Darfur-flygtninge tør ikke vende hjem

Den muslimsk-muslimske konflikt har givet et pusterum til de kristne i Sydsudan, men konflikten i Darfur risikerer at inddrage Tchad i stridighederne mellem sorte og arabereSUDAN: Den kristne hjælpeorganisation Caritas er dybt involveret i at hjælpe de 200.000 muslimske flygtninge fra Darfur, som fortsat afventer deres skæbne i nabolandet Tchad.

Anastasiè Dewa (th) er fotograf og ansvarlig for kommunikation. Bagved ses Philippe Boguel, som koordinerer nødhjælpen til 40.000 flygtninge

Philippe Boguel koordinerer Caritas nødhjælp til 40.000 sudanesere i det nordøstlige Tchad.
Her har han gennem 13 år arbejdet for SECADEV (Secours Catholique et Developpement) og var med til at varsle verden om den katastrofe, der var undervejs.
– Konflikten i Darfur er ikke en konflikt mellem muslimer og kristne, som det er tilfældet i Sydsudan. I Darfur er det en strid mellem muslimer, som enten er „sorte“ afrikanske og „hvide“ (med arabisk-præget hudfarve). En stamme af de sorte muslimer, Sakawa, gjorde oprør imod regeringen.
Regeringen turde ikke sende hæren for at nedkæmpe oprøret, da en stor del af hæren netop kommer fra Darfur, og man frygtede derfor, at de ville gøre fælles front med oprørerne. I stedet rekrutterede regeringen unge mænd til en milits, som skulle bekæmpe oprøret. Disse unge kom fra en stamme, Masalite, som havde et gammelt fjendskab med Sakawa-stammen. Så det blev en frygtelig massakre.
– Har regeringen nu fået styr over situationen?
– Nej, og efter dette opgør har flygtningene ingen tillid til regeringen. De har ofte mistet alt, hvad de ejede. Deres landsbyer er brændt ned, deres marker er ødelagte. Vi kan ikke få dem til at vende tilbage.
– Nu forsøger Tchads regering at hjælpe dem med såsæd, så de kan drive lidt landbrug. Det område, de opholder sig i, er fuldstændig øde uden frugt eller landbrug. Der er bare ørken og nogle få buske. Hvis vi ikke bragte telte og nødhjælp og borede efter vand til dem, ville de intet have…, fortæller Philippe Boguel.

Dyrene drikker først

Anastasiè Dewa er fotograf og ansvarlig for kommunikationen i SECADEV.
Hun arbejder på kontoret i Ndjamena, men er ofte på besøg i flygtningelejrene 900 km nordpå.
Hun siger til Udfordringen, at omkring 80 pct. af flygtningene er kvinder og børn.
Enten er deres mænd blevet dræbt af militsen, eller de er med i modstandskampen ovre i Sudan. Nogle mænd er taget til de store byer for at afvente situationen.
Anastasiè og Philippe har bemærket, at flygtninge er meget knyttet til deres køer, heste, æsler, geder og får
– Når de får udleveret en ration på 15 liter vand til en familie, giver de først dyrene at drikke, derefter drikker de selv.

En fordel for Sydsudan

Katastrofen i Darfur og stridighederne mellem de muslimske grupper har trods alt medført, at der er kommet gang i fredsforhandlingerne mellem den muslimsk dominerede regering i nord og de kristne i syd, som i årtier har været i borgerkrig.
Der er nu løbende forhandlinger mellem oprørslederen, John Garang, og præsidenten, Hasan El-Bechir. Og udenlandske hjælpeorganisationer er i færd med at genopbygge Sydsudan efter borgerkrigen med skoler, klinikker osv.

Ikke risikofrit for Tchad

I nabolandet Tchad er man bekymret over situationen i Darfur. Man betragter urolighederne som en sikkerhedsrisiko for Tchad, hvor der også er en oprørsgruppe i den nordlige del af landet.
Præsidenten i Tchad, Idriss Deby, er selv relateret til den Sakawa-stamme, som er blevet jaget af militsen i Sudan.
Der har derfor været spekulationer om, hvorvidt Tchad hjalp til med at udruste oprørsbevægelsen i Darfur. I hvert fald er Sakawa-stammen nu bevæbnet, så den kan forsvare sig imod den „hvide“ milits.
Tchads regering har omsider fået nedkæmpet en „kristen“ oprørsbevægelse i det sydlige Tchad, så man nu kan begynde at eksportere store mængder olie fra Doba via et 1000 km langt olierør ned gennem nabolandet Cameroun til kysten ved Kribi.
Eksporten vil få stor betydning for Tchad, som er et af de allerfattigste lande i verden.