Psykiater vil have dokumentation

Dokumentation er nøgleordet for psykiateren Lars Søndergård, når talen falder på dæmoner. Han vil se dokumentation for, at dæmoner kan besætte mennesker, og han vil se dokumentation for, at eksorcisme virker, før han vil anerkende begreberne i psykiatrienDet er for let at sige, at dæmoner er årsag til en sindssygdom eller til kræft. Det mener psykiater Lars Søndergård fra Rigshospitalet, og han tror derfor ikke på, at eksorcisme kan være en reel hjælp til et sygt menneske; tværtimod.

Psykiater Lars Søndergaard vil meget gerne se en dæmonbesat, for én eneste dæmonbesat vil kunne omstyrte hele psykiatrien. Men dæmonerne vil åbenbart ikke vise sig for ham, for han har endnu til gode at møde en besat

„Kvaksalvere“ siger han om de danske folkekirkepræster, som udfører eksorcisme – han mener, at deres ageren er moralsk og etisk helt forkastelig. Han går endda – selv om han er ked af at skulle sige det – så langt som til at mene, at præsterne udnytter sindssyge til at sætte sig selv i scene – hvad enten det er bevidst eller ubevidst.
– Det er hele etikken i det her, som gør, at jeg opponerer imod det. For man må ikke gøre syge mennesker, som er lidende, og som har svære sindssygdomme, til et middel til at opnå kollektive, religiøse oplevelser eller til selviscenesættelse, som man ser hos nogle af disse præster, siger han. At omtale et medmenneske som dæmonbesat er uanstændigt og med til at stemple psykisk syge.
– Et sygt menneske skal være et mål i sig selv, og målet skal være, at vedkommende skal opnå bedring eller bliver rask. At tage et sygt menneske alvorligt indbefatter ikke nødvendigvis, at man går med på den syges forestillinger om sygdommen. Man bør inkludere dem i sin samlede forståelse af den syge, men i forhold til behandlingen må man være ufravigeligt resultatorienteret.

Når Lars Søndergård skal forklare, hvorfor det er for let at regne dæmoner med til kategorien af sygdomsforvoldere, så ender han helt tilbage i antikkens Grækenland. Dengang var det nemlig en udbredt opfattelse, at sygdom skyldtes dæmoner.
– Hjemsøgelseshypotesen kalder vi det, når man mener, at dæmoner er årsag til sygdomme. Et menneske, der udvikler en sygdom, vil ofte være tilbøjelig til at spørge, „hvorfor er det netop mig, der er blevet „ramt“ af denne sygdom?“. For hvis jeg som psykiater begynder at tale om genetik, hjernens biokemi, miljø, kultur eller psykiske traumer, så er det ikke meningsbærende i sig selv.
– Derfor vil den syge spørge, hvad meningen er med sygdommen, og det har jeg jo ikke andet svar på, end at sygdom grundlæggende er meningsløst.
– I antikkens Grækenland mente man, at sygdomme skyldtes dæmoner, det er ikke noget, Bibelen har introduceret. Men tankegangen har man helt naturligt adapteret Bibelens forestillingsverden, og evangelisten Lukas, som tilskrives at være læge og sikkert var en udmærket en af slagsen på sin tid, har naturligvis også forklaret, hvad han har set, ud fra hjemsøgelseshypotesen, som udgjorde den fremherskende sygdomsopfattelse i den hellenistiske verden. I nyere tid rejste ydremissionærer til bl.a. Afrika med kristendommen og flere hjembragte til gengæld forestillinger om dæmoner og onde ånder. Med de kirkelige lægmandsbevægelser og den karismatiske vækkelse har dæmon-troen fået en renæssance i Danmark.
– Og der, begår man en fatal brøler, hvis man tror, at Bibelen kan bruges som lærebog i psykiatri eller lægevidenskab flere tusinde år efter. Hvis jeg har en lærebog, der er 10 år gammel, så ved jeg godt, at den er forældet, og at jeg kan være nødt til at søge nyere data, hvis jeg skal have nogle mere valide oplysninger. Så det holder slet ikke at påstå, at Bibelen er en endegyldig lærebog i psykiatri eller lægevidenskab, erklærer han.
– I dag har vi en langt mere kompleks opfattelse af sygdommenes udvikling og opståen som inkluderer samspillet mellem biologiske, psykiske og sociale faktorer.

Patienter angiver undertiden, at de har oplevet sig hjulpet af eksorcisme, men det skyldes ifølge Lars Søndergård ikke, at vedkommende var besat og at eksorcismen har virket. Årsagen kan i stedet være, at sygdomsforløb ikke er statiske, og at psykiatriske patienter derfor har både gode og dårlige perioder.
– Sygdomsforløb fluktuerer altid, for vi har med biologi at gøre og ikke matematik. Hvis du for eksempel tænker på en patient med astma, så vil anfald komme og gå i perioder. Sådan er det også med sindssyge.
– Det gælder også mennesker med skizofreni. De kan have udbrud af sygdommen, som varer i nogle måneder eller år, og så kan de have relativt symptomfattige perioder, men de er sjældent helt symptomfrie. Hvis jeg som psykiater undersøger dem nærmere, så vil jeg tit finde nogle mere diskrete tegn på, at de fortsat er psykisk syge – typisk i form af social tilbagetrækning eller negative symptomer som manglende fremdrift; de får ikke rigtig bedrevet noget, de får ikke gjort rent eller vasket op, der bliver rodet og snavset i lejligheden, og de stifter ikke rigtig venskaber og kontakter, og de har svært ved at indgå i familieliv, forklarer han.
– Hvis vi så forestiller os, at en psykiatrisk patient går til en eksorcist og får udført en eksorcisme – så bliver vedkommende måske mødt et sted i sygdomsforløbet, hvor de er ved at få det bedre. Og det er det, som sker hos mange alternative behandlere i det hele taget, at patienterne opsøger behandlerne netop der, hvor deres sygdomskurve vender og det begynder at gå fremad.
– Men omvendt har jeg set patienter, som er blevet fanget et helt andet sted på kurven, når de har opsøgt en eksorcist, og de får det aldeles værre og får bestemt ikke nogen bedring, men det er ikke de beretninger, som bliver bragt videre i vidnesbyrdene, indvender han og fastslår, at præsters uddannelse ikke omfatter selv basal psykiatri.

Udfordringen fra Lars Søndergård er klar: han vil gerne se en dæmonbesat.
Han tror nemlig ikke på de mange historier om mennesker, som under en eksorcisme kaster blod, slim eller bændelorme op, eller som lige pludselig taler et sprog, de ellers ikke kender, med en stemme, der ikke er deres egen – eller som vender det hvide ud af øjnene og falder om på gulvet under høje skrig, hvorefter de vrider sig som slanger.
– Jeg vil meget gerne se en dæmonbesat. Jeg har mødt mange fortvivlede mennesker, som hørte stemmer, følte sig forfulgte eller oplevede sig besatte, men det kan både forstås og behandles i psykiatrien, hvor de lægevidenskabelige fremskridt har været meget store. Hvis man postulerer, at noget eksisterer og manifesterer sig fysisk (som ved sindssygdomme), så må man kunne vise det frem. Hvis jeg siger til dig, at jeg har set en grøn marsmand, så er det første du vil sige til mig, „lad mig se ham“. Uden tøven. Og nu er der altså nogen, der siger, at dæmoner eksisterer, og så siger jeg: vis mig én, der er dæmonbesat. Bare én eneste dæmonbesat vil jo omstyrte hele psykiatrien.
– Hvordan kan det være, at det kun er visse præster og så nogle sindssyge, der er i stand til at fornemme, høre eller se disse dæmoner? Hvorfor skulle de skjule sig lige for mig? – for jeg vil faktisk gerne se en dæmonbesat. Hvis der findes mennesker, hvis tilstand skyldes dæmoner og som opnår helbredelse ved eksorcisme, så må vi kunne undersøge det nærmere, lyder det fra psykiateren.

– Og det, der er problemet i de her beretninger, er, at utrolig mange mennesker gør en hel masse ved en masse mennesker uden overhovedet at vide, hvem det er, de har med at gøre. Det er det klassiske problem. Man er nødt til at vide, hvad er det for nogle mennesker, man taler med. Er de overhovedet orienteret i tid og sted? Hvad er deres virkelighedsopfattelse? Hvordan ser de på tilværelsen? Man er nødt til at vide, hvordan det her menneske tænker, man er nødt til at undersøge nogle kvalitative træk ved det pågældende menneskes tænkning. Og det tør jeg godt vove at påstå, ikke har fundet sted i de tilfælde, som du nævner her.
– Det er afgørende at få en helhedsbeskrivelse af mennesket og ikke bare en reduktionistisk forestilling om, at vedkommende er besat. Og når f.eks. nogen hævder, at såkaldt besatte hoster bændelorme op, så kan det være, at vedkommende måske bare havde bændelorm, fik et angstanfald og hoster– det kunne de have gjort alligevel. Men alle disse dramatiske beretninger er jo udokumenterede fra først til sidst, og det er der, jeg mener, at nogle præster bruger eksorcisme til en religiøs selviscenesættelse – de er grundlæggende ligeglade med, om det virker eller ej.