världen Rätt.
– Jeg havde længe ønsket at skrive en bog om det kristne liv set indefra for derved at forklare dem, som ikke er troende, at der findes en frihed, som de måske ikke ved noget om, angiver han som motiv for at skrive bogen.
Da bogen var færdig, ville Andréas vise den til sin præst og tog den derfor med til et møde i kirken.
– Er du klar over, at der er en forlægger til stede i dag, spurgte præsten.
Det var Andréas ikke, men det endte med, at Joel Sjöberg, som forlæggeren hedder, fra Gospel Media indvilligede i at udgive bogen.
– For at få et gennembrud for bogen var jeg klar over, at jeg skulle lave tv-reklamer for den, siger han.
Men selv om TV4 gav rabat på en 12-dages reklamekampagne, som gik i gang den 24. november, så var beløbet for reklamekampagnen alligevel syvcifret. Og TV4 ville have svar inden en uge.
Inden Andréas sagde ja til TV4s tilbud, brugte han nogle dage til at faste og bede for at spørge Gud, hvor pengene skulle komme fra. Han syntes, at et bestemt navn blev ved med at dukke op i tankerne. Det var navnet på en forretningsmand, som Andréas kendte, og de aftalte et møde.
– På mødet fortalte jeg ham om idéen, og han spurgte, hvor meget det kostede, fortæller Andréas.
Det viste sig, at forretningsmanden og hans kone to uger i forvejen havde aftalt, at de ville give nøjagtig det samme beløb til Guds værk, som de formulerer det. Dog ville de læse Andréas bog, inden de lovede noget. Men de kunne lide bogen og sagde ja til at betale for tv-reklamerne.
Andréas mener selv, at bogen bliver udgivet på et tidspunkt, hvor interessen for Jesus er større end længe set:
– Der er en strøm af interesse for tro og åndelighed i medierne. Mel Gibsons Jesusfilm, Knutbysagen og flere andre ting har sat Jesus på dagsordenen. Det virker som Guds timing, at bogen udkommer netop nu, siger han.