Døden åndede mig i nakken
Vivian Fonseka overlevede flodbølgen i Asien sammen med sine børnebørn, men det er svært at bygge et nyt liv op. Hun er et af de mennesker, der lige nu får hjælp via Mission ØSTs netværk.Hvor skal jeg begynde? Hvad kan jeg sige om et sted, hvor flodbølgen har slået alt i stykker? I kystområdet ved byen Modara syd for Sri Lankas hovedstad, Colombo, har flodbølgen jævnet alt med jorden. Så langt øjet rækker, ligger pindebrænde hulter til bulter. Pindebrænde, der engang var nogens hjem.
Det er morgen, men der er ikke det sædvanlige liv, der plejer at være her tæt ved strandkanten. Stilheden ligger som en tung dyne over kystområdet. Familier sidder sammen i små klynger og deler deres sorg. De har stadigvæk svært ved at forstå, hvor meget den sidste søndag i december ændrede deres tilværelse. Alle gemmer på en trist historie.
En af dem er Vivian Fonseka. Hun er 63 år gammel, mor til tre og bedstemor til fem. Jeg nærmer mig forsigtigt denne kvinde. Trætheden og de bekymrede rynker i hendes ansigt får hende til at se meget ældre ud, end hun er. Hun sidder på en bunke murbrokker – resterne af hendes hjem. Hendes skuldre synker mere og mere, efterhånden som det går op for hende, hvad der egentlig er sket.
– Det er slut, bliver hun ved med at mumle, mens hun ser ud over havet.
Vivian Fonseka tænker tilbage på den dag i december, hvor den værste humanitære katastrofe i nyere tid ramte hendes land.
Hun er stadigvæk i chok, men hun vil gerne dele sin historie med mig:
– Jeg stod og lavede mad i mit køkken, da jeg hørte mine naboer råbe, at en stor bølge var på vej. Jeg kiggede ud af den åbne bagdør og fik øje på vandet, der væltede ind over de huse, der lå i første række. Vivian stopper op og giver de fortrængte billeder lov til at komme frem på nethinden.
– Jeg nåede ikke at tænke. Jeg skyndte mig bare at få de tre børnebørn, der var hos mig, ud af huset og op på hovedvejen. Jeg bar mit fireårige barnebarn, en pige, og holdt de to drenge i hånden. Jeg var så bange. Jeg råbte og skreg som en sindssyg. Jeg følte, at døden åndede mig i nakken.
Vivian Fonseka bor nu i et forladt tempel sammen med sine børn, børnebørn og omkring 1.000 andre hjemløse. Hun har boet i Modara i mere end halvdelen af sit liv.
– Det her var mit hus, siger hun og peger på en bunke murbrokker.
– Der er intet tilbage. Jeg har kun den kjole, jeg havde på den dag. Jeg havde ingen penge, som jeg kunne miste, men alle mine ejendele er forvandlet til støv. Jeg kom ikke til skade, men min ene søn har mistet et af sine ben, og hans kone har mistet begge ben. Jeg forstår det ikke, siger hun og prøver forgæves at holde tårerne tilbage.
– Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får en chance for at vende tilbage hertil. Jeg har ingen penge, så jeg kan hverken genopbygge mit hus eller bygge et nyt. Jeg håber, at myndighederne vil give os et stykke land, så vi i det mindste kan bygge os en lille hytte. Jeg er enke, og mine børn og børnebørn er også fattige, så der er ingen, der kan tage sig af mig, konstaterer Vivian Fonseka.
Vivian Fonseka og de andre overlevende har desperat brug for medicin, mad og rent drikkevand. Mission ØST hjælper via sit netværk tusindvis af srilankanere med at dække disse behov. For at undgå epidemier sørger teamet af nødhjælpsarbejdere også for at rense brønde.
Tilbage på kontoret i Hellerup arbejder Mission ØSTs danske medarbejdere også hårdt. Siden flodbølgen har organisationen samlet mere end 600.000 kroner ind til arbejdet i katastrofeområdet.
– Opbakningen fra vores danske givere har været fænomenal, og vi er taknemlige for hver eneste gave, vi har fået, siger generalsekretær for Mission ØST, læge Kim Hartzner. – Men vi må ikke glemme, at katastrofen i Asien ikke er den eneste krise på jordens overflade. Kriser som dem i Afghanistan, Darfur og Irak, der hver dag koster menneskeliv, må ikke blive overskygget af naturkatastrofen. Det gælder om at hjælpe alle også dem, der lider uden for mediernes søgelys så ingen bliver ladt i stikken, fastslår han.
Af Neomi Kodikara,
Mission ØSTs medarbejder i Sri Lanka
