Sygdom kan ramme hvem som helst

Orla Lindskov svarer i denne uge en læser, der spørger, hvorfor ikke alle syge bliver helbredt

Kære B.S.
Jeg tror, at syge også kan tjene Jesus som „Himmellys i verden.“ Det findes der mange eksempler på. Men det, der tit sker under sygdom og især under længere-varende sygdom, er, at den syge rammes af følelser som fortvivlelse, depression, skyldfølelse og mindreværd. Det er naturligt at få den slags følelser under sygdom. Man kan næsten sige, at det er noget, sygdommen tager med sig.
I Salmernes bog læser vi ofte om, at Guds eget folk fik sådanne følelser, når livet på den ene eller anden måde var hårdt ved dem og gik dem imod. De gik til Gud og klagede sig, og det kunne Gud rumme. Det har vi også lov til den dag i dag.
Du skriver også, at det forbavser dig dybt, at der er flere kronisk syge, som ikke er blevet helbredt. Du tænker velsagtens på syge, som har søgt forbøn endda op til flere gange, uden at det har ført til helbredelse.
Det er også noget, jeg har tænkt meget over i alle de år, jeg har bedt for syge.
Jeg ved, at for mange af dem, der ikke har oplevet helbredelse, har det ført til spørgsmål som disse:
„Nytter det at bede?“ – „Er vi dårlige kristne?“ – „Hvordan skal man tro for at have den rigtige og den virkende tro?“ – „Er underne stadig en virkelighed?“ – „Kan man stole på Bibelen og Bibelens løfter?“ – Og i værste fald spørgsmålet: „Er der overhovedet en Gud til, og en Gud, som er kærlighed?“ Det kan føre svære anfægtelser med sig, når disse spørgsmål melder sig hos den syge.
Vi ved fra Bibelen, at i Jesus Kristus boede Guds kraft på en enestående måde til at gøre undere og til at helbrede. Og til sidst i sit liv her på Jorden sagde Jesus til dem, der tror på ham, altså hans menighed, at de skulle være i stand til at gøre de samme undere som han, ja, endda større undere. Men vi ved alle, at sådan har udviklingen ikke været for menigheden efter Jesu himmelfart. Det er også det, du er inde på i dit brev.
Man sporer faktisk allerede i Apostlenes Gerninger og i Brevene en tilbagegang med hensyn til syges helbredelse. Denne tilbagegang er nok blevet mere og mere markant op igennem århundrederne.
Menigheden har nok ikke forstået og formået at modtage Ånden i samme grad, som Jesus havde forventet. Især den side af Ånden, som vi kunne kalde nådegave-dimensionen. Ind under den dimension hører jo helbredelserne.
Kirken har lagt stor vægt på det formelle, på dogmerne og liturgien. Måske i for høj grad, nemlig i så høj grad, at det har medført en ned-prioritering af Helligåndens undergørende kraft. Men Bibelen taler heldigvis om, at i de sidste tider skal Guds menighed her på Jorden fremstå med fornyet kraft.
Jeg tror, at Guds menighed her på Jorden vil være i en delvis kraftløs tilstand uden de tre faste grundpiller, som Jesus beskriver i Mattæus-evangeliet kap.6, nemlig gaver (almisser), bøn og faste. I Mattæus kap. 6 taler Jesus også om, at vi ikke må blive alt for bundet til de timelige ting.
Ligesom Helligånden er tiltænkt os i dag, så er bøn og faste det også. Især har fastens dimension i høj grad fået lov til at glide ud af kirkens liv. Derved er noget uvurderligt gået tabt.
Sygdom i verden er et resultat af syndefaldet. Vi får ikke som mennesker og som kristne nogen garanti i Bibelen for fysisk såvel som psykisk sundhed. Det ser stort set ud til, at sygdom kan ramme hvem som helst. Denne kendsgerning kan vi kalde skæbne. Vi bestemmer heller ikke selv, om vi vil fødes stærke eller svage. Vi vælger heller ikke selv, hvem vi vil have til forældre, eller hvordan vores forældre skal opføre sig overfor os.
Men selv om vores valgmulighed i forhold til vores fysiske og psykiske situation er stærkt begrænset, så hører vi nu igen og igen fra lægerne om det, der kaldes livsstils-sygdomme. Hermed mener lægerne, at måden, vi lever på, kan skabe, vedligeholde eller forstærke såvel fysisk som psykisk sygdom.
Som nævnt er det store og vanskelige spørgsmål, du stiller, og jeg vil ikke påstå, at mine svar rummer hele sandheden. Det, jeg har svaret dig, er de tanker, der umiddelbart er faldet mig ind i forbindelse med dine spørgsmål. For mig handler det om en uhyre svær balancegang at tale med syge om disse spørgsmål. Mange syge har livet kun budt skuffelse på skuffelse. Så er det, at det kan være svært med troen på en kærlig og retfærdig Gud.
Du spørger til sidst om, hvorfor du lever?
Du lever, fordi du er i Guds plan og altid har været det. Du er dyrebar, og Han sigter mod evigt liv til dig.
Vi lever alle, fordi Gud har givet os livet, for han er livets kilde. Sådan er det, uanset hvor meningsløst og gådefuldt livet kan se ud for os. Meningen er nemlig ikke, at vi skal forstå alt, som sker i livet. Det er ikke det, kristendommen har at byde på.
„Kom hen til mig alle I, som er trætte og tynget af tunge byrder, og jeg vil give jer hvile“, sådan kalder Jesus på os.
Når vi går ind i hans hvile, hører vi op med at søge forklaringer på det hele. Så er det, vi møder den frelser, som selv har forklaret livet for os ved at leve det efter dets bestemmelse, og som på trods af det endte som smerternes mand.
Han giver os tryghed og hvile midt i det onde og uforståelige liv, mens han peger på Faderen, som siger disse ord til os: „min nåde er dig nok.“
Når vi tager imod disse ord, kan vi komme i harmoni med vores skæbne, hvor svær og uforståelig den end er.