Seniorer vil udfordres

Inge Christensen gad ikke gå til kedelige ældremøder. Da hendes præst hørte det, spurgte han netop hende om at gøre det bedre. Det førte til en helt ny stil – og flere og yngre deltagere.

Inge Christensen sammen med præsten ved Apostolsk Kirke i Kolding, Finn Ravn Hansen. Til venstre skimtes caféen

Ældremøder er ikke, hvad de har været. I hvert fald ikke i Kolding, hvor Apostolsk Kirke hver måned holder et offentligt møde i Seniorgruppen. Og det er ikke kedelige foredragsholdere, man får fat i. Og heller ikke kun talere fra frikirken.
– Vi bestiller de talere, vi gerne vil høre, fortæller Inge Christensen, som på skift med Laura Eliassen står for møderne.
– Ældre vil ikke bare høre på oplæsning. Vi vil udfordres og høre noget nyt, der kan inspirere os, siger Inge.
F.eks. har Seniorgruppen haft den katolske præst, Benny Blumensaat, Esbjerg, den afsatte folkekirkepræst Feldbæk-Nielsen, og snart skal man have Kirsten Mørch Nielsen, der vovede at skrive en bog om sine oplevelser med engle og afdøde på den anden side af døden. Også salmedigteren Holger Lissner er inviteret.
– Der er folk udenfor den karismatiske sammenhæng, som har en rigdom at give af, indskyder præsten, Finn Ravn Hansen, der nyder at han ikke skal arrangere alting.
– Når der er Seniorgruppe går jeg over i kirken kl. 15. Jeg behøver ikke komme før, for de har selv styr på alting. Det samme gælder de andre aktive grupper i kirken.

Tidligere foregik møderne i hjemmene, og det var også hyggeligt nok, men nu er Seniorgruppen gået på Café. Det er lidt sjovere. Ganske vist ligger caféen i kirkens egen bygning på Lykkegårdsvej 67, men den er flottere end de fleste caféer og den har store vinduer lige ud til gaden.
Caféen blev tilføjet kirken, da man for to år siden mere end fordoblede den gamle kirkebygning for at få plads til de henved 500 aktive i kirken.
Så der drikkes kaffe og spises lagkager ved Seniorgruppens møder, og nogle gange om året har man også middag – f.eks. i julen. Og der kommer jævnligt nye med til møderne, som i gennemsnit tiltrækker et halvt hundrede deltagere. Møderne annonceres nemlig offentligt.
– Der er også yngre, der kigger indenfor, fordi de synes, vi har spændende talere, fortæller Inge, som er kommet i kirken hele sit liv, men ikke er blevet mundlam af den grund.

– Vi vil ikke køres ud på et sidespor, for vi har mange erfaringer og vi kan være med til at skabe en harmoni i kirken, mener Inge Christensen.
Der er rigtig mange unge og familier med små børn i kirken. Derfor kommer gudstjenester og møder nemt til at foregå på deres præmisser.
– Vi ældre kan bedre lide de gode gamle sange end de nye engelske lovsange, hvor man skal stå op i lang tid, og hvor musikken og trommerne er alt for høj for os. Derfor gør vi tingene på vores egen måde i Seniorgruppen.
– Er det et ældreoprør?
– Nej, vi har det dejligt sammen, men der skal være plads til alle, også de ældre, siger Inge, som kan huske, da unge piger i kirken helst skulle have en bestemt „engle-frisure“.
– Men min far, som var en af lederne i kirken, sendte mig til frisør for at blive permanentet, fordi han syntes, jeg skulle se ordentlig ud!
Præsten Finn Ravn Hansen glæder sig over, at de forskellige aldersgrupper i kirken kan få det på deres egen måde.
– Når der er fastelavnsfest i kirken, så véd vi, at mange ældre i stedet går ned i Kristkirken og hører en omgang orgelmusik. Og det er jo fint. Det er da meget bedre end at komme og blive forargede.
Vi blander nu også lovsangen med de gamle salmer. For der er næppe tvivl om, at Grundtvig også var fyldt med Guds ånd, da han skrev sine salmer om Helligånden.
Men vi vil ikke tilbage i de gamle former, for så kunne vi godt lukke. Orgelet er ikke det eneste hellige instrument. Der skal være plads til lovsang og eftermøder og brud på formerne.
– Lovsangen kan da være vidunderlig, bekræfter Inge, før hun tager til Læsø for at ligge i sommerhus i månedsvis.
Der er trods alt sine fordele ved at være Senior!

Finn Ravn Hansen er ikke en præst, der sætter sig på alt – derfor er menighedens mange talenter kommet i funktion

I Apostolsk Kirke har man altid været optaget af de bibelske tjenester og haft en pyramideformet ledelses-struktur. Men det er ved at ændre sig. For menighedens „får“ har ikke nok i at vade rundt i flok – de vil selv i gang med at tjene.

I Kolding, hvor kirken har sit hovedsæde og sine skoler, er den lokale menighed netop kendetegnet ved, at præsten ikke troner højt på sit gudgivne embede, men har fået hele menigheden i tjeneste. Enhver får lov at tjene med det, han eller hun er bedst til.
– Hvis vi kun skulle gøre det, jeg kan overskue, ville det jo hemme menighedslivet.
Til gengæld er han fri for en masse brok fra medlemmer, der mener, at „vi burde også gøre dit og dat“ – underforstået, at den ansatte præst burde gøre det.
– Nej, den hopper vi ikke med på, siger Finn Ravn Hansen og medpastor Peter Hedelund. – Hvis nogen ønsker, vi skal gøre noget, så spørger vi, om de selv har hjerte for det. For så er de som regel de bedste, til at gøre det.
Det med at sætte ting i gang ovenfra fungerer ikke særlig godt. Men det, der vokser op nedefra, det virker.

Blandt de mange aktiviteter i menigheden er f.eks. nogle store kampagner med bl.a. helbredelses-evangelisterne Charles Ndifon og Robert Bwalya.
Der er også jævnlige møder med helbredelses-evangelist Hans Berntsen, som hver gang tiltrækker mange udefra.
Præsten kan glæde sig over, at to aktive herrer, Karl Gulløv og Bernt Høyer tager sig af ledelsen af det.

De to er også bagstoppere i et nyt initiativ, kaldet „Kraftværket“, hvor Edith og Niels Peder Johannesen og et ungt team hjælper mennesker fri af åndelige og følelsesmæssige bindinger gennem bøn.
Seniorgruppen er omtalt i en særskilt artikel – den kører også fint uden præsterne.

I den anden ende har man „Praise&pizza“ som foregår kl. 17 søndag eftermiddag.
Det er en form for gudstjeneste, som er specielt velegnet for unge og familier med børn. Her er mest lovsang (praise) og så slutter man med pizza, så aftensmaden er overstået, når man kommer hjem.
Naturligvis har man også en mere almindelig gudstjeneste, men også her er mange involveret. Det er aldrig kun „præstens show“.

60-70 juniorer er med i kirkens juniorarbejde. Der er også et „Teen Radical“ i kirkens kælder med 25-30 unge. Og så har man et udadvendt sted for unge nede i byen, kaldet „Cutting Edge“, hvor man udfordrer byens 17-25 årige.
Kirken har bedemøde hver onsdag, fællesspisning ved forskellige lejligheder, mandearbejde, missionsarbejde i Ungarn, Zambia, Kina og Rumænien, som lokale er dybt involveret i. Der er f.eks. et team fra kirken, som har været på en tur til Zambia i marts.
Kvinderne i menigheden er i øvrigt også aktive i Aglow. Der er lovsangsgruppe, bogbutik, rengøring, nadvergruppe, lydteknikkere, kaffegruppe, mødeværter, diakoner, alpha og beta, bladfolk, 12 cellegrupper, heraf tre ungdoms-cellegrupper for singler og unge par uden børn.
Vi har helt sikkert glemt nogen, men det vigtigste er som sagt, at folk selv véd, hvad de har ansvar for.

Kirken har for øjeblikket ca. 370 voksne medlemmer foruden halvanden hundrede børn. Præsten mener selv, at der før hans tid var 250 aktive, men det reelle tal var måske kun 100, mener et menigheds-medlem, som glæder sig over, at menigheden nu oplever en væksttid både i bredden og dybden.
Udover Finn Ravn Hansen og medpastor Peter Hedelund har menigheden også en forstander-praktikant, Vibeke Andersen. Lederen af „Cutting Edge“ er Matthew Thomas.
De øvrige er alle frivillige – fordi de kan li’ det.