Giver jeg mine børn det bedste?

Vi er på vej i kirke, en almindelig søndag, har en smule travlt, børnene har nu knap så travlt som de voksne. De er mest interesseret i, hvor meget legetøj der skal slæbes med ud i bilen og med til dagens arrangement. Jeg holder fast på, at elguitaren er lidt for stor, og der må findes noget mindre legetøj på værelset, men da min søn på fire absolut mener, det er den, som giver ham glæde og appetit på livet den dag, bøjer jeg mig og siger, at den må komme med, men kun i bilen og ikke ind i kirken.
Min anden søn har overværet dramaet, som det efterhånden var ved at udvikle sig til, og vælger klogt nok nogle pokémonkort, som fylder mindre og derfor sikkert godt må medbringes. Jeg må igen vælge; på den ene side må kortene komme med i skole, så hvorfor ikke her; på den anden side synes jeg, det er lidt skørt, at han skal have pokémonkort med, da de vil blive et forstyrrende element i børnekirken. I sidste ende er jeg nok mest tøvende, fordi jeg ikke synes så godt om de kort.
Han får dog lov til at tage dem med, men kun for at vise dem lidt frem og absolut ikke, før han har været med til ”madver”, som han tror det hedder når vi går til alters. Han er for tiden mindre glad for brød og vin, og senere gik det op for mig, at vi havde indgået en handel på det punkt.

Vi er som forældre ofte udfordret med hensyn til, hvor langt børnene må gå, når det drejer sig om diverse kort, computerspil, videofilm og meget mere. Vores børn behøver os til at tage ansvar og sætte grænser. Det er blot ikke altid så let en opgave.
Jeg vil gerne være med til at bygge bro for børnene mellem det liv, de lever, og de aktiviteter, som de deltager i ugens andre seks dage, og så søndagens program. Hvordan undgår vi som voksne at leve så adskilt mellem kirke og samfund, at børnene en dag vælger kirken fra, fordi den ikke kan rumme børn med pokémonkort og elguitar? Dermed ikke sagt, at min kirke ikke kan det, men jeg har jo nok en indre idé om, at det primært er for at høre Guds ord, de kommer med i kirke, men bør jeg i virkeligheden lægge langt større vægt på leg, fællesskab og interesse for den verden, de (som små lys) er sat i til hverdag?
Mit ønske er, at jeg må hjælpe mine børn på vej bedst muligt til at være kristne i skolen, børnehaven og fritiden, så det falder dem naturligt, og at de også må bevare lysten til at blive inspireret til hvordan i kirken om søndagen.

Af Dorthe Braüner Lind, cand. mag. og familieterapeut