Tid til oprydning?

– Vi har alt for meget at holde styr på – og kan leve med det halveMed et lettelsens suk snørede jeg den store, sorte sæk til. Den var fyldt med tøj, der ikke fejlede noget, men som ingen havde brugt i årevis.
Da jeg tog sækken på skulderen og bar den ud i entreen til de andre sække, følte jeg mig næsten som julemanden. Men nej, det var ikke til en velgørenhedsbasar. Velgørenheden var snarere til fordel for os selv – i første omgang. I anden omgang skulle aktionen, som vi for sjov kaldte „lev med det halve“ (lidt i stil med en slankekur) skaffe overskud i vore hoveder til vigtige ting som for eksempel åndelig udvikling.

Der havde lidt efter lidt sneget sig en vis magelighed ind i mit liv. Vore tre børn var over det værste, vores kronisk syge søn havde fået ny energi efter en vellykket operation og også i menighedssammenhæng gik alt stille og roligt.
Selv om jeg vidste, at jeg skyldte Gud tak for alt dette, blev der efterhånden mindre og mindre tid til bibellæsning og bøn. Alle mulige mennesker og omstændigheder fik skylden, indtil jeg en dag måtte erkende, at min hverdag var blevet for besværlig på grund af alle de ting, vi havde samlet os igennem årene.
Alle disse ting, som var mere eller mindre overflødige, krævede al min opmærksomhed, for de skulle passes, pudses, støves af, sorteres og holdes øje med. Det var ikke mærkeligt, at jeg havde travlt hele dagen og altid følte mig udkørt, aldrig rigtig blev færdig med noget og ikke følte, jeg havde overskud til Gud!

Ydre kaos fjerner opmærksomheden fra usynlige ting. En overfyldt bolig kan sammenlignes med overvægt. Den gør os dorske, uglade og utilfredse og tager alt for meget af vores tid. Hos en person, der er overvægtig, kredser tankerne hele tiden om mad; hos en person, der er materielt overlæsset, kredser tankerne om ting.
Mens jeg stadig gjorde mig tanker om, hvad jeg skulle stille op med mit „velpolstrede“ liv, fik jeg en dag en bog om Kina-missionæren Hudson Taylor i hånden, og faldt jeg over en af hans leveregler: Hvert år gik han alle sine ejendele igennem og gav alt det væk, som han i det forløbne år ikke havde brugt.
Begejstrede over disse „slanketanker“ gik min mand og jeg i gang: Vi gennemgik ikke blot vores garderobeskab for overflødige ting, men tog hele soveværelset med. Efter endt værk var vi virkelig forbløffede over, hvor stort både vores klædeskab og vores lille soveværelse egentlig var.
Det bedste ved aktionen var mit lille „stille-time-bord“, som vi nu havde fundet plads til. Jeg havde altid ønsket mig et sted, hvor jeg kunne have min bibel liggende fremme, så jeg kunne sætte mig derhen og læse lidt i den, når jeg havde lyst til det.

Lidt efter lidt fik vi også sat alle de andre værelser på „kur“. Det var både forfærdende og forbløffende, hvor meget der havde samlet sig i kasser og skuffer i årenes løb. Og dog havde vi aldrig følt, at vi havde nok. Nu blev vores liv lettere dag for dag! For hver sort sæk, der blev fyldt og afleveret til genbrug, voksede min glæde. Husarbejdet havde været en uoverskuelig byrde, som indimellem var ved at tage livet af mig. Med færre ting, men bedre overblik, er det nu blevet meget lettere. Også børnene er blevet flinkere til at hjælpe med derhjemme, fordi alt er mere overskueligt, og alt har sin plads.
Skufferne er ikke længere fyldt til randen, men halv- tomme, så man bedre kan finde, hvad man søger. Også rengøringen kommer hurtigere fra hånden uden alle de forskellige ting, som krævede forskellig slags rengøring. Vi har lavet et velgennemtænkt system, så selv den yngste kan være med.
Selv om jeg nu har mindre tøj, kan jeg altid finde noget at tage på. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at jeg havde for lidt tøj. Da klædeskabet næsten var ved at sprænges, havde jeg det lige modsat. I denne overflod af tøj kunne jeg slet ikke overskue, hvad jeg rent faktisk havde.
Det kan anbefales at beholde en god basisgarderobe og efterhånden købe ting, der passer dertil. Men altid efter princippet med, at kommer der et nyt stykke tøj ind, skal der smides et gammelt ud. Efter at jeg er begyndt at leve efter det princip, er min lyst til at købe nyt faldet drastisk. At det også har en positiv økonomisk effekt, er kun dejligt.

Også vore børn blev naturligvis berørt af vores projekt. Men stik imod, hvad jeg havde frygtet, var de ikke spor kede af at få tyndet ud i deres legetøj.
Da de skilte sig af med de mange småting, som kun havde holdt deres interesse fangen i kort tid, fik de et bedre overblik over resten og mere glæde ved at lege. Vore børn har hurtigt fundet ud af, at det er umuligt at lege med halvtreds krammedyr. Ganske vist havde de fået hvert enkelt af dem foræret af enten en kær ven eller et medlem af familien, men at have så mange gjorde det uoverskueligt. Jeg kan huske, at et af børnene engang sad grædende midt mellem alle sine krammedyr og stammede: „Hvordan skal jeg lege med dem alle sammen på en gang?“
Det var godt, at vi dengang hørte om et rumænsk børnehjem, som havde et stort behov for legedyr. Mange var som nye, og derfor bad jeg børnene om selv at vælge nogen fra. Rørt konstaterede jeg, at de også pakkede et af deres yndlingsdyr med. Og jeg bliver glad, hver gang jeg tænker på, hvordan vores børn gennem den her lille aktion tidligt har lært, at „det er skønnere at give end at modtage“.

Ja, vores „slankeprojekt“ har givet os megen velsignelse som familie. Ved at give ting væk har vi kunnet hjælpe andre, som har mindre end os. Men vi er også selv blevet hjulpet, for vores liv er blevet meget lettere. Vi har gjort os fri af en krævende byrde og har alligevel stadig mere end nok.
Samtidig har vi vundet tid. Det kræver nu mindre af os at passe og pleje alle vore ejendele. Al denne nyvundne tid kan vi bruge på andre mennesker, på at læse Bibelen og andre bøger, på bøn og på at hygge os sammen med familie og venner. Vore tanker er blevet klarere og friere – frie til at være opmærksomme på, hvad Gud vil med os; det havde vi tit for travlt til før.
Jeg kan kun anbefale alle at gå i gang med at tynde ud i jeres ejendele. For det bedste ved denne „kur“ er, at den er absolut ufarlig. Bivirkninger kan ikke udelukkes, men der findes kun positive!

Roswitha Wurm er gift og mor til tre. Hun er forfatter og engageret i sin kirkes børne- og kvindearbejde. Fra det tyske kvindeblad Lydia.