Paven troede på ungdommen
Pave Johannes Paul II havde et særligt forholdt til de unge, som han ofte betegnede som kirkens fremtidDet er ingen selvfølge, at en ældre herre på 84 år formår at tale et sprog, som unge forstår. Men det gjorde den afdøde pave Johannes Paul II, mener ung dansk katolik.
– Johannes Paul II talte flere gange om, at de unge var kirkens fremtid. Og han var til det sidste aktiv ved Den katolske Kirkes Verdensungdomsdage, siger Henrik Bang Bjørgo, som selv har deltaget i Verdensungdomsdagene og oplevet Paven.
Det var faktisk Johannes Paul II selv, der tog initiativet til den første Verdensungdomsdag, som fandt sted i Rom i 1986. Siden har man fejret dagen hvert år, og hvert andet eller hvert tredje år har man erstattet dagen med en større festival, som hver gang tiltrækker mellem 1,5 og 2,5 millioner unge fra hele verden.
Næste gang er i august i tyske Köln, og selv om Johannes Paul II altså ikke deltager denne gang, havde han længe før sin død udsendt et særligt budskab til Verdensungdomsdagen. Her siger han blandt andet:
– Kære unge. Kirken har brug for ægte vidner til den nye evangelisation: mænd og kvinder hvis liv er blevet ændret af mødet med Jesus; mænd og kvinder der er i stand til at videregive denne oplevelse til andre. Kirken har brug for helgener. Alle er kaldede til hellighed, og kun hellige mennesker kan forny menneskeheden.
– Invitationen til at deltage i Verdensungdomsdagen er også udvidet til jer, kære venner, der ikke er døbt, eller som ikke identificerer jer med Kirken. Er det måske ikke rigtigt, at også I tørster efter det absolutte og søger noget, der kan give en mening til jeres liv? Vend jer mod Kristus, og I vil ikke blive skuffet.
Henrik Bang Bjørgo er organisationskonsulent i Danmarks Unge Katolikker, som har cirka 2000 medlemmer over hele landet.
Han tillægger det stor betydning, at Paven viste imødekommenhed og tro på fremtiden.
– Paven er Den katolske Kirkes samlingspunkt, og derfor betød det meget for mig at fejre gudstjeneste sammen med ham og over en million andre unge katolikker, fortæller han.
Henrik Bang Bjørgo er glad for, at Paven langt om længe fik fred, så han ikke skulle lide mere. Og så glæder han sig over, at Paven formåede at optræde værdigt til det sidste.
– I vores sygdomsforskrækkede verden er det stærkt at opleve en mand, som alligevel tør stå frem og udstille sin svaghed. Det har jeg stor respekt for, siger han.
Han håber, at den kommende pave i samme grad vil formå at være et forbillede for de unge, og han er overbevist om, at også den nye pave vil deltage i de store Verdensungdomsdage, for det har været en stor succes, siger danskeren.
Han beundrer også, at paven gennem alle godt 26 år rejste verden rundt med evangeliet og budskabet om fred.