Hosianna-burger med skønne kokospanerede rødspættefileter


Præsten Poul Joachim Stender er kendt for at servere en god rødvin for sine altergæster, ligesom han i det hele taget er fortaler for at give mere plads til sanserne i det kirkelige liv – og det i sådan en grad, at et kirkeligt liv næsten bliver til et sanseligt liv.
Han vil for eksempel gerne bede om et godt sexliv for sine sognebørn, når han står foran alteret.
Sammen med kogejomfru Susanne Engelstoft Rasmussen har han tidligere udgivet kogebogen „Præsten og kogejomfruen“, med hvilken de to kæder kirkeåret sammen med en række skønne madretter. Herunder følger opskriften på en Hosianna-burger, som nok ikke kan sige sig fri for at have et navn, som er inspireret af Roskildefestivalens legendariske Louisiana-burger; en kæmpestor, krydret økologisk burger, der var kåret som Københavns bedste burger i flere omgange.
Til 4 personer:
500 g rødspættefileter
1 æg
2 dl kokosmel
3 spsk olivenolie
Salt og peber
„Mirakelwip“
1/2- 1dl mayonnaise
1 spsk sød sennep 50-100 g
syltede agurker
4 burgerboller
8-12 salatblade
2 tomater
1/4 agurk

Vend rødspættefileterne i et sammenpisket æg og derefter i kokosmel.
Varm olien på en pande, og steg dem et par minutter på hver side.
Drys med salt og peber.
Rør mayonnaise og sennep sammen.
Skær de syltede agurker i små tern, og bland dem i. Flæk bollerne, rist dem og smør dem med „mirakelwip“.
Kom fileterne imellem sammen med salat, tomater og agurk i skiver.

„Præsten & kogejomfruen“ af Poul Joachim Stender og Susanne Engelstoft Rasmussen, Unitas Forlag 2003 (s. 139)