Drengen fra tredje baggård
Tommy tog sin pistol og skød to gange ind i vinduet og råbte til mig: Skyd! Men mit jagtgevær ville ikke gå af – der var et eller andet galt med det.Efter en barndom med svigt og misbrug røg Kristian ind i et liv med kriminalitet og narko. Selv om han flere gange havde nogle gode perioder med job og kæreste, faldt han alligevel i igen og igen.
Misbruget førte ham derud, hvor livet til sidst næsten ikke er til at bære. Da det så allerværst ud, valgte han at gå i behandling. I dag ser fremtiden igen lys ud. Han er ved at tage tiende klasse for at komme i gang med en uddannelse som pædagog. Til sommer flytter han sammen med sin kæreste og deres fem fælles børn. Her fortæller han sin historie:
– Min mor og far er fra Viborg. De var kærester, da min mor blev gravid med mig, og i 1963 var det ikke moderne at blive gravid uden for ægteskab, så de blev gift. Efter jeg blev født, stak min far af til København, og min mor tog mig under armen og fulgte efter. Men de fandt aldrig ud af det sammen.
– Vi boede inde i tredje baggård i nærheden af Blågårds Plads, hvor solen næsten aldrig kom ind. Selv om det var fattige kår, havde vi det godt, min mor og jeg. Der boede flere enlige kvinder med børn derinde, og de havde et godt fællesskab. Det var et sted med gang i, Blågårds Plads, Korsgade, Blågårdsgade og alt det der.
– Da jeg skulle begynde i første klasse, besluttede min mor sig for at flytte tilbage til Viborg. Jeg gik på Viborg Real en meget fin skole. Det var lidt svært for en dreng, der har levet inde på Blågårds Plads, at falde ind i miljøet i Viborg, så jeg var nok lidt urolig.
– De sociale myndigheder mente, at jeg var adfærdsvanskelig, og jeg blev sendt på Jens Holst – et behandlingshjem for adfærdsvanskelige børn. Mens jeg boede der, flyttede min mor tilbage til København, og jeg skulle flyve fra Karup til Kastrup hver 14. dag for at komme på weekendbesøg. Det var en frygtelig tid jeg begyndte at græde om søndagen, før vi tog til lufthavnen, og gik amok, når jeg kom tilbage til Jens Holst.
– Da jeg gik i femte klasse, besluttede min mor, at jeg skulle hjem til hende i København. Hun var i mellemtiden blevet gift med Tom, som blev min stedfar. Jeg begyndte i sjette klasse i en skole på Nørrebro, men kom snart i slagsmål og fik en hjernerystelse. Jeg skiftede skole to gange og endte på Bavnehøjskolen i en observationsklasse.
– En dag mødte jeg Dennis i Nørrebro Parken, som inviterede mig med op i en lejlighed. Her sad de og røg hash, og jeg burde nok være løbet skrigende bort. Men jeg så jo, at de sad og hyggede sig og fik grineflip. Da jeg havde været deroppe et par gange, skulle jeg også prøve. Det var som at komme ind i en helt anden verden, og alle problemerne i skolen blev ligegyldige. Det var en flugt fra virkeligheden – og det virkede.
– Det blev selvfølgelig opdaget, at jeg røg hash. Jeg blev smidt ud af Bavnehøjskolen og kom ind på Ungdomscentret i Læsøgade, hvor jeg gik til psykolog og fik privatlærer. Der blev gjort meget for at rette op på mig, men jeg blev ved med at ryge hash, og det gav en masse konflikter. Men hashen gjorde mig ligeglad. Når de skældte mig ud, så vidste jeg, at det kun varede, til jeg var ude af rummet og kunne opsøge mine kammerater og ryge hash igen.
– Min stedfar havde en arbejdskammerat, der hed Torben. Han inviterede mig ud at spille bowling, og siden blev jeg inviteret hjem hos ham. En af de første gange, jeg var der, satte han en pornofilm på. Jeg var tretten år, og der var begyndt at ske noget, så det hypnotiserede mig fuldstændigt. Han spurgte, om han måtte røre ved mig, og bad mig røre ved ham. Han havde fuldstændig magten over mig, og jeg kunne ikke sige nej.
– En dag, hvor jeg kom hjem fra sommerferie hos mormor i Salling, sagde mine forældre, at de gerne ville snakke med mig. Det viste sig, at politiet havde fået flere anmeldelser fra forældre til unge piger og drenge, som Torben også havde haft gang i. Da mine forældre foreslog mig at flytte over til min mormor og morfar, sagde jeg bare ja. Der var så meget skam og skyld i det, så jeg skulle bare væk derfra.
– Jeg gik i skole i Salling fra syvende til niende klasse, og det var en rigtig fed tid uden hash og i trygge omgivelser. Min mormor drev Fur forsamlingshus, og det gav gode lommepenge at varte op og hjælpe til. Efter niende klasse var jeg på sommerferie hos min mor og far i Brøndby Strand, og en dag var nogle af deres venner på besøg. De tilbød mig en læreplads som beslagsmed, som jeg takkede ja til.
– Da jeg kom tilbage til København, søgte jeg ind til Nørrebro for at finde nogle af de gamle venner. Her mødte jeg Tonny en discodreng, der ikke røg hash eller noget. Jeg blev kærester med hans søster og tog derind hver weekend, hvor vi festede.
– Efterhånden lærte jeg flere mennesker at kende også fra den hårde kerne inde på Nørrebro. Jeg begyndte et dobbeltliv, hvor jeg både var sammen med de pæne venner og røg hash sammen med den hårde kerne.
– På Nørrebro mødte jeg Kent, som en dag havde noget pulver med. Jeg spurgte, hvad det var, og han sagde, at det var dope. Jeg spurgte, hvad dope var for noget, og han sagde, at det var heroin. Det havde jeg hørt om i skolen, at det var noget skidt. Men han sagde, at man kunne ryge det på sølvpapir, så var det ikke værre end hash. De første par gange skulle jeg ikke nyde noget, men en dag prøvede jeg et par hiv. Det var helt vildt. Der kom en varme, og jeg følte mig helt svævende. Herefter blev dope det ultimative – hash blev bare det, man til nød kunne bruge ind imellem.
– Efterhånden røg vi hver dag, og jeg kunne ikke komme op om morgenen, så min lærekontrakt blev ophævet efter to år. Jeg kom på bistand og fik 7-800 kr. at leve for hver 14. dag – kun lige nok til at dække leveomkostningerne. Sammen med Kent og nogle andre gutter tog vi rundt og bankede på i opgangene. Hvis ikke der blev åbnet, brækkede vi døren op og gik ind og stjal alt, hvad der kunne omsættes i kontanter. Pengene gik til stoffer og ture i byen. En dag stod politiet der, og jeg endte fjorten dage i fængsel. Jeg tænkte, at det ikke var meget i forhold til alle de mennesker, jeg havde gjort ondt.
– Jeg fandt ud af, at det ikke rigtig kunne betale sig med de her opgangsindbrud. Så vi specialiserede os i at tage rundt på Sjælland i stjålne biler, køre ind gennem supermarke-dernes ruder og tømme dem for cigaretter. Det gav et rigtig godt udbytte, men pengene forsvandt lynhurtigt. En kammerat, der hed Tommy, foreslog, at vi investerede nogle af vores penge i heroin og selv begyndte at sælge videre. Vi lagde hver 20.000 og tjente 100.000, og det udviklede sig til en rigtig god forretning.
– I den samme gade var der en, der hed Brian, som også solgte stoffer. Ham blev vi uvenner med, og det udviklede sig til en krig, hvor vi virkelig ville gøre hinanden ondt. Vi begyndte at skyde efter hinanden – vi drønede ned ad gaden i bil og skød ud ad vinduet eller prøvede at køre hinanden ned.
– En dag blev det for meget, og vi besluttede os for at gøre en ende på det. Vi vidste, at Brian og hans bande var på et værtshus i nærheden, så vi tog fire mand derned. Da vi kom ind ad fordøren, blev vi presset ud, men vi fandt ud af, at Brian havde forskanset sig i køkkenet. Tommy og jeg løb over i baggården, hvor vi kunne se gennem et kældervindue, at Brian sad på knæ bag en dør og dukkede sig. Tommy tog sin pistol og skød gennem vinduet to gange og råbte til mig: Skyd! Men mit jagtgevær ville ikke gå af – der var et eller andet galt med det. Så skete der ikke mere, og vi stak af i en stjålet bil.
– Politiet vidste selvfølgelig, at vi var i krig mod hinanden, og der gik heller ikke lang tid, før tre af os var anholdt. Tommy var stukket af til Lolland, hvor han skjulte sig. Jeg sad i isolation i Vestre Fængsel i en syv-otte måneder, mens sagen blev opklaret. Vi sagde ikke noget, og først da politiet fandt Tommy, kunne de opklare sagen og få alle vidnesbyrd til at passe sammen.
– Til alt held viste det sig, at ruderne i kældervinduet var panserglas, så projektilerne var blevet trykket flade og faldt ned på gulvet, da de kom igennem. Jeg slap med en dom på to år og nogle måneder for drabsforsøg. Min tid i isolation talte som halvandet år, og da man kan komme ud efter at have udstået 2/3 af tiden, så slap jeg ud efter dommen med en lille reststraf.
– Da jeg kom ud, var markedet for stoffer væk. Folk havde fundet andre steder at handle. Jeg begyndte at komme inde på Nørrebro igen, hvor jeg mødte Kent. En dag, hvor jeg sad inde hos ham, kom der nål og pumpe på bordet. Jeg havde altid været rædselslagen for nåle, så jeg skulle ikke nyde noget.
– En dag tilbød Kent, at han nok skulle stikke mig, og jeg lod mig overtale. Det var fuldstændig vildt – jeg forstår udmærket, at folk dør af det. Det hele accelererede, og der blev mindre tid til at lave penge, fordi det tog mere tid at ligge og være skæv.
– Som 19-årig kom jeg ind til militæret i Vordingborg. En weekend, hvor jeg var hjemme, vågnede jeg op og kunne ikke røre mig. Jeg kunne dog nå en telefon og fik ringet efter en ambulance. Det viste sig, at jeg havde fået en alvorlig leverbetændelse. Det varede nogle måneder at blive rask, og så var min militærtjeneste udstået. I min soldaterbog skrev de, at jeg havde klaret mig godt den tid, jeg var der, men at jeg blev fritaget for fremtidig tjeneste.
– Efter militærtjenesten fik jeg en kæreste og et job, og det gik rigtig godt i et par år.
– Jeg fik kontakt til min gamle mellemmand, som tilbød mig et job som kurér. Jeg skulle aflevere nogle pakker på forskellige adresser og fik en god betaling for det. Det gav mig mulighed for selv at få lidt heroin at ryge ind imellem. Det blev værre og værre, og til en julefrokost med min kærestes familie gik jeg amok i en heroinrus. Det betød, at vores forhold fik en brat afslutning.
– Senere flyttede jeg til Salling og henvendte jeg mig på Misbrugscenteret i Skive, som tilbød mig at komme på daghøjskole på den betingelse, at jeg indvilligede i en metadonbehandling. Efter et år var jeg stadig på metadon og røg en pibe hash ind imellem. Det var ikke blevet bedre, så jeg kom på et behandlingshjem. Det var egentlig et sted for alkoholikere, men de gjorde en undtagelse. Det varede et halvt år og gik perfekt – ingen hash og ingen metadon.
– Lone havde i mellemtiden fået en lejlighed i Skive, og vi genoptog forholdet. Der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at ryge hash igen. Det var meget lettere ikke at tage ansvar, og Lone stillede heller ikke krav, for hun kunne se, at det ikke nyttede, når jeg havde røget. Jeg havde nogle forskellige jobs, og vi fik to drenge: Kasper og Kristoffer.
– På et tidspunkt fik vores forhold en ende, og jeg skulle ind og afsone den reststraf, som jeg havde. Jeg kom til at sidde i Sdr. Omme, hvor jeg fik kontakt til en pusher fra Nordvestkvarteret i København. Han tilbød mig, at jeg bare kunne ringe, så skulle han nok levere alt, hvad jeg skulle bruge. Da jeg kom ud, fik jeg arbejde på slagteriet i Skive, og efter et halvt år begyndte jeg at tjene gode penge. Lone og jeg boede i hver sin lejlighed, men havde stadig noget med hinanden at gøre. Det endte med, at vi fik Sebastian, der er seks år i dag.
– En dag ringede fyren fra København og sagde, at han havde så meget stof, at han ikke kunne komme af med det, og spurgte, om ikke jeg kunne aftage noget – til en god pris. Det endte med, at jeg sagde ja, og pludselig havde jeg stofferne mellem hænderne igen, og det betød, at jeg ind imellem skulle prøve. Efter seks år på slagteriet mistede jeg mit arbejde, og vi fik Sascha – den sidste af børnene.
– Da jeg mistede arbejdet, fik jeg pludselig en masse tid, som jeg skulle have slået ihjel, så jeg købte en sejlbåd. Det var en drøm om at få noget livsværdi, men det holdt ikke. Der var til sidst ikke gnisten af liv i mig, og jeg fandt ud af, at enten skulle jeg i behandling, eller også ville jeg dø.
Shalom
– På Misbrugscentret viste de mig nogle foldere, og en af dem var fra Shalom. Jeg ved ikke, hvad det var med den, men den sad bare fast i fingrene på mig. Jeg var desperat, og der blev arrangeret en forsamtale i løbet af få dage. Her traf jeg Alfred, som jeg fortalte, at det her var det, jeg gerne ville. Hvis det var noget med Gud, så kunne jeg leve med det. Mindre end 48 timer efter var jeg inde til behandling på Shalom.
– I begyndelsen var det rigtig svært – ligesom den gang, jeg tog en kold tyrker. Jeg følte ikke, at jeg var noget værd, og at jeg ingenting havde. Det raste rundt i mit hoved, jeg græd og var ked af det. Jeg fik angstanfald og løb rundt, men jeg var klar over, at jeg bare skulle blive i huset.
– En aften på mit værelse var jeg fuldstændig ude at skide og havde ikke kontrol over noget som helst. Så lå Bibelen der jeg slog op og begyndte bare at læse. I løbet af ti-femten minutter faldt der ro over min krop, og jeg kunne sove. Sådan var det flere gange, når jeg fik angstanfald. Jeg åbnede Bibelen og begyndte at læse, uden at fatte, hvad der stod. Jeg læste bare, og så faldt jeg til ro.
– På Shalom havde jeg hør,t at man skulle tage imod Jesus som frelser og bekende sine synder. Så blev jeg jo aldrig færdig med alt det, jeg har lavet i mit 40 år lange liv. En dag var der en, der hed Peter Holmsgård, som havde forbøn i kælderen, og jeg vidste, at det var det, jeg skulle – jeg skulle til forbøn. Da jeg kom ind til Peter, spurgte han, hvad jeg ville have, at han skulle bede for. Jeg sagde: Uha. Der er meget, jeg gerne vil, men lige nu vil jeg bare gerne sættes fri for min skam.
– Jeg lagde alle kortene på bordet,, og fortalte om Torben, der misbrugte mig, og om mine angstanfald. Jeg havde aldrig før været så ærlig, og jeg fortalte Peter ting, som jeg aldrig havde fortalt nogen før. Jeg kom altid til at græde, når jeg kom ind på det med at være misbrugt som barn, og min mors svigt, da jeg var på børnehjem.
– Så sagde Peter: Nu vil jeg sætte dig fri, og du må bekende dine synder og blive frelst. I løbet af den halve time forandrede jeg mig fuldstændig. Jeg ville aldrig tidligere have kunnet fortælle alle de ting, jeg har fortalt her, uden at blive tynget af min skam og mine egne svigt. Jeg er selvfølgelig stadig ked af de ting, jeg har gjort, men det har fået en forløsning, så jeg kan leve med det og forholde mig til det.
– Efter at jeg er kommet på Shalom, er jeg gået fra at veje 59 kg til at være et stykke over 80. Jeg har fået nye tænder til 18.000 kr. Jeg har fået en kondi og er begyndt at spille fodbold i en kristen fodboldklub, der hedder B91. Mit forhold til Lone er blevet sådan, at vi næste sommer flytter sammen med vores fem børn her i Randers. Vi vil til at læse til pædagog – Lone er begyndt på HF og jeg på VUC i tiende klasse.
– Lone og jeg har samtaler med Peder Poulsen, som er familieterapeut, og vi er begyndt at finde ind til hinanden. Vi har kendt hinanden i 12 år, hvor jeg har været misbruger, så der er meget, der har lidt skade. Jeg har fået det sådan, at jeg kan tale om de ting, der gør ondt inde i mig, og det er en forløsning, hver gang jeg tager noget frem. Det virker virkelig. Vi har et mål og arbejder sammen frem mod det, og i den proces sker der en helbredelse.
– Gud har gjort store ting i mit liv. Jeg har fået et liv med indhold. Jeg har pludselig fået fem børn, jeg har fået en kone, jeg har fået min mor. Hele mit liv er bare blevet vendt om!
Af Lars Munch Svendsen
