Stærk mand fik blødt hjerte
Hans Petter Martinsen voksede op i fattige kår,
men boksning gav ham status som stærk mand.
HP blev livvagt for en millionær og inkassoopkræver
i lyssky miljøer og fik kontakt med mafiaen…- Jeg har altid haft en stærk retfærdighedssans, siger muskelbundet HP med overbevisning. – Derfor var det ikke noget problem for mig at inddrive penge fra konkursryttere og svindlere, som havde snydt andre.
Hans Petter Martinsen er kendt og berygtet i Norge som stærk mand, udsmider, inkassoopkræver og bodyguard. Flere gange har han været på avisernes forsider og et par gange i TV.
En af de gange, han var på forsiden af VG og Dagbladet (norske pendanter til BT og Ekstra Bladet) var, da han kom til at ramme en stewardesse på siden af hovedet, så hun røg over mod flyets væg:
– Jeg ville bare rive forhænget til side for at få noget kaffe, forklarer HP, som aldrig kunne finde på at gøre uskyldige fortræd. Men den dag havde han drukket en flaske spiritus.
Flyet vendte straks om og satte ham af i København ved hjælp af politiet.
– Det kostede mig 80.000 kr.
Hans Petter voksede op i Norges nordligste by, Hammerfest. Faren drak, så familien boede i en ghetto for sociale tilfælde, og HP husker, hvordan han blev mobbet af politibetjentens søn, hver gang faren havde gjort noget.
– Men hver søndag kom der nogen fra Frelsens Hær og spillede, og allerede som 5-årig begyndte jeg at tro.
Jeg tror, det er derfor, jeg fortsat lever, selv om jeg skulle have været død mange gange. Men Gud holdt hånden over mig, siger den store mand.
– Som 16-årig begyndte jeg at bokse og kom hurtigt til tops. Først i mellemvægt og senere i let sværvægt. Jeg blev tre gange norsk mester.
Jeg beklager, at jeg også slog Danmarks største OL-håb, Niels H. Matsen, ud i 1988 efter kun 50 sek. Både BT og Ekstrabladet skrev dengang om landesorg.
HP kunne være nået meget længere. Danske Mogens Palle har to gange tilbudt ham at komme i sin stald.
– Men i Norge var det svært at få sponsorer, fordi boksning var forbudt på TV og i aviser.
Derfor måtte jeg arbejde som blikkenslagermester. Men i 1990 måtte jeg stoppe, da en stor restaurant ikke ville betale for det arbejde, jeg havde udført, fortæller HP.
Med sit ry som muskelmand fik han nu opgaver for inkassofirmaer.
– Jeg behøvede ikke skade dem, jeg tog ud til. Ikke engang at true. Det var nok, at jeg mødte op, smiler HP, som snart fik et ry i underverdnen som en af de mest frygtede.
– Jeg måtte tage nogle konfrontationer med de tuffeste. De viste, at hvis jeg havde ret, så bakkede jeg aldrig ud, fortæller HP, der bagefter selv kan undre sig over den autoritet han fik i miljøet.
– Måske var det, fordi jeg aldrig var bange. Jeg var så fuldstændig ligeglad med, om de truede mig med våben eller hvad de kunne finde på. Selv om én stod og pegede med en pistol lige ind i brystet på mig, kunne jeg bare tage den ud af hånden på ham.
– Engang truede nogen med at kidnappe en millionærs barnebarn. Jeg blev harm over det og konfronterede forbryderne og fortalte dem, at det kunne jeg ikke acceptere. Derefter trak de deres trussel tilbage, fortæller HP, der var ansat som livvagt.
Selv om HP ikke opsøgte det kriminelle miljø, gled han efterhånden længere ind i det.
F.eks. blev han sendt til Gibraltar for at ordne en sag med mafiaen dér, som er én af de mest frygtede i verden.
En sprit-kingo havde købt en masse flasker 69* og solgt dem til mafiaen. Men varerne var dårlige, og nu ville køberne likvidere mellemhandleren.
HP blev hyret til at gå direkte ind i løvens gab og få sagen forhandlet. At han turde den slags gav ham et ry som torpedo.
– For mig handlede det jo om at forsvare den svage, siger han bare, mens vi sidder i caféen i Haderslev.
Men efterhånden som HP opdagede, at alle var bange for ham, blev han mere egoistisk.
– Selv politiet rørte mig ikke. Jeg husker, at jeg f.eks. kørte lige igennem et politistop på motorcykel – og uden hjelm. Jeg kørte aldrig med hjelm. Men de lod mig bare køre.
Senere satte de en sender på min bil, så de altid vidste, hvor jeg var. Jeg skulle melde mig tre gange om ugen hos politiet. Jeg var en tikkende bombe, og når de skulle have fat i mig, tilkaldte de altid folk fra tre stationer…
– Jeg troede, jeg kunne tillade mig alt… Om dagen var jeg almindelig familiefar. Jeg bad endda fadervor med børnene og sang godnat-sang, men om natten nød jeg nattelivets hor, porno og druk. For at holde mig oppe tog jeg amfetamin. Jeg var også på kokain, valium og robinul.
Jeg opførte mig så grisk og egoistisk, at min kone og børn måtte flygte fra mig.
Jeg blev dømt til behandling hos Alternativ til vold. De sagde, jeg led af Vietnam-syndrom. Jeg kunne ikke tænke en klar tanke mere og eller tale sammenhængende. Jeg kunne kun give ordrer.
Flere gange forsøgte fjender at komme ham til livs, men han havde ry som udødelig:
– Engang sad jeg ved et bord og forhandlede med nogen, da jeg pludselig mærkede et stik i lysken. Normalt er det en let måde at likvidere nogen på. I løbet af få minutter er man død, fordi blodet fosser ud.
Men i stedet for at falde om rejste jeg mig og slog de to ned. Jeg gik ud på gaden, det var midt på Karl Johan i Oslo, og gaden farvedes rød af blod.
Politiet kom og kørte mig til lægevagten. De forstod ikke, at jeg stadig levede:
– Du har englevagt, sagde lægen, og det var nok sandt. Ofte klarede jeg at læge mig selv. Med mit liv kunne jeg ikke henvende mig til en læge.
En gang lå jeg to dage alene derhjemme og blødte. Min familie var væk. Mine venner blev dræbt eller afsonede lange fængselsstraffe. Min søster druknede i 1998 ved at lege Titanic på Norges-færgen.
Det mobilnummer, du ringede på, tilhører min ven, som døde for tre år siden…
Da jeg til sidst var så svag, at jeg nær var død, fik jeg en taxi til at køre mig på sygehus.
Men Gud havde holdt mig i live. Da de i modtagelsen tjekkede blodtrykket, var det normalt, så de vaskede mig bare og først dagen efter opdagede lægen, at jeg havde mistet halvdelen af mit blod…
Da var jeg så svag, at jeg ikke kunne løfte armen. De fik travlt, måtte opvarme ekstra blod fra fryseren hurtigt ved at holde det imod kroppen, husker jeg. Og lægen sagde, at jeg burde have været død.
– Jeg havde stort hus, masser af penge og kunne gøre, hvad der passede mig. Der var ligesom ingen modstand. Naboerne turde ikke køre forbi mit hus af frygt for at vække mig. Jeg havde ingen følelser for andre. Mennesker var bare i vejen, fortæller HP.
– Djævelen havde givet mig alt, men samtidig gjort mit liv til et helvede. Da jeg var 37 år, gad jeg ikke leve længere. Jeg tog en overdosis og faldt i søvn.
Men i stedet for at dø blev jeg pludselig revet op af sengen af en usynlig kraft, så min tunge, som var bedøvet af overdosisen og derfor sad fast i halsen, røg ud af munden på mig sammen med blod.
Jeg vidste, det var Gud, der havde reddet mig. I flere dage efter var jeg stadig bedøvet i dele af hovedet, men jeg hørte en klar stemme sige: Læs i Det Nye Testamente.
Jeg fandt mit gamle konfirmationstestamente frem, som jeg ikke havde læst i 25 år.
Men jeg kunne knapt nok forstå det, jeg læste. Jeg var totalt dysfunktionel.
Jeg blev klar over, at jeg måtte afruses. Men ingen skulle afruse mig, det skulle HP nok selv klare. Så jeg gennemlevede 2-3 måneders helvede. Men det var godt for mig, for det nedbrød også mit ego.
Jeg trak mig ud af nattelivet og fik lyst til at arbejde igen. Jeg opsøgte millionæren, som jeg engang havde hjulpet og fik et job for ham. Jeg begyndte at tage mig af gamle mennesker.
Gud begyndte at kalde på mig, men HP skulle nok selv bestemme.
I Strømmen havde jeg hus og træningslokale. Mens jeg stod der og bøjede mig, mærkede jeg et stød i ryggen.
Jeg så op til siden, hvor der var et spejl. Og jeg ser Jesus, der bare glider ind i mig. Hans ansigt smelter sammen med mit i spejlet og det stråler. Åh, jeg mærker kraften nu, klukker HP ved tanken på den store oplevelse.
– Ansigtet var meget smukt, han havde halvlangt hår.
Lidt efter forsvandt han ud af rummet.
Jeg tænkte: Wow, dette er stort. Hvorfor i al verden viser du dig for mig, Jesus? Jeg fortjener det ikke. Der bor jo nogen kristne her i gaden, dem burde du snarere vise dig for.
– Jeg blev fuldstændig som en ny skabning. Jeg er forvandlet. Jeg kan ikke stjæle og snyde fra det øjeblik.
Gud tog mit stenhårde hjerte og forvandlede det til et blødt kødhjerte, smiler HP.
– Jeg tog tilbage til Larvik, hvor jeg havde job som vagt.
Når jeg gik ind i en butik, plejede jeg altid at stjæle noget, selv om jeg havde penge nok. Det var for at få lidt spænding. Efterhånden gjorde jeg det synligt for at provokere. Men den dag mærkede jeg pludselig, at det var forkert at stikke varen ind under jakken og jeg lagde den flov tilbage.
Hvad sker der, tænkte jeg. Jeg var så forbløffet og glad over at have samvittighed igen, at jeg gik gennem kassen uden at betale… Kassedamen turde ikke sige noget, men da jeg opdagede det, gik jeg tilbage og betalte.
– Jeg fik glæden ind i mit liv og to måneder senere, mens jeg stod i køkkenet og lavede mad, kom den samme kraft over mig igen, og jeg begyndte at tale på et sprog, der lød som russisk.
– Nej, nu kan jeg russisk, tænkte jeg, for jeg havde aldrig hørt tungetale i mit liv. Men det kom bare op fra maven.
Et par måneder senere i december tog jeg til en lille frikirke, hvor der var julespil. De var skrækslagne, da de så mig, for jeg kom jo med min kæmpe hund, som er en blanding af en bokser og en pitbul. Men de behøvede ikke frygte, for han var også blevet berørt af kraften – han elsker mennesker nu!
Men det var først dér, jeg forstod: Det er jo kristen, jeg er.
– Er du frelst, spurgte folk.
– Jeg ved ikke om det er det, jeg er. Men jeg går med Gud, og det er et fantastisk liv. Du skulle selv prøve.
– Jeg prøvede nu at komme i bibelgrupper i både folkekirken og frikirkerne, men det var som om det ikke var samme gud, vi troede på. De troede ikke på helbredelse og de vidste ikke, at det er et fantastisk liv at gå med Gud.
Hver gang, jeg kom hjem, var jeg deprimeret.
– Hvad er det her for noget, spurgte jeg Gud. – Kan du ikke give mig gave til at helbrede og den slags, så jeg kan overbevise dem?
– Kort efter blev jeg ledt til Oslo Kristne Senter, hvor jeg kom lige ind i en kollekt-prædiken, hvor Åge Åleskjær messede om at give i ti minutter. En inkasso-prædiken, som jeg kalder det! Jeg udvandrede straks i protest.
Men udenfor mødte jeg kristne bikere og på den måde kom jeg alligevel med i menigheden.
– Den 12. januar 2002 begyndte jeg på bibelskolen og jeg glædede mig, som var det den største lotto-uddeling, jeg skulle få!
Men jeg skulle tre måneder i fængsel, fordi jeg havde slået en fyr ud, der havde sparket min søn. Men jeg bad Gud om hjælp og fik udsættelse, så jeg netop skulle møde til afsoning 13. juni, samme dag som bibelskolen sluttede.
Men jeg skulle fortsætte på lederlinjen i august, så jeg bad igen, og blev løsladt før tiden, så jeg kunne begynde.
I det gamle fængsel var der 40 indsatte. Mange var syge, men efter 14 dage var alle raske, fordi jeg lagde hænderne på.
Det var ikke populært at være kristen, så jeg tog normalt de syge med ind på rummet. Men Gud gav en sådan kraft, at en gammel mand, som havde knust knæ, blev helbredt, mens han stod ved siden af.
Han løb og dansede forbi mig op ad trappen! Han spillede wolleyball bagefter.
Wow, tænkte jeg.
Flere i fængslet blev frelst og afleverede tilmed deres tyvekoster. Jeg har været til bryllup hos en fange, som giftede sig med en frelsessoldat. Han var en af de værste i Kongsberg. Også nogle af vagterne blev helbredt.
Men så begyndte Gud at undervise mig om Guds kærlighed og nøglen til et lykkeligt liv her på jorden. Jeg skrev et helt år på et kompendium om det.
For siden den gang har jeg ikke haft en bekymring. Jeg prædiker nu mange steder og jeg lever et overnaturligt liv, som jeg slet ikke kan beskrive. Men det er himlen på jord! slutter HP, som nu bl.a. rejser rundt med showet Impact World Tour, hvor han smadrer mursten og bøjer jern for at få lov at fortælle unge om den kraft, som er stærkere.
