Et strejf af DC Talk

Stor dobbeltkoncert i Holstebro med rockbandet Luna Halo og Kevin Max fra DC TalkHOLSTEBRO – Sidst supertrioen DC-Talk var på vej til Danmark, aflyste de deres Europa-turné i sidste øjeblik. Denne gang ser det ud til, at danskerne får lov at opleve i det mindste én af DC-drengene, nemlig Kevin Max.

Kevin Max

Luna Halo

Sammen med rockbandet Luna Halo er han klar til at spille op i Holstebro Fritidscenter lørdag den 30. april.
Foruden sin karriere i DC Talk, der solgte mere end otte millioner cd’er har han udgivet to digtsamlinger, skrevet sange med alverdens kendisser. Og i efteråret medvirkede han i musicalen Joseph and The Amazing Technicolor Dreamcoat. Desuden har han for nylig udgivet ep’en Between the Fence and The Universe.

Mødte sine forældre

Kevin Max, som oprindelig hed Kevin Smith, begyndte at synge allerede som fire-årig og optrådte som barn blandt andet i skoler, kirker og kristne radioprogrammer.
På college mødte han Toby McKeehan og Michael Tait, og sammen dannede de i 1987 DC Talk. De første år var stilen rap og hiphop, men med pladen Jesus Freak, som blev det store gennembrud i 1995, var stilen mere pop og rock
1997 blev et banebrydende år for musikeren. Han blev gift med sin hustru Alayna, udgav sin første digtsamling og mødte for første gang i sit liv sine biologiske forældre. Samtidig udskiftede han sit efternavn Smith med Max.
I et interview fortæller Kevin Max om mødet med forældrene.
– Jeg følte, at det var bedst for mig at møde dem, for jeg har altid tænkt meget over, hvor mine rødder var.
I 1999 meddelte han Tait og TobyMac, at han agtede at forlade DC Talk, men han lod sig senere overtale til at blive og indspillede sin første single i forbindelse med DC-Talk-ep’en Solo i 2001, hvor alle tre medvirker med solonumre.
Samme år udkom hans anden digtsamling og hans første rigtige soloudspil Stereotype B. Albummet tog udgangspunkt i DC Talk-lyden men indeholder desuden en slagkraftig blanding af elementer fra The Beatles, Oasis, U2, og Jim Morrison, tilsat lidt mellemøstlige trommerytmer.
Hans seneste ep Between the Fence and The Universe udkom med seks nye numre kort før jul. Her fortsætter Kevin Max i samme stil, men der er skruet en anelse op for guitaren og tilsat elementer af indierock.

Lever for live-musik

Med sig til Holstebro har Kevin Max det amerikanske band Luna Halo , som vil være ukendt for mange, selv om de fire rock-drenge allerede har givet koncerter i mere end 10 forskellige lande.
Bandet startede i 2001, og efter en del udskiftninger i besætningen den første tid, fandt bandet den rette sammenhæng, og inspirationen har fra starten været bands som Queen, Nirvana og Muse.
Luna Halo holder til i musikbyen over dem alle, Nashville, og som alle andre upcomings er målsætningen soleklar. Det handler om at gøre det så godt, man kan.
– Vi ønsker bare at gøre det så godt, vi kan, med de talenter, Gud har givet os, siger forsanger Nathan Barlowe.
– Hvis jeg havde arbejdet på en cafe, havde været læge eller blikkenslager, havde jeg sagt det samme. Uanset hvad jeg laver, er Kristus det centrale, fastslår han.
Luna Halo har længe varslet, at et album var på vej, men indtil videre er det blevet ved varslerne. Sidste år udsendte bandet dog en ep med fire numre som en introduktion til det nye album.
Måske skyldes den lange ventetid, at bandet bare lever og ånder for at spille live.
– Vi vil gerne lave gode numre, som holder, og så turnere så meget som muligt. Vi har startet dette band for at spille live, fortæller Nathan Barlowe.
Det er den aktive koncertforening Glow Concerts, der står bag koncerten. Med Indre Missions Ungdom i Holstebro som lokal arrangør.
Billetter til arrangementet kan allerede nu bestilles på www.aheadtickets.dk