Skiferie for voksne singler

Indre Missions arbejde blandt singler, UNO, og Indre Missions rejseselskab, Felix Rejser, arrangerede sidste år for første gang en særlig skiferie sydpå for enlige over 25 år.

Sidste år gik UNO’s alpine skiferie til Zillertal i Østrig

Det blev så stor en succes, at selskabet i foråret gentager successen. Denne gang går turen til Canazei, et storslået skiområde i det nordøstlige hjørne af Italien. Med masser af muligheder for både øvede og nybegyndere, lover Felix Rejser.
Rejsen finder sted fra den 4. til den 13. marts, og turen fra Danmark til Italien tilbagelægges i bus.
Én af de væsentligste ting på en UNO-rejse er det kristne fællesskab, som rejselederne er særligt opmærksomme på.
Om aftenen er der stillet et lokale til rådighed på hotellet, hvor der blandt andet vil blive holdt hyggeaftener og lov-sangsaftener.
Rejseledere på turen er Per Østergaard fra Charlottenlund og Henriette Haahr Pedersen fra København.
Felix Rejser arrangerer desuden skirejser til Tignes i Frankrig fra den 25. februar til den 6. marts, til Skeikampen i Norge fra den 5.-12. marts og til Canazei i Italien fra den 11.-20. marts.
– ole